Vokalist Sandie Gjørtz, Defacing God. Copyright: Sebastian Dammark / @idoconcerts · Se flere billeder i galleriet
For fjerde gang løber Metalized Tour af stablen. Konceptet er at præsentere tre danske navne, som begunstiger den danske metalscene med nævneværdige udgivelser. For alle tre navne må det siges at være korrekt med to albummer i 2026 og et enkelt på lukkedagen af 2025. Maceration kom med på turnéen, da Xenoblight opløste sig selv, hvilket må siges at være en fuldgod erstatning - også i forhold til præmissen om at udgive.
Kraniemæssigt har vi kastet flest efter Shadowspawns Cadaver Dogs med 9, mens Defacing God og Maceration begge høster 6 for henholdsvis Darkness Is My Crown og Serpent Devourment.
Èn ting er dog indspilninger, noget helt andet er, når musikken kommer ud at leve med publikum, hvor tilstedeværelse, frembringelse, inddragelse, udtryk, lys og lyd er andre parametre at levere på. Jeg indfandt mig på Train i god tid og med masser af forventninger til at opleve de nye skiver blive frembragt live – for mit vedkommende, for første gang.
At være i god tid viste sig desværre at være helt unødvendigt, da Train meget, meget langt fra blev fyldt op trods det imponerende line-up. Om det var skærtorsdag og påsken, der var årsagen, skal være usagt, men kapaciteten på 1000 publikummer virkede til at være fyldt måske 15% op. Det betød, at den ene bar og balkonen blev lukket og gardiner afskærmede siderne for at få salen til at virke mere intim. Og alligevel var der masser af plads. Vi kunne sagtens have været på en langt mindre scene, eksempelvis Radar.
Shadowspawn
Det var med andre ord en nærmest tom sal, aftenens sceneåbner trådte ind til. Mens lyset blev dæmpet, talte jeg til 12 mennesker fremme på et ellers tomt gulv. Med let tøven kom flere til, mens sanger Bue T. Jensen med entusiastiske armbevægelser forsøgte at få folk tættere på scenen. Shadowspawn er med fem fulde udgivelser det mest rutinerede af de tre bands og bør derfor have solid erfaring med at spille stemning ind i salen.
Det var dog en svær opgave denne torsdag aften, og de første par numre var lyden heller ikke optimal med en klar overdøvende dunder på stortromme og bas. Det blev dog ret hurtigt justeret til det meget bedre. Samtidig gjorde lyssætningen med primært røde toner på bagtæppet og blåt lys bagfra, at kvintetten fremstod mere som silhuetter på scenen med afstand til publikum. Det understregedes af, at instrumentalisterne var forholdsvis stillestående. Der blev rocket og headbanget, men med fødderne godt plantet i gulvet.
Når det er sagt, blev musikken leveret kompromisløst, minutiøst og velspillet. De kan deres kram, både på de seksstrengede, på bas og bag tønderne. Og så er der Bue T. Jensens vokalarbejde, som viste en imponerende spændvidde i growlingen, hvilket vi fik flere opvisninger i under koncerten. Der var en imponerende dynamik i hans vokalarbejde. Musikken sad også i skabet – men den sad også fast i det og fik ikke rigtig fat i publikum, som for overraskende manges vedkommende havde travlt med at filme – også på første række, mens der blev headbanget. Sig ikke, at mænd ikke kan mulittaske, eller noget.
På ”Cadaver Dogs”, den nye skives titelnummer som i dén grad holder i live sammenhæng, stimlede tre mennesker sammen i noget, der lignede en mellemting mellem et kram og en moshpit. Rent musikalsk var det et højdepunkt, som senere blev udfordret af en yderst habil udgave af ”Under the Blood Red Moon”, der med sit dundertempo fremkaldte flere nakkeknæk på rækkerne. Men det var også dét, det blev til – nakkeknæk. Og det er til at knække nakken af.
Helt grundlæggende nåede afstanden mellem scene og publikum bare aldrig at blive nedbrudt. Trods talrige opfordringer var det omtrentligt lige så svært som at få sin teenager til at rydde op, som det var at få gulvet budt op til dans eller blot at komme nærmere. Og dermed et eksempel på, at virkelig god musik live ikke nødvendigvis er lig en virkelig god koncert.
Maceration
Hvis Shadowspawn var det mest rutinerede navn i forhold til udgivelser, må Maceration siges at være det samme på alder. Den første udgivelse, A Serenade of Agony, så dagens lys i 1992 og var dermed noget af det første egentlige danske dødsmetal. Opfølgeren kom dog først 30 år senere, mens der nu kun er gået yderligere tre år til bandets tredje udgivelse, Serpent Devourment.
Pausen mellem de to første bands blev for manges vedkommende benyttet til at fylde krus og at komme mere i stemning. Og hvis publikum var mere klar, var det tydeligt fra start, at Maceration var helt klar. Det samme var lyden, som sad i skabet fra start til slut. Med Jan Bergmann Jepsen i front på vokal og Jakob Schultz som førende guitarist gik bandet til opgaven med en tyngde og spilleglæde, der hurtigt satte aftryk på gulvet.
Bergmann lignede en mand, der, trods skyggerne fra Dan Swanö, aldrig har lavet andet end at underholde med growl og godt humør fra scenekanten. I en ældre Obituary-trøje spankulerede han rundt med sit grå skæg og lignede af og til en inkarnation af Jeff Bridges, der via armfagter understregede breaks og rytme.
Det virkede i det hele taget, som om han og bandet hyggede sig – der var mere bevægelse på scenen. Ikke fordi det var voldsomt, men at stille sig sammen, spille sammen, og have kontakt gør noget. Det smitter. Selvom lyssætningen stadig primært kom bagfra på scenen, anvendtes stroboskop-effekt til at understrege rytme og skubbe musikken ud over scenekanten. Og så lød det godt. Macerations lydbillede live virkede til at have mere dybde og dynamisk groove end på deres udgivelser. ”Where Leaches Thrive” blev lækkert leveret med sine rytmeskift og ræs, ”The Tender Twigs of Innocence” afstedkom en lille moshpit, hvor menneskekroppe faktisk ramlede sammen i overensstemmelse med musikkens energi. Bandet havde godt fat i det lille publikum med breaks, rytmeskift og tunge rifffs. Allerbedst gik det, når de spillede ældre materiale, og koncertens højdepunkt kom med aftenens afslutter, ”Pain and Pleasure Incarnate” fra ´92. Den blev modtaget med lige så stor entusiasme, som den blev afsendt med og skabte hurtigt en moshpit på først fem personer, der umiddelbart afløstes af en af aftenens meget få circle pits. Der var 12-14 fans med, hvilket rundt regnet måske svarede til 10% af publikum. Det var stadig en svær aften at spille op, men Maceration formåede med god dynamik og fin tilstedeværelse at ramme det punkt, hvor det tamme torsdagspublikum kom op i gear.
Defacing God
Med den effektive opvarmning var der serveret for aftenens sidste navn. Hovedretten var som nævnt de mindst rutinerede - i hvert fald på papiret - men der var ingen tvivl om, hvilken hype aalborgensiske Defacing God bragte med sig. Det understreges både af at være entydigt hovednavn på denne turné og godt efterspurgt i international sammenhæng.
I modsætning til de tidligere kunstnere havde Defacing God skjult scenen bag et sort tæppe. Ved tæppefald, eller nærmere bestemt sidetræk, men den dramatiske formulering passer bedre stemningen, stod bandet undtagen Sandie Gjørtz med ryggene til publikum iklædt hvide kutter med ultraviolette effekter. Samtidig afspilledes sidste del af ”Hymns of the Memoir”, hvilket faktisk ærgrede mig en anelse, da jeg havde været spændt på, hvordan den ville være i live version.
Temmelig asynkront vendte bandet sig, og det blev til en lidt rodet og rungende start med ”Nocturnal Vestige”, Det var, som om de lige skulle spille sig ind på hinanden og på lyden, der indledningsvis gav et par korte hyl. Publikum var dog tydeligt presset mere sammen forrest på gulvet, og da Sandie Gjørtz stormede ind på scenen, havde hun og bandet stemningen i deres hænder.
Med UV-maling som tårer i ansigtet flængede og vrængede hun sine karateristiske growls ud over publikum, der tog mod med kyshånd og kvitterede med headbanging og djævlehorn. Bassist Rasmus ”Kalke” Munch Nielsen gav flere eksempler på, at flyvende fingerspil ikke fjerner mulighed for vokalmæssig opbakning. Han var både rent fysisk og musikalsk svær at overse. Det samme kan siges om Jakob Batten, der er seneste medlem, men styrede sin lead-guitar glimrende. Til gengæld var de symfoniske klangflader nærmest ikke eksisterende denne aften – enten fordi de ikke blev afspillet eller var skruet så langt ned, at de næsten ikke kunne høres.
Som yderligere vokalmæssig indspark præsenteredes vi for Greven, ukendt for mig, og som ikke virkede til at vække stor genkendelse hos publikum heller. Han trådte dog ind og leverede en growl-duet med Gjørtz på ”Echoes From Fulda”. Det fungerede virkelig godt. Det samme gjorde de mest ekstreme passager, dér hvor Defacing God´s tydelige brug af elementer fra black metal tager plads eksempelvis i ”Rise of the Trinity”. I koncertsammenhæng blev det tydeligt, at passagerne faktisk er ret korte. Det virkede dog ikke til at tage noget fra oplevelsen hos publikum, som i højere og højere grad involverede sig i musikken. Til ”Translation” blev aftenens første deciderede moshpit skabt, hvor der faktisk blev danset med tempo og højt energiniveau, og på det efterfølgende, fremragende ”The End of Times” den hurtigste circle pit. I samme del af koncerten fandt to sømænd på at skulle crowdsurfe – det var en stor sal med et fåtalligt publikum, hvilket den ene, sidste surfer også fik at mærke. Men det siger lidt om, hvilken entusiasme Defacing God fik ud af publikum. Om det var tempofyldt black eller sejlende vikingeudtryk som i det nye ”Your Presence Lingers Here” gjorde faktisk ikke det store. Folk var med.
Dog var der også en del af publikum, som virkede til at tabe koncentrationen en smule – i hvert fald var der klart mere snak i løbet af denne koncert end tidligere. Det opstod blandt andet i pauserne, hvor Gjørtz gerne gik ud af scenen, og bandet vendte ryggen til publikum – for så 15 sekunder senere, men ikke helt samtidigt, at vende sig igen og spille næste nummer. Hvad formålet var, står hen i det uvisse, men det fjernede fokus og tilstedeværelse og afbrød den kontakt, der lige har været, som så skal genskabes. Det gav en ujævn optræden dog også med klare højdepunkter.
På Metalized Tours åbningsaften i Aarhus havde de tre bands svære vilkår med et fåtalligt publikum, som med jysk tilbageholdenhed ikke sprang ind i løjerne uden en god portion overtalelse.
Såvel Shadowspawn, Maceration og Defacing God spillede ganske habile sæt. Der var faktisk ikke mange fingre at sætte på den musikalske fremførelse, og lyden var også godkendt langt henad vejen. Men selvom alle navne har lært lektien med en fod på monitor og læne sig frem mod publikum, er det ikke nødvendigvis nok til at skabe det bånd, der skal til fra scene til gulv for en god koncert. Der manglede flere gange noget energi – dét der gør det rigtigt vedkommende – lyset spillede eksempelvis ikke entydig en god rolle i det.
Nogen vil måske synes, at der var dejligt med plads, men for at få oplevelsen helt op, skal der mere til. Når det er sagt: Køb billet til de shows, der kommer til en sal nær dig – det er tung musik på den gode måde, der kommer forbi.
