Når slemt bliver værre
Det er små tre år siden, de norske black’n’rollere udgav deres forrige album Lifehunger. Et fremragende album, der fik mig til at åbne øjnene for bandet og dets tidligere bedrifter. Derfor blev jeg nærmest ekstatisk, da bandet offentliggjorde, at 2021 ville være året, hvor de ville udgive opfølgeren til Lifehunger. Dog blev den ekstase hurtigt erstattet med en følelse af gru, angst og skuffelse, da Vreid udgav førstesinglen ”Wild North West”, og den følelse voksede sig kun større og større, i takt med at de udgav flere singler. Men nu sidder jeg med hele udgivelsen, og helt ærligt, hvor slemt kan det være, når nu halvdelen af den er noget værre juks … Gulp.
Far er vreid og skuffet
Wild North West er et konceptalbum, der fortæller historien om den unge knøs ”E” og hans barske liv i Nordnorge, komplet med voldelige forældre, en tosseanstalt og uhyggelige væsner. Og som om det ikke var nok historiefortælling, så har bandet – naturligvis – også lavet en film for virkelig at hamre det igennem. Hvis bare de havde brugt halvt så meget tid på selve musikken i stedet for de kunstneriske ambitioner, så ville Wild North West måske havde været tiden værd. Hvis ikke det havde været for Sturres ikoniske vokal, havde jeg nok aldrig gættet, at det her var et Vreid-album. De store melodier og 80’er-riffs, som ellers altid har været Vreids kendetegn, er pist væk og erstattet med uinspireret knallertrock samt en uforklarlig træng til John Carpenter-synth, som virkelig er en uskøn kombination som vaniljeis og ketchup. Tag for eksempel et nummer som ”Spikes of God”, der pludselig skifter fra formularisk black metal til ubehjælpsom klimpren samt den mest uinspirerende guitarsolo i mands minde.
Men bedst som man er ved at smide håndklædet i ringen, dukker der pludseligt noget velkendt op – noget, som minder en lille smule om Lifehunger og tidligere udgivelser – nemlig nummeret ”Dazed & Reduced”. Det er ikke et specielt godt nummer, men nummerets tidligere 70’er-vibes samt Sturres brug af clean vokal gør, at det minder om ”Hello Darkness” – desværre uden Christopher Walken-koklokken. Det efterfølgende nummer, ”Into the Mountains”, har elementer, vi før har hørt fra Vreid, men også fra det hedengangne Windir, og store dele af albummet er da også dedikeret til afdøde Windir-stifter Terje Bakken. Desværre bliver det nummer spoleret af børnekor – en gimmick, som godt snart må forlade metalmusikken. Og ligesom i ”Spikes of God” kommer den ubehjælpsomme synthesizer væltende ind i lydbilledet igen – yay. Vi var ellers SÅ TÆT på at have ét godt nummer, men ak. Det ironiske er, at netop det stykke synth-musik, der er i ”Into the Mountains”, blev skrevet af Terje tilbage i 2002, men der jo nok en grund til, at han ikke valgte at bruge det den gang.
Skomager, bliv ved din læst
Bandet skriver selv, at det vigtigste for dem er en konstant, musikalsk, udvikling. Men den eneste udvikling, der reelt set er på Wild North West, er i forhold til det pludselige overforbrug af synthesizer – en udvikling, der giver lige så meget mening, som finner ville gøre det på en chimpanse. Der er ikke noget nyt i, at norsk black metal eksperimenterer med netop synths, det har genren gjort siden 1980’erne, men Vreid kan simpelthen ikke finde ud af det – det fremstår klodset og forceret. Wild North West er mildest talt noget juks, det virker til, at bandet blev ramt af en kollektiv grandios vrangforestilling og pludselig troede, de var store artister, filmskabere og historiefortællere – og det er godt at have ambitioner og store drømme, men husk lige jordforbindelsen! I er black metalmusikere fra Norge, ikke David Lynch eller Orson Welles!