Måske man netop skal dømme en bog på dets omslag?
Redneck Vikings from Hell – sig det højt et par gange, smag på det, slyng ordene rundt i hele munden, så du virkelig kan mærke, hvor dum en titel det egentlig er. Vi er i samme liga som Attack of the Killer Tomatoes eller Killer Klowns from Outer Space, og jeg har svært ved at beskrive, præcis hvor meget mine øjne rullede om i baghovedet, da jeg læste titlen for første gang. Men trods det at man jo aldrig skal dømme en bog på dets omslag, så var det alligevel albummets cover (lavet af Travis Smith, som tidligere har lavet coverart for Opeth, Katatonia, Fleshgod Apocalypse m.fl.) der tilrak mig. Kontrasten mellem billedet og albummets titel var så stor, at min nysgerrighed overvandt mit snobberi – heldigvis! For tak spids, hvor er Redneck Vikings from Hell da ellers noget af en oplevelse!
Banjo, stridsøkse og hjemmebrændt
Vikingerne fra Greenville, North Carolina, startede med at lave musik tilbage i 2013 med debuten One Chosen by the Gods, et album som mest af alt kan beskrives som en amerikansk fortolkning af finsk dødsmetal a la Ensiferum og Wintersun. Som årene gik, begyndte de da så småt at udvikle lidt personlighed og tage lidt flere chancer – og nu er de så nået til det punkt, hvor alt er lige meget, og der skal bare festes igennem! Efter første gennemlytning sidder man lidt med en fornemmelse af, at bandet prøver på at være alle ens yndlingsbands på én gang – hvilket kombineret med de mange stilskift og forskellige, sjove instrumenter kan virke utroligt rodet. Igennem albummets ca. 54 minutter bliver vi præsenteret for banjoer, violiner, keyboard, blastbeats, skønsang, fællessang, sumphekse og generelt bare fest og ballade! Det er tydeligt, at bandet har turneret en del med Alestorm, for selvom han ikke er til stede, kan man fornemme Christopher Bowes romånde nu og da. Et nummer som ”Hunger” kunne fx meget nemt være skrevet af den vanvittige pirat og hans muntre (fordrukne) slæng, men samtidig kunne nummeret ”Guardian” sagtens være et østeuropæisk lands bidrag til Eurovision 2020. Og hvis det ikke var løjerligt nok i sig selv, så leverer vokalist-Jake en fremragende Robb Flynn-parodi på det relativt Machine Head-inspirerede nummer ”Slave to the Riff”. Ergo kan man godt sidde med fornemmelse af, at Redneck Vikings from Hell er et obskurt opsamlingsalbum fra en række coverbands, man aldrig har hørt om, men af en eller anden irriterende grund fungerer det! Det er et album, der virkelig svinger - hver sang bidrager med sin egen identitet, men som alligevel formår at lægge sig op ad det forrige nummer samtidig med det spiller op til det næste i rækken. Slutteligt runder bonderøvene albummet af med ”Craft and the Creator”, et instrumentalt nummer på intet mindre end elleve minutter – og jo, der er tydelige Metallica-noter at spore igennem nummeret, der på mange måder er som et destillat af ”Call of Ktulu”, ”Orion” og selv ”Suicide & Redemption”. Så hele vejen igennem albummet kan man sidde og lege ”Hvem prøver de at lyde som nu?” med sig selv – så er underholdningen jo hjemme!
Skåååååååål!
Jeg skal blankt indrømme, at det faktisk irriterer mig, at jeg knuselsker det her album! For Jesus Kristus, hvor er det dog dumt! Der er intet pseudointellektuelt at spore, intet der ville passe ind på en dunkel vinbar, intet der kræver, at man abonnerer på Politiken eller går i rullekrave! Nix, det er bare 100 % pis og papir, fest og farvelade. Det er musik, man bæller lune Slotspilsnere til, mens man vælter rundt med sine 500 bedste og stiveste kammerater, og om man vil det eller ej, så er det jo også en vigtig grundpille i rock og metal, og for at citere vores hus-Boomer (og dermed Poison): ”It ain’t nothin’ but a good time”.