Et gyldent ophav

Indtil 1700-tallet var den konventionelle antagelse, at alle stoffer var kombinationer af de fire elementer: jord, vand, luft og ild. Omdannelse af uædle metaller og andre stoffer til guld var således en reel mulighed. Sidenhen påviste man teorien om guld som værende blandt grundstofferne, hvorfor de gamle teorier blev forkastet. The Alchemy Project kan sålunde opfattes som en sammensmeltning af fortidens og nutidens forståelse af guldets ophav. Epica har til fremstillingsprocessen fået stillet ikke mindre end 13 forskellige repræsentanter fra metallens mangfoldige afkroge til disposition. Ud fra devisen om de mange kokke rejser det unægteligt spørgsmålet, hvorvidt forvandlingsevnerne ved kobbergryden står mål med elementernes kvalitet.

Formlen på guld  

Kobbergrydens solide grundsubstans udgøres af ”The Great Tribulation”, en hovedingrediens tilført af samspillet med de italienske tech death-pionerer fra Fleshgod Apocalypse. Vi hylles ind i et massivt lydtæppe af symfonisk baggrundskor, aggressiv shredding samt knivskarp harmoni mellem sopranfraseringerne og den gutturale knurren. Eugene Ryabchenkos skånselsløse tromme-tornado komplementerer samtidig kompositionen på et niveau, der hvirvler os i retning af Martin ”Marthus” Škaroupka fra Cradle of Filth – en af ekstremmetallens ypperligst virtuose på sit felt. Med fyndig hånd drysses hernæst ”Wake The World” i blandingen, hvor Uriah Heaps Phil Lanzon udgør højdepunktet med sit vellydende keyboardspil. Vi får også et strejf af Tommy Kareviks vokale kundskaber, om end disse er hørt i væsentlig højere kvalitet, eksempelvis på Kamelots mesterværk Haven fra 2015.

Det syder og bobler, og gryden når sin idealtemperatur ved ”The Final Lullaby”, der udmærker sig ved mere albuerum til basgangene samt nænsom dosering af passager med effektfuld dobbeltpedal. Den største effekt tilføres dog af Shinings Jørgen Munkeby, der bidrager med både vokal, guitar – og minsandten også saxofon! De musikalskdramaturgiske greb står på nuværende tidspunkt i kø som lemminger ved afgrundens rand, hvilket illustreres til fulde under ”Sirens – Of Blood and Water”. Med et klassisk strygerensemble til at slå tonen an, sættes de tre sirener, Simone, Delains afmønstrede førstedame Charlotte Wessels samt vores egen Myrkur, i scene. Som min kollega indledningsvis påpegede i anmeldelsen af Epicas seneste udgivelse, kan for mange anmeldere give et ujævnt indtryk. Samme problemstilling gør sig tilsyneladende gældende blandt nummerets solister. Selvom vokalstykkerne er sirligt harmoniseret, ender Wessels og Simons alligevel med at falde over hinanden, mens heller ikke Myrkur får sat det ønskværdige aftryk.

I dramatikkens dunkle skygge møder vi tragedien, og ”Death Is Not The End” understreger med uhyggelig aktualitet sandheden om tilværelsens skrøbelighed. Soilworks Björn ”Speed” Strid virker autentisk og indebrændt, og hans deltagelse på netop dette nummer kan nemt tolkes som bearbejdelse af dyb sorg over tabet af nær ven og kollega, David Andersson, der gik bort for nylig. Død og ødelæggelse møder vi i dén grad også på ”Human Devastation”. Man foranlediges næsten til at tro, at Gud herren selv, legemliggjort af Henri Sattler fra God Dethroned, er steget ned fra sin trone i det høje, blot for at straffe vores griske forehavende. Med sig bringer han en hævnende engel i form af Aborteds Sven de Caluwé, og i små 3 minutter rives selve vores sjæl i papirtynde strimler af nådesløse riffs, mens trommen ubønhørligt tamper løs på de blodige rester. Fremstillingsprocessen når meget passende sin afsluttende fase på ”The Miner”, hvor atmosfærisk guitarspil, stemningsfyldt growl i midtersektionen samt gæstende trommeslager Roel Van Helden (Powerwolf) sætter et fint, om end lettere langtrukkent, punktum for en produktion af høj karat.               

Et eksempel til efterlevelse

Produktionen sidder langt hen ad vejen i skabet, hvis vi ser bort fra vokalarrangementerne på ”Sirens – Of Blood and Water”. Jeg havde tillige håbet på mere mikrofontid til den gode Tommy Karevik, der, selvom han stadig holder et pænt niveau, har lydt bedre, end han gør på ”Wake The World”. Endelig er knap 7 minutters spilletid på ”The Miner” lige til den gode side. Navnlig fordi, den ligger sidst på udgivelsen og dermed tjener som lytterens sidstehåndsindtryk. Det er dog alle anker, der vitterlig hører til i småtingsafdelingen, og reelt set ender forbavsende sekundære i bedømmelsen af, hvad der virkelig gør The Alchemy Project relevant. Fokus bør i stedet rettes mod fortællingen om Epicas gyldne forvandlingsproces, og hvordan deres samarbejde og venskaber med kunstnere på tværs af genrer, landegrænser og personlige overbevisninger på fornemmeste vis bør tjene som eksempel til efterlevelse for os almindeligt dødelige. Som Mark Jansen så fint udtrykker det: ”Vi er alle forbundet, og når en del af menneskeheden lider, påvirker det os allesammen”.