Nicklas Sonne spiller koncert ved Thomas Hartmann & Nicklas Sonne .
Nicklas Sonne - Resonance

Resonance

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Store armbevægelser under trange vilkår

Nicklas Sonne har siden 2011 opnået signifikante meritter i spidsen for Defecto: Opvarmning for Rammstein, Metallica og Dream Theater, udsolgte symfonikoncerter i samarbejde med Jakob Stegelmann og Troldspejlet samt optrædener med komiker Thomas Hartmann – bare for at nævne de mest anerkendelsesværdige. Alligevel har han aldrig helt formået at realisere sit fulde potentiale gennem Defecto. Til gengæld har han udgivet adskillige videoer på YouTube, der vidner om en musikalsk begavelse af en helt særlig kaliber. Her kan nævnes i flæng fortolkningerne af Disneys ”Let It Go”, ”Skyfall”, der med kraftige associationer til Chris Cornells ”You Know My Name” understreger hans enestående sans for cinematisk dramaturgi og ikke mindst Leona Lewis’ bevægende tema ”I See You” fra filmen Avatar, hvor hans tonale afstemning løfter sig helt op i de exceptionelle luftlag. Resonance bevæger vi os i mellemtiden væk fra det store lærred og om bag kulisserne. Her er paraderne helt nede, og vi får således åbenhjertige beretninger om forældrenes skilsmisse, den efterfølgende depression samt råd om hvordan, vi bør forholde os, hvis vi modtager hadbeskeder gennem de sociale medier.

Barndomstraumer og tastaturkrigere

Nicklas på 6 år er ved at blive lagt i seng. Han har netop overværet et dramatisk skænderi mellem sine forældre. Mor forsøger at synge ham i søvn, mens far fortsat laver et frygteligt postyr nedenunder. Næste morgen kommer både far og mor stormende ind på værelset og flår ham ud af sengen. Det bizarre optrin, der udspiller sig på ”Misery”, byder på teatralsk forspil med symfoniske undertoner, mens rytme og lead riffs leder tankerne i retning af henholdsvis Gary Moore og Michael Romeo. Vokalt er Sonne stærkt influeret af James Hetfield, ligesom hans forkærlighed for ”Enter Sandman” ligger tungt forankret i albummets indledende skæring.

I disse år hersker en afstumpet uanstændighed, navnlig på de sociale medier. Ejesyge og malplaceret berettigelse får os til at skrive de frygteligste ting til og om hinanden, hvilket Nicklas Sonne angiveligt også har været mål for. Stilvalget i ”Keyboard Warriors” virker i hvert fald meget bevidst og kan bedst karakteriseres som en hybrid mellem Defecto og Volbeat, der om nogen kender følelsen af at komme en tur gennem den digitale vridemaskine. I det hele taget fremstår første del af pladen både gennemarbejdet og velovervejet. Her kan yderligere fremhæves ”Don’t Wanna Be Me”, hvor vi konfronteres med depressionens nådesløse favntag. Jerngrebet strammes yderligere af ”/Die By My Hand/”-riffet fra ”Creeping Death”, mens maniske, mareridtshyl, vi normalt forbinder med King Diamond og Rob Halford, sætter et dramatisk punktum for en hæsblæsende første halvleg.

Herfra begynder forudsigeligheden beklageligvis at snige sig ind. Sonnes begejstring for den progressive genre kammer lidt over, ligesom genbrugen af King Diamonds high pitch-hyl efterhånden forekommer noget triviel. Vi kommer ellers vidt omkring relevante emner som universelle følelser af ensomhed og lavt selvværd inden vi til sidst ender rejsen ved dødslejet hos en kvinde, der står Sonnes hjerte meget nær. Her kunne jeg godt ønske mig, at lydbilledet afspejlede fortællingerne i samme grad som på albummets første halvdel.  Hardhitteren ”Open Fire” genvinder dog noget af det tabte terræn, hvor især trommedelen understreger Sonnes instrumentale alsidighed, mens speedriffs- og distortion af Halfords notoriske high pitch-sirene fungerer som en fornem hyldest til Painkiller favoritten ”Nightcrawler”.

Mod nye horisonter

Sonne holder langt hen ad vejen balancen mellem narrativet om egne dæmoner og de ydre trusselsbilleder, vi som samfund står over for. Dog trækker de genbrugte virkemidler ned i den samlede vurdering, ligesom det absurd malplacerede Muse-beat på ”Obsessed With Nothingness” heller ikke bidrager positivt til helhedsindtrykket. Det gør til gengæld den stramme eksekvering, idet 7 ud af 10 numre er holdt under 4 minutter. En lille genistreg af Sonne, der samtidig bidrager til fortællingen om en kunstner i konstant fremdrift og udvikling. Med sit multiinstrumentale talent, sin pionerånd og især sin indtagende vokal ligger fremtiden for Nicklas Sonnes fødder, og vi kan derfor roligt tillade os at imødese kommende projekter med opskruede forventninger.

Tracklist

  1. Misery
  2. Keyboard Warriors
  3. Spit Out Your Pride
  4. All Thanks to You
  5. Don't Wanna Be Me
  6. The Chasm of Bleakness
  7. Open Fire
  8. Obsessed with Nothingness
  9. Carrier of Extinction
  10. Breathe

Kommentarer (1)

Kim Mikkelsen

Korrektion

Sonne har aldrig varmet op for Dream Theater i spidsen for Defecto, men derimod i spidsen for THEORY.

Tilføj kommentar