En cowboy, en pirat og en goblin går ind på en bar …
Jeg kan kun forstille mig, at Wizardthrones dannelse var resultatet af en femhestesbrandert, og der var nok også lidt håndværkersukker at spore på toiletsædet, da festen var forbi. Bandet består af medlemmer fra Alestorm, Gloryhammer, Vale of Pnath, Nekrogoblikon og Aether Realm – altså alle bands der trods musikalsk talent mest er kendt for fis og ballade (måske lige undtagen Vale of Pnath). Og det lader til, at netop fis og ballade er den lim, der holder Hypercube Necrodimensions sammen. Det, og så guitarriffs!
Flyt dig, Gandalf, der er en ny troldmand i byen!
Hypercube Necrodimensions er nok et af de album, jeg har set mest frem til i 2021. Alestorm, Gloryhammer og Aether Realm er alle tre bands, jeg har nydt utrolig meget de sidste par år, så en kombination af de tre kunne da kun være fabelagtig! Ved første lyt lyder albummet da også som en kombination af netop Aether Realm og Gloryhammer, altså melodisk og teknisk dødsmetal a la Finland tilsat den galehuspatient, som er Christopher Bowes. Men når bandet nu refererer til sig selv som ”extreme wizard metal”, så må man forvente, at der er rigeligt med fjolleri – bare kig på sangtitlerne eller de aliasser, som musikerne har givet sig selv.
Men trods gak og løjer, så kan man ikke underkende, at Hypercube Necrodimensions er en voldsom omgang, som vil meget mere end blot at være en punchline til en joke, ingen har sagt højt.
Der er elementer af Emperor, Bal-Sagoth, Children of Bodom og Wintersun, ergo kan man konkludere, at hvis der ikke er en guitar, der høvler derudad, så er der et keyboard, der gør det i stedet. Der er ingen rolige eller stille passager på albummet, alting kører med 250 i timen, alting er skruet op til 11, og bandet kører helt klart efter Yngwie Malmsteens ”more is more”-filosofi. Det er svært at nævne et bestemt nummer eller en bestemt passage, der virkelig illustrerer dette, for det gælder vitterligt hele albummet fra start til slut. Hvilket dog lidt er et tveægget sværd, for man bliver nemt mættet, og det er ikke et godt album, hvis man blot skal sidde stille og lytte. Derimod tænker jeg, at det er et fantastisk album, hvis man er ude og røre sig eller får det serveret live. Men det undrer vel ikke rigtigt, når man igen ser på, hvilke bands der er gået sammen for at skabe Wizardthrone.
Men hvis jeg endelig skal fremhæve, hvornår Wizardthrone er bedst, må det blive numre som ”Incantation of the Red Order”, ”Forbidden Equations Deep Within the Epimethean Wasteland” eller ”Beyond the Wizardthrone (Cryptopharmalogical Revelations of the Riemann Zeta Function”. Dog er albummet en kende lang tid om at komme fra start, da de to åbningsnumre er de absolut svageste, for de mangler det element af grandiositet og galskab, som de resterende seks numre har så meget af. Måske Bowes var i gang med en dåse bønner, da de numre blev skrevet?
Bowes, du er et geni
Som tidligere nævnt, så er Hypercube Necrodimensions et album, jeg har set meget frem til – og det er derfor en fornøjelse samt lettelse, at det ikke er en enorm skuffelse som andre albums fra i år ellers har været det. Wizardthrone er præcis lige så voldsomt og overdrevet, som jeg havde turde håbe på, og endnu engang bliver jeg mindet om, at Christopher Bowes er et geni.
