Wulfaz

Wulfaz er støbt af grundstenene fra et solidt fundament bestående af konventionel norsk black metal og ’protest-punk’, men spiller efter eget udsagn nichegenren ’runic black metal’. Gruppens navn udspringer af det oldnordiske begreb for ’ulv’ og kan dateres så langt tilbage som den sen-skandinaviske jernalder. Meget nærliggende, når nu medstiftende halvdel, vokalist og trommeslager Simon Nygaard ved siden af musikken har en ph.d. i religion med speciale i det prækristne Norden. Den øvrige halvdel af tomandskoblet udgøres af Malte Yde Tiufkær, der varetager baggrundsvokal samt guitar. En driftig herre, der ved siden af sit virke i Wulfaz tidligere har arbejdet sammen med Solbrud og på en aktuel note optræder som livebassist for ORM. Som min estimerede kollega så indsigtsfuldt påpegede under vores behandling af EP’en Sotes runer anno 2020, så kommer bassen sjældent til udtryk inden for black metal, før bandet betræder de skrå brædder. Således også i tilfældet Wulfaz, der siden 2021 har benyttet Bjørn ’Warpig’ Bihlet, den rutinerede øksesvinger fra Horned Almighty. Vi skal dog så langt tilbage som marts for at finde senest afviklede jagtselskab, hvor trioen sammen med Katla og Fordærv betrådte Råhusets enemærker.

Derfor var der forventeligt også noget støv, der skulle blæses af runerne, da lyset gik for første gang, og tre tatoverede overkroppe i læderveste kom spankulerende ind på scenen. Rummet var allerede fyldt godt op til første koncert, der åbnede med ”Eriks Kumbl” – en oplevelse, der bedst kan beskrives som en duet mellem Lækre Jens og Troels Bjorholm tilsat trommer. Netop trommerne var generelt skruet alt for højt op, hvilket mestendels besværliggjorde muligheden for at identificere både bas og guitar i det kakofoniske lydbillede, der indledningsvis så ud til at volde Wulfaz visse kvaler. Således trådte navnlig Bihlet lidt mere i karakter under ”Døden ved Hedeby”, inden bortgemte Nygaard måtte træde vande fra sit bagerste, højre hjørne som følge af de tekniske udfordringer. Det lod nu ikke til at gøre den store forskel, idet også ”Vie disse runer” snildt kunne være fremført som en trommesolo. De stillestående masser virkede bestemt heller ikke overbevist, især udledt fra det skændige ’han er jo bindegal’ fra de bagerste rækker (dybt, og efter bedste evne, overbærende suk!). Det var desværre langt fra eneste gang, pøblen pinagtiggjorde sig selv, hvilket også skulle vise sig tydeligt under aftenens hovednavn. Nygaard er mand, der er dybt dedikeret til sit fag – den ros skal han have. Desværre må jeg tilstå, at mit ufrivillige fravær under ”Døden ved Svold” og tilsvarende tilbagevenden under ”Sotes runer” på glimrende vis endte med at opsummere aftenens første indslag: Wulfaz er black metallens svar på Horton-sagaen. Du kan sagtens misse et afsnit, og stadig følge fint med i handlingen.

Sætliste:
1. Eriks kumbl
2. Den glammende mand
3. Døden ved Hedeby
4. Vie disse runer
5. For Thorgunn
6. Døden ved Svold
7. Sotes runer
8. Hærulf

4/10

Ættir

Hos Ættir mødte vi en skrøbelig sårbarhed, der dårligt kunne stå i skarpere kontrast til det bryske broderskab Wulfaz. Kontraster finder vi også i rigt mål inden for kridtstregerne, da medlemmerne har så forskelligt ophav som Saturnus og Huldre. Det gav da også gruppens selvbetitlede debut-EP fra 2019 lige nøjagtig den fusion af melodisk doom og neo-folk, man kunne forvente. Skivens fire numre udgør i skrivende stund gruppens hidtil eneste udgivelse. Af samme årsag forventede jeg mig en del uudgivet materiale på aftenens sætliste, der ifølge guitarist Lasse Olufsson (ex-Huldre) som oftest først falder endegyldigt på plads i forbindelse med bandets sidste tur i ’øveren’ forud for selve koncerten. Senest, vi havde Ættir under lup, var i 2021, hvor naboen Amager Bio lagde scene til Metal Aid 2021 Part 2. En form for livgivende førstehjælp til en metalscene, der ligesom dens publikum havde lidt alvorlige afsavn under COVID-19-restriktionerne. I selskab med Denial of God – samt førnævnte Bihlet og det øvrige ensemble i netop Horned Almighty – nåede Nanna Balslev med følge dog aldrig for alvor ud over scenekanten ved den lejlighed. Klip til torsdag aften…

Erfaringerne fra tidligere koncerter viser, at det i reglen er en god idé at placere sig tæt på lydpulten. Det skulle således også vise sig at give pote i denne ombæring, da tonerne til ”Sidste Jagt” slog an og bekendtgjorde Ættirs ankomst. Med sin engleblide røst tryllebandt en veloplagt Nanna Balslev salen, der for en gang skyld formåede at afbryde affaldskværnen – i hvert fald for en stund. Thor Pettersons bas endte dog lige til den insisterende side, mens de doomede Judas Priest-riffs gav glædelig genklang af netop ”Lightning Strike”. Efterfølgende ”Tågedale” afstedkom aftenens første tydelige tegn på begejstring blandt de tilstedeværende, der formåede at fremmane unison hujen på bagkant af nummeret. For mit eget vedkommende kom det foreløbige højdepunkt dog i form af ”Gravfærd”, hvor medbragte cellist Ursula Klindt – der ifølge Balslev faktisk fik sin ilddåb på metalscenen denne aften – virkelig viste hvilket vidunderligt instrument, celloen kan være. Der var hos redaktionens fremmødte ingen tvivl om, at præstationen stod fuldt mål med Veronika Croell Voetmans ditto på studieversionen. Min til lejligheden medbragte følgesvend bemærkede samtidig, hvor sirligt tempoet mellem vokalen og instrumentaldelen var afstemt. Noget, som virkelig kom til udtryk under ”Opvågning”, der ironisk nok endte som et af de mere søvnige indslag, hvor gruppens delvise doom-rødder fra Saturnus for alvor skinnede igennem. Et nummer med masser af tyngde og fylde, men desværre også et glimrende eksempel på, hvorfor vi trods flere fortræffelige højdepunkter ikke endte højere på karakterskalaen. For mange og for langtrukne rytmesekvenser, der ikke rigtig formåede at fastholde et generelt uroligt og uopmærksomt publikum. Der skulle mere ramasjang på, måtte man forstå på den ’selskabeligt overrislede herre’, der allerede mellem aftenens to første sæt havde proklameret, ’hvor utrolig meget lyd tre mennesker kan vride ud af deres instrumenter’ (med reference til Wulfaz), hvorefter han benovet tilføjede ’ja, og så skal du bare høre, når der kommer dobbeltpedal på. Så går det helt amok!”. Man fornemmer virkelig, at havesæsonen lakker mod enden, i takt med at den jævne befolkning begynder at trække indendørs…  

Sætliste:
1. Sidste Jagt
2. Tågedale
3. Gravfærd
4. Opvågning
5. Nynorsk
6. Stilnet Vind
7. Mørkedans

7/10

Lamentari

De her drenge kræver ingen nærmere introduktion...! Lamentari har gennem gruppens sparsomme levetid allerede sat en tommetyk streg under sin position på den danske metalscene med massive udgivelser som debuten Missa Pro Defunctis (2020) og den lige så overbevisende opfølger Clavis Aurea fra sidste år. Tilbage i juni måned løftede keyboardist Max Uldahl og guitarist Emil Partsch så langt om længe sløret for den nyhed, vi alle har hungret efter de seneste par år: Indspilningen af Lamentaris første album i fuld længde nærmer sig sin afslutning! Den endegyldige udgivelsesdato lader dog fortsat vente på sig, om end sætlisten fra Refshaleøen gav grobund for mistanken om, at vi også denne gang skulle tilskikkes lidt nyt materiale.    

Til de velkendte toner af ”Deisis” entrede det seks mand store orkester, og meget hurtigt stod det klart, at vi denne aften ikke ville nå helt samme højder som under sommerens tour de force. Der var ganske enkelt ikke plads at manøvrere rundt på, og den noget fesne (om end grundet brandfare forståelige) detalje med de kunstige lys samt et bøvet ’så starter vi stille og roligt’ fra publikum var et forvarsel om, hvilken oplevelse vi havde i vente. Påført de mere positive briller kunne jeg med glæde konstatere, at man havde gjort sig sine erfaringer fra Copenhell og dermed skruet tilpas ned for Thomas Mascagnis trommesæt. De store armbevægelser, vi normalt forbinder med ”Sede Vacante”, var i dagens anledning flyttet fra katedralens ’skib’ og ud i våbenhuset. De intime forhold gav til gengæld anledning til at nærstudere Daniel Lønbergs finurlige mimik såvel som nuancerne i hans growl, der denne gang fremstod knivskarpt. ”Lacrimosa” var en af aftenens helt store fornøjelser, ikke mindst grundet passagerne med sænket tempo, der virkelig gav rum for de små detaljer. Strengenes smertefulde klagesang var en fryd for øret, og de spændende små intermezzi demonstrerede på smukkeste vis det brede spektrum, Lamentari opererer i.

Et af aftenens kontradiktoriske højdepunkter blev udgjort af majestætiske ”Synodus Horrenda”, der blev indledt af et fængende præludium fra Uldahls tangenter. Med fare for at gentage mig selv blamerede de billige rækker sig atter en gang ved at spule en snor af rent og skært nonsens ud undervejs. Vedkommende fortrak heldigvis, da nummeret for alvor tog sin begyndelse, og oplevelsen endte faktisk med at fremstå om muligt endnu mere intens end sidst – formentlig takket være den ulidelige varme, der efterhånden havde sneget sig ind i det trange lokale. Vores snakkesalige ven fra før gjorde comeback ved udgangen af ”Confutatis”, hvis tenderende sensitive postludium ellers blev perfekt understøttet af den dæmpede, lettere støvede lyssætning. Som aftenen begyndte at lakke mod enden, var det så småt tid til at gøre boet op. ”Dies Irae” er stadig Lamentaris ubestridte magnum opus, og at dømme efter de udeblivende reaktioner på endnu ikke udgivne ”Tragoedia in Domo Dei” står det ikke til at ændre lige med det første. Den kvalmefremkaldende dunst af sved og svovlgasser (!), som var vi endegyldigt nedsunket i djævlens gruekedel, blev under udgangsbønnen ”Nihilitatis” lige lov autentisk for min smag. Det bekræftede omvendt denne optrædens to med afstand største anker: Fejlcastet venue og upassende opførsel blandt publikum. Her vil jeg afslutningsvis gerne indskyde en lilIe anekdote: I samarbejde med Norges radioorkester, det islandske kammerkor Schola Cantorum og Dimmu Borgir – et af de fremmeste navne inden for symfonisk black metal – dannede Spektrum i Oslo den 28. maj 2011 ramme om en historisk koncert, der stadig refereres til den dag i dag. Forestil dig nu et lignende arrangement med Lamentari i den bærende rolle, enten i Den Kongelige Opera eller DR Koncerthuset – naturligvis fuldt flankeret af kor og symfoniorkester. Med tanke på den magtdemonstration, Bersærk fremviste kort før årsskiftet og ORMs forestående visit til november har særligt DR Koncerthuset allerede vist interesse for og evne til at omfavne metalgenrens melodiske fortræffeligheder. Et træk af dette omfang ville da uden tvivl også tjene som et af de altoverskyggende referencepunkter, hvis mine egne stiklinger en dag skulle åbne samtalen med spørgsmålet: ’Far, hvem er Lamentari?’

Sætliste:
1. Deisis
2. Sede Vacante
3. Lacrimosa
4. Synodus Horrenda
5. Confutatis
6. Tragoedia in Domo Dei
7. Dies Irae
8. Nihilitatis

7/10