Slam’n’roll

Genremæssigt befinder vi os i den brutale og slammede ende af dødsmetallen, men Defecate udmærker sig ved rullende riffs, der ligger tæt på trommer og bas, og skaber sin egen lyd, som jeg vil kalde slam’n’roll. Det gør jeg efter det brand og den lyd, Entombed kaldte death’n’roll, som efter min mening har overførbare kvaliteter. Defecates lyd har genkendelige elementer fra thrash, men ligger et sted mellem Inhume (hollandsk deathgrind extraordinaire), de brutale drenge fra Ferocity og fuldfed brutal slam som for eksempel Epicardiectomy.

Defecate har, i den nuværende konstellation, spillet sammen siden 2017, udgav første EP, Collision of Deception, i 2018, som gav lyd til deres potentiale. Under coronapanikken i maj 2020 kom de med fem nye numre på EP’en Beating With Disgust, som viste en fin udvikling. Dette album er deres første fuldlængdealbum, det varer 30 underholdende minutter og indeholder otte piskeslagsinducerende numre.

Albummet har indflettet alle tre numre fra Defecates første EP i en meget bedre produktion, og det gør dem ære.

Jeg var så heldig at være til stede til koncerten d. 23.10.2021 i Templet i Lyngby, kort tid efter koncerterne havde været reduceret til sid ned-oplevelser. De varmede de op til Kraanium, og midtjyderne var så fænomenale, at denne anmelder blev helt gejl og varm i kinderne.

Maveknugende lyrik og rullende riffs

Lidt specielt for en genre, hvor den interne joke er, at teksterne er noget, man glemmer og gemmer i grynt på scenen, har Defecate flere gennemtænkte lyriske tag. For eksempel er der mange skift engelsk, tysk, dansk og slang (nogle gange endda selvkonstrueret), men aldrig uden mening og altid med subtile referencer, man kan nørde i eller fortolke efter forgodtbefindende.

Nummeret ”Scheissmeister” er et solidt lyrisk stykke arbejde, der skjuler sig behørigt bag den brutale musikalske facade. Et sjovt omkvæd, alle kan synge med på, men en tekst, der samtidig gemmer på et maveknugende brutalt stykke verdenskrigshistorie, som nørden kan nyde. Desuden byder nummeret på nogle velplacerede asymmetriske temposkift og en lille lækker guitar næsten-solo. Baslyden er tyk, hæs, rå og brutal på dette nummer, en lækkerbisken for en gammel basaficionado som mig.

”Shotgun Symphony” indeholder et delikat riff, et riff, der umærkeligt går igen i flere udgaver, ubesværede, tempofyldte overgange mellem konstant skiftende elementer. Et nummer fyldt med langsomme chugs og et par velplacerede pigsqueals.

Albummet er alsidigt, i konstant bevægelse og leverer overraskende tvists i overflod. Det eneste, jeg savner, er flere karikerede griselyde, prutter og de eklatante endorfin-inficerede slams, der kendetegner genren og gør sig godt til liveoptræden. Selvom trommearbejdet er rigtigt fint, kan der stadig gøres noget med selve lyden, der fremstår lidt flad. Det er dog tydeligt, at ambitionen er der, og at Defecate ikke længere er et fritidsprojekt med sekundær prioritet.

Klar til at skide på verden

Det velproducerede format, de lyriske perler, de fine guitarelementer, det nådesløse trommearbejde og den hudflænsende, imposante vokal klæder Defecates Flaming Piles of Decomposing Flesh og gør, i min bog, skiven til en af de bedste danske udgivelser i 2024.

Defecate viser internationalt potentiale inden for den blomstrende SBDM-genre, og det skulle ikke undre mig, om de dukkede op på nogle af de gode tyske festivaler, der specialiserer sig i den ekstreme metal, for eksempel Partysan, Death Feast Open Air eller Dortmund Deathfest. Det er tydeligt, at der er lagt et stort stykke arbejde i udgivelsen, og det giver mig håb om mere fra samme skuffe.

Hvis du kan lide Dawn of Demise, Internal Bleeding, Embryectomy, Nephrectomy og Death Prophecy, vil Defecate nok også ramme plet.