Formlen på succes?
Tilbage i 2015 var ambitionen klar for Serafino Perugino, manden med ansvaret for kunstnerisk udvikling hos Frontiers Records. Der skulle sættes nye, kompromisløse standarder inden for ”skandinavisk melodisk hard rock”. Forudsætningerne var bestemt også til stede, da man valgte at bringe legendariske Ronnie Atkins sammen med frontmanden for svenske Eclipse, multitalentet Erik Mårtensson. Resultatet blev den selvbetitlede debut Nordic Union, der ramte gaden i 2016, mens opfølgeren, The Second Coming, fulgte efter i 2018. Animalistic er således gruppens tredje og seneste udspil.
Ukuelig, eksistentialistisk, men forudsigelig
Hatten af for den gode mr. Atkins! I kølvandet på sin terminale cancerdiagnose i 2020 har han ikke alene mobiliseret overskud til producere og udgive to (fuldlængde)soloalbum, men er nu også aktuel med nærværende plade. Sikke en livsvilje – intet mindre end enestående. På baggrund af de førnævnte omstændigheder møder vi heller ikke mange overraskelser i tekstuniverset. Her behandles elementære og eksistentialistiske emner som livet og døden – allerede eksemplificeret ved Atkins allerførste strofer på pladen ”If this is the end, then I think that it’s time to begin”. Suppleret med en harmoniseret vokalintro og et dejligt, tungt riff udgør ”On This Day I Fight” en fornuftig start på albummet. Animalistic lider desværre fortsat af de samme børnesygdomme som gruppens to øvrige plader. Ronnie fungerer som den altoverskyggende drivkraft, og det er vanskeligt for alvor at mærke Mårtenssons aftryk, der i øvrigt selv er en glimrende vokalist. Henrik Erikssons trommespil forekommer intetsigende, og Fredrik Folkare, der til daglig svinger øksen i death metalbandet Unleashed, tilfører heller ikke den ønskværdige tyngde i lydbilledet. Til gengæld gør singlerne ”In Every Waking Hour” og ”This Means War” nøjagtigt det, de skal. Med harmoniske omkvæd og singalongvenlige tekster excellerer især sidstnævnte ligeledes med skivens bedste intro. ”Scream” fungerer som transition til pladens titelnummer, ”Animalistic”. Et afvekslende, glam-inspireret vibe-mix af blandt andet Alice Cooper, Crash Diet og Skid Row, hvor især omkvædet giver flashbacks til de ikoniske Rock The Night-fester på det hedengangne The Rock. Med sjælden, men kærkommen, energisk dobbeltpedal og de nærmest Black Sabbathske kirkeklokker i outroen præsenteres vi her for et af albummets absolutte højdepunkter. Herefter går gassen desværre af ballonen, og på resten af pladen kan kun fremhæves introen på ”Last Man Alive”, der virker inspireret af Panteras fortolkning af ”Planet Caravan”, samt ”King for A Day”, hvor man næsten fristes til at bryde ud i Bon Jovi-klassikeren ”Runaway”. Med moderat veleksekveret guitar- og trommearbejde samt en mærkværdig tilføjelse af keyboardelementer når vi i mål sådan nogenlunde med skindet på næsen.
Følg melodien, hør harmonien
”Havet er Skønt” fra Disneys Den Lille Havfrue, et mønstereksempel på harmonisk perfektion, fremhæver på glimrende vis den centrale udfordring i Nordic Union. De musikalske begavelser hos Atkins og Mårtensson er uomtvistelige, det viser deres meritter for henholdsvis Pretty Maids og Eclipse med al ønskelig tydelighed. Desværre kan det samme ikke siges om det til lejligheden konstruerede husorkester. Jeg savner i den grad variation i trommespillet, nogle shreds a la Unleashed fra Folkare, og at de ”visionære” mennesker hos Frontiers skaber mere tydeligt, vokalt råderum til Mårtensson. Indsatsen fra Atkins er bestemt prisværdig, men han kæmper i mere end en forstand en tabende kamp. Skulle vi i fremtiden blive trakteret med yderligere materiale fra den nordiske union, skal der derfor lyde et yderst indtrængende råd: MAKE IT COUNT!
