Vinylbanner

Interview med Defecate

Defecate Defecate

I sidste uge udgav Defecate ep’en Beating with Disgust, en ep vi her i Detektoren var ganske godt tilfredse med. Læs vores interview, hvor bandet blandt andet fortæller, hvordan valget endte på dødsmetal, og hvorfor de inkluderer både griseøf og elefanttrut.

Nu er Defecate stadig et forholdsvis lille band, så der er nok en del, der ikke kender jer. Vil I kort præsentere jer selv?

Defecate er kulminationen på et mangeårigt fritidsprojekt, der har fulgt os on/off siden gymnasietiden midt i 90’erne. Nogle gange er det stået stille i fem år ad gangen. Steffen Holme er en gammel kammerat, der kom med omkring 2010, mens Anders og Jeppe er de eneste to nuværende, der har været med hele vejen. Vi har heddet ”Caboon”, ”Ond hävn” og Härgh” for at nævne nogle stykker af de navne, vi, mere eller mindre anonymt, har gået og kaldt den her legestue. Blandt tidligere medlemmer kan nævnes Christian Pedersen (vokal), Anders Jensen (bas) og Boris Spanner (bas), og det er næppe nogle navne hverken på band eller mennesker, der rigtigt siger nogen noget, fordi Defecates nuværende musik er det første, der er blevet udgivet og kommet lidt ud at spille. Det er vi så begyndt på, er vi ret enige om, simpelthen fordi nu har vi et lille repertoire, vi har et tilpas ambitionsniveau medlemmerne iblandt, og musikken har ligesom fundet en måde at lyde på, der er konsistent. Søren er kommet med omkring 2017, og teksterne har virkeligt fået et løft, dem er vi stolte af, og vi har fået Andreas med, som er virkelig tight og vildt dygtig på en scene. Han er så også meget ung i forhold til os andre, og han spiller en del musik ved siden af Defecate, hvilket bare er fint, for det er et frirum, det her, og vi er nogle voksne mennesker, de fleste af os, hvilket i den grad kræver det muliges kunst, men også at der er højt til loftet, når man skal passe job og passe børn, hvilket vi også har, de fleste af os. Det betyder også, at vi arbejder langsomt. Vi mødes et par gange om måneden. Det er ikke meget, men det er til gengæld stabilt, det er fedt hver gang, og vi vil også helst jamme os frem til numrene. 

 

Man kan høre elementer fra blandt andet Carcass, Immolation og Entombed på ep’en. Hvilke andre bands er I inspireret af?

Carcass, som du nævner, kan vi godt lide, men ellers er vi hver især inspireret af forskellige bands. Vi har en guitarist, der er meget thrash-inspireret, han kommer med størstedelen af riffsne og vil gerne, det lugter en lille smule af Slayer. Vi har en, der er en sucker for klassisk heavy metal, hvilket kommer til udtryk i hans soloer. Også slam har de senere år fanget hans opmærksomhed. Samtidig introduceres altid en masse slam, når vi er sammen. Vores yngste medlem er meget allround, han brænder for metalgenren i det hele taget – og for det her band. Vores trommeslager kan godt li’ BDM og ”goregrind”, helst med masser af gris og progressiv indflydelse. Vokalisten kan godt li’ BDM, slam og goregrind, men fælles for os alle er dog kærligheden til den gode gamle dødsmetal, og det er så grundstenen i Defecate. Vi mener, at Cannibal Corpse, Deicide, Carcass og Illdisposed bevidst eller ubevidst er blandt inspirationskilderne sammen med mange andre, men det skal først og fremmest lyde af dem, der er med i bandet.

 

Herhjemme er det meget begrænset med bands i den gren af dødsmetallen, som I befinder jer i. Hvorfor blev det lige netop denne lyd?

Der er egentlig en del brutale og tunge bands i Danmark. Stilarten står ikke øverst på bookernes liste, dog, så man skal lede lidt. Vi kan nævne Wayward Dawn, Corpus Mortale, Spectal Mortuary, Galge og mange andre. Lyden, synes vi, er ikke for gammel, ikke for ny, men er sted midt imellem, og vi synes, den passer godt til os. Dødsmetal skal gerne larme og være tung, men vi kan samtidig godt li’, at man som lytter kan høre, hvad der foregår på de forskellige instrumenter, og den lyd syntes vi, at vi har opnået her.

 

Både på jeres foregående ep, Collision of Deception, og på denne har I valgt at inkludere lidt alternative lyde, der får lytteren til at trække på smilebåndet – såsom griseøf, fiselyde, og hvad der vistnok skal være elefanttrut. Hvorfor disse komiske indslag?

Fordi vi synes, det er sjovt! Søren hører en del Goregrind og andet pjatmusik, hovedsageligt fra Østeuropa. Der er masser af grynt/øf i den slags musik, så det lånes i moderate mængder og nok ikke helt så meget, som han ellers gerne ville.

Alt med måde, det er en balance, men der er bred enighed om, at ”grisen” skal være med, når de tykke svin spiller døgh. Vi ved ikke, om nogle bands bruger ”elefant-trutteri” allerede, så måske er vi nyskabende på det punkt. Det er bare så pokkers svært at gøre live, da det kræver tørre og svedfri læber. Tekstuniverset er alvorligt nok, men det handler vel også, et eller andet sted, om ikke at tage tingene for alvorligt. Humoren skaber jo en, nogle gange, nødvendig distance til det brutale. På metalscenen kan vi, og sikkert også andre, hurtigt få det indtryk, at nogle bands er påtaget sure, og det, synes vi, kan jo hurtigt blive ufrivillig komisk, for eksempel, men ikke kun, inden for black metal. Her synes vi, at en enkelt prut eller et grynt kan virke som et modspil til de, for det meste, autentiske og brutale lidelses- og krigshistorier, der jo foregik i blod og lort til halsen. Noget værre griseri. Øf!

 

Hvad er I mest stolte af på ep’en?

Vi er stolte af, at det, som vi stilede efter, er lykkedes rigtigt godt for os. Dynamikken og forskellighederne i numrene er der, og, ikke mindst, den lyd, Andreas Linnemann har fanget. Den mand har virkelig styr på sine sager, og vi har været meget tilfredse med hele studieforløbet. Vi er også stolte af den ros og de flotte anmeldelser, vi har fået indtil videre. Vi laver som udgangspunkt musikken for vores egen skyld, men det er dejligt, at andre synes det er fee.

 

Hvordan føler I, opbakningen til den lidt mere ekstreme dødsmetal er herhjemme kontra i udlandet?

Vi ser faktisk ikke os selv som specielt ekstreme. Der er tonsvis af bands, der spiller både hurtigere, bedre og mere teknisk end os, men i Defecate er det ikke noget, vi higer efter. Den musik, som vi fem medlemmer selv godt kan lide, både at komponere, spille og det, som vores evner rækker til, det er det, vi laver. Vi har fået stor opbakning, først og fremmest fra familie, venner, bekendte og lokalt i Silkeborg, og især, nu efter BWD er kommet ud, ser vi også folk udefra, vi ikke kender, der kontakter os med ris/ros og nogle bare for at sludre. Det er virkelig fedt.

Det kan være rigtigt nok, at der, samlet set, i udlandet er mere opbakning til ‘ekstrem’ død på især festivaler og bare generelt, men især i Tyskland, men der er også ting og sager i gang herhjemme. Man skal så bare på de mindre specialfestivaler og koncerter, før BDM, old school død, slam, grind og så videre er på plakaten.

For os kan det selvfølgelig sagtens virke uforståeligt, at for eksempel en festival som Copenhell ikke har mindst 10-15 gode dødsmetalbands på programmet, og at de således ikke favner alle metalscenens genrer noget bedre, men man kan nok ikke få i hoved og røv samtidig (?). Århus-festivalen ”Royal Metal Fest” har også, flere år i streg, for os syntes en smule snæver, men det er selvfølgelig subjektivt. Mere musik fra yderkanterne til festivalerne, det ville bare, kunne man håbe, gøre det hele mere spændende og bredere og måske få folks øjne op for noget andet end de store sikre bands, man i forvejen kender. At bands som for eksempel Gutalax og Spasm, endnu ikke har spillet i Danmark, det er slet ikke til at forstå i vores optik, for de har altså fat i noget, der er sjovt! Publikum er pjattede med det. Et band som Benighted, en anden stor inspirationskilde for os, havde første koncert på dansk grund for ”kun” 2 år tilbage, og dem kan vi nok se langt efter, at de spiller igen, hvilket er lidt synd.  

 

Hvad har været den største oplevelse med Defecate indtil videre?

Det er svært at sige, men vi har haft masser af store oplevelser igennem både 2019 og 20. Vores debut-gig på CC Hegn, Tornvang Open Air, Fermaten med World War 5. Det der med at sidde i bandlokalet med nogle af de mennesker, der fik os til at interessere os for metalscenen for længe siden. Der er allerede en hel del at se tilbage på med stor glæde. Af koncerter har der for eksempel været den for 80 tændte mennesker i Ungehuset, Vejle, og koncerten på Fermaten, men indspilning af ep’en var også en stor oplevelse. Vi har forhåbentlig endnu større oplevelser i vente.

 

Nu begynder man muligvis at kunne se en smule lys for enden af corona-tunnelen. Har I nogen koncerter planlagt, når vi kommer på den anden side?

Der er ikke noget konkret planlagt endnu. Vi er kommet i et booking agency med 6 andre lækre bands, ”Toxic booking”, og vi håber, det vil kaste nogle koncerter fra sig. Vi vil meget gerne ud at lufte den indre drukmås igen og give den voll gass. Også gerne i hele landet og i Tyskland.

 

Det er muligvis lidt tidligt at spørge om, men har I tænkt over, hvad næste skridt er for Defecate: Er det endnu en ep, eller måske en fuldlængde?

Vi er et langsomt arbejdende band, som det ser ud nu. Det må vi jo ærligt erkende. De fleste af os har børn og familie, som selvfølgelig kommer i første række. Arbejde fylder egentlig også utrolig meget af ens fritid. Måske kan man stadig kalde Defecate for et hyggeband, selvom vi selvfølgelig er indstillet på at leve op til de forpligtelser, en udgivelse og et bookingbureau kræver, men tempoet må følge medlemmernes tid og andre forpligtelser, selvom de er meget forstående derhjemme, når der skal spilles koncert og så videre.

 

Hvor er Defecate om fem år?

Forhåbentligt er vi stadig i gang i øvelokalet, spiller koncerter og er ved at indspille en fuldlængdeudgivelse. Det kunne bestemt også være spændende at samarbejde med et eventuelt label om det og komme til at spille sammen med endnu flere af de bands, vi ser op til, og som har formet vores musik. Vi vil alle sammen gerne det her, samtidig med at vi passer på hinanden!

Tak for jeres tid. Vi krydser fingre for, den tunge død får den opmærksomhed, den fortjener.

 

Tilføj kommentar