Tung melankoli fra ’Nordens Paris’
Aalborg omtales fra tid til anden som ’Nordens Paris’, givetvis med henvisning til byens mangfoldige og pulserende kulturliv. Lørdag aften kunne ud fra ovenstående princip med rette beskrives som ”Dobbelt A” i anden potens. Programmet stod dog hverken på fransk finkultur eller provinsnuttet gangsterrap, men derimod tung melankoli leveret af Altar of Oblivion og Monkey Okay. Begge udspringer af rockscenen i den nordjyske havneby, dog med vidt forskelligt afsæt. Hvor aftenens hovednavn primært opererer inden for nichen epic heavy/doom, har sidstnævnte udviklet sit udtryk fra regulær grunge til progressiv stoner-rock med post-psykedeliske undertoner. Studenterhuset burde således have dannet ramme om en tæt og intim atmosfære på en aften, hvor der blev puffet flittigt til grænserne for de gængse genrekonventioner.
Monkey Okay
For en ultrakort bemærkning gav scenografien på Studenterhuset anledning til mental orientering i bakspejlet mod efterårets koncert med Lamentari på BETA. Hvor seks mand høj stod som sild i en tønde og i den grad savnede albuerum. Well … mød fire mand på et frimærke! Under mildt sagt komprimerede forhold havde eftermiddagens soundcheck i det mindste ikke været forgæves. ”The Spiral” gik krystalklart igennem, og den støvede blues-rockintro bekræftede da også med al tydelighed, at hverken Jimmy Page eller John Bonham har levet forgæves.
Selv blandt et yderst beskedent fremmøde omkring de 50, var opmærksomheden desværre sporadisk. Enkelte duvede af og til med lukkede øjne i halvmørket for på den måde at lade sig opsluge af forsanger Jeppe Stephansen og dennes indfølende vokal. ”Requiem for C” blev således afviklet som en nasal hybrid mellem Kasper Eistrup og Steen Jørgensen. Her fik vi i tilgift flere fortrinlige eksempler på ’primaternes’ alsidige rifflinjer leveret af Mads Siegenfeldt og Peter C. Lund, der vandrede ubesværet i grænselandet mellem Deftones og Radiohead.
Der var ikke meget at udsætte på de tekniske kundskaber endsige det varierede udtryk, der i løbet af en lille times tid tog os så vidt omkring som Danzig, Wolfmother, Tool, Primus, Greta Van Fleet, Black Sabbath og sågar Metallica (!). Til gengæld manglede der den sidste energi, hvilket i sagens natur kan kobles sammen med den fra fraværende feedback fra det pletvist affolkede lokale. Her burde en af livescenens vigtigste kardinaldyder – ’kunsten at kende sit publikum’ – nok være trådt i kraft. I stedet sikrede det 22 minutter lange titelnummer fra fyndigt navngivne The Long Haul of Cercopithecoidea en for mit vedkommende chokerende oplevelse, da aftenens hovednavn sidenhen skulle på.
Sætliste:
1. The Spiral
2. Requiem for C
3. Cancerman
4. Boatman Se 84 pt. II
5. The Long Haul of Cercopithecoidea
Altar of Oblivion
Sølle syv mand …! Det var, hvad der havde indfundet sig, da aftenens hovednavn gik på til tonerne af ”Nothing Grows From Hallowed Grounds”. Det har jeg gennem mine godt og vel 20 år som koncertgænger alligevel aldrig oplevet. Åbneren udgjorde bemærkelsesværdigt eneste indslag fra In The Cesspit of Devine Decay, der lander på hylderne i slutningen af juni som blot fjerde langspiller fra Altar of Oblivion. Til gengæld var sætlisten yderst repræsentativ for gruppens hidtidige diskografi, mens ”Soma” gjorde reklame for allerede planlagte Proselytes of the Apocalypse. Et album, der dog fortsat afventer officiel udgivelsesdato.
Selvom jeg personligt sværger til fragmenterne af epic heavy frem for den drævende doom, så må jeg blankt erkende, at det var så som så med det episke i denne ombæring. Hvis man i sin naivitet (indrømmet!) havde håbet på lidt større armbevægelser a la Maiden eller Manowar, så blev man svært skuffet. Som vi tidligere har været inde på, så var de tekniske forhold derimod til UG med kryds og slange. Det bevirkede så også, at de manglende overgange mellem numrene stak tydeligt ud, ligesom Mik Mentors noget endimensionelle vokal efterhånden begyndte at runge i hovedet. Og nøjagtig som under opvarmningen blev man i tilgift belemret med alverdens ligegyldigt nonsens fra et efter omstændighederne nu noget mere talstærkt publikum. Det har afgjort heller ikke gjort noget godt for energien, at aalborgenserne efter eget udsagn har været væk fra scenen i en længere periode. Hvorom alting var brød den subtile stræben efter sympati, den sidste rest af illusion, der måtte være bevaret mellem scene og publikum.
Til gengæld flugtede hele den tilbagevendende, godmodige ping-pong med en giftelysten ungersvend blandt publikum glimrende med min opfattelse af kvintettens appel og primære målgruppe. En hypotese, der egentlig understøttes fint af redaktionens tidligere oplevelser. På positivsiden Metal Magic 2013 såvel som de mere anonyme møder med bandet i 2018 til henholdsvis Royal Metal Fest i Aarhus og under hjemlige himmelstrøg ved Aalborg Rock & Metal Nordic Festival. Konklusion: Altar of Oblivion gør sig bedst ude i provinsen, hvor der er højt til loftet og kort til naboen. Så medgiver jeg, at både ”My Pinnacle of Power” og især signaturhittet ”Graveyard of Broken Dreams” blev leveret med nøjagtig den sikkerhed, vi bør forvente af så rutineret et band. Der var endda lidt kredit til overs på kontoen, som kan gives for at holde dampen oppe blandt så pauvert et fremmøde. Jeg må bare konstatere, at da klokken slog 23:03, og jeg gik i gården for at skylle efter, endte lørdag om end i hyggeligt lag, så rent musikalsk som en side til glemmebogen.
Sætliste:
1. Nothing Grows From Hallowed Grounds
2. Burning Memories
3. Wrapped In Ruins
4. Language of the Dead
5. Soma
6. The Seven Spirits
7. Salvation
8. My Pinnacle of Power
9. Graveyard of Broken Dreams
