Hardcore håndbold
Hvordan ville det se ud, hvis Mikkel Hansen spillede blackened hardcore? Nok cirka sådan her. Okay, måske skal han først lige overtusses og banke lilletåen ind i et bordben, så han kan blive lidt vredere … men ellers kunne man godt tage fejl af forsanger i Throwe, Kim Rock, og den hedengangne danske håndboldstjerne. Københavnske Throwe udgav deres fuldlængdedebut, Forfald, i 2022 og har siden tonset frem i den danske hardcorescenes frodige niche. Redaktionen var ikke udpræget begejstret for denne debut, men blev til gengæld benovet over bandets præstation på Copenhell sidste år. Ville Throwe mon her i kampens hede kaste hardcorehåndbolden i målnettet eller helt forbi skiven?
Kraniosakral terapi
Basement bugnede denne aften af kældermennesker klar på en sidste svingom, inden ballet lukkede. Jeg havde egentlig forventet et større fremmøde, men dem, der var der, fyldte heldigvis rummet godt ud med flyvende fødder i kindhøjde. Der var fuld fart over feltet fra første færd, og Rocks vrede vokal havde en bred spændvidde, så den fremstod både hæs og klangfuld. Den pessimistiske misantropis mørklægningsgardiner havde i den grad sænket sig over hans verdenssyn. Særligt “Ødelæg dig selv” blev leveret med indlevet livslede og mottoet ’du skal hade din næste som dig selv’. Der er en ægte nerve i Throwes musik, hvis smertesynapser sender ekstra kraftige stød ud i kroppen, når den opleves live. Både samfunds- og nervesystemet nedbrydes i mødet med denne sortsvedne hardcore. Selv med Basements lydteknik fik bassen skabt en god bund og trådte flere gange frem i lydbilledets forgrund, hvilket malede mere dybde og mørke ind i dette misantropiske portræt af verdens skyggesider. Hardcore hører bare bedst hjemme i en kælder, og betonvæggenes rå overflader spejlede Throwes grovkornede koncertfremførelse. Guitarens riffs flænsede strengene til konfetti, mens trommerne rev rytmerne ned. Der var plads til både klassisk hardcore og kreativt kaos, og energien samt instrumenternes upåklagelige samspil holdt koncentrationen til ilden. Alle i bandet var så udtrykkeligt til stede og nærværende på scenen, selv når også de til tider blev ført væk af musikken. Der var tale om publikumskontakt af tredje grad. Denne gang var det dog ikke mig, men min sidemand, der fik en hardcore hovedbundsmassage af Rock, da han tog godt greb i kraniet på ham. Måske skulle Rock overveje at blive kraniesakralterapeut, hvis hverken hardcore- eller håndboldkarrieren er noget for ham.
Spytsprinkler
Både mikrofonstativet og publikum blev vendt op og ned til koncerten. Rock sørgede da også lige for at give os en spytforstøvning fra sin munds fontæne. Det var betænksomt, for efter en lang dag på A Colossal Weekend trængte man jo også til et bad. Nok især ham, der smed sine godt brugte boxershorts op på scenen. Bandet bemærkede det vist slet ikke, men de landede på scenekanten lige ved siden af mig, og jeg priste mig lykkelig for ikke at have stået en anelse længere til venstre. Hvis man ikke allerede følte sig smudsig, så skulle Throwes beskidte, blackened hardcoretoner nok sørge for det. Mudret lyd til trods leverede Throwe nemlig en mørk, smattet svinesti, og som glade grise boltrede publikum sig i mudderpølens pit. For at besvare mit indledende spørgsmål: Throwe ramte plet med flere mål end Mikkel Hansen i sine velmagtsdage. Huttelihut!
