Pis og papir, fest og farvelade!
Selv hvis du ikke kender Alestorm, så kender du Alestorm, og mon ikke du også har en mening om dem? De skotske pirater, anført af selveste kaptajn Christopher Bowes, har spredt deres keytarprægede piratmetal fra kyst til kyst siden deres debut Captain Morgan’s Revenge, som efterhånden har 12 år på bagen. Fest og ballade, fis og farvelade har været, hvad bandet har budt på siden da – primært fordi de, ret tidligt, opdagede, at de ikke helt havde, hvad det krævede at lave et episk power-/folkband – og hvad gør man så? Ja, det er jo svært at sige, men i Alestorms tilfælde var svaret at finde en keytar, stjæle Tankards lyrik og Running Wilds tematik og ellers bare gå i totalt selvsving. Er det dumt? Ja, meget dumt! Men skal det tages seriøst? Både og…! For nok er lyrikken og tematikken både fjollet, åndsvag og decideret til grin, men hvis det er meningen, så er det vel en god ting?
Vent lidt, I er jo blevet gode!
”We’re only here to have fun, get drunk and make loads of money, ’cause nothing else matters to me!” – omkvædet fra albummets første sang “Treasure Chest Part Quest” beskriver egentlig Alestorm bedre, end jeg kan (om end man kan betvivle, hvor mange dukater Bowes & Co hiver ind). Det man virkelig skal huske, når man har med Alestorm at gøre, er, at alting handler om ironisk distance. Du må, for alt i verden, ikke tage dem seriøst eller tro, de mener det! Eller jo, det må du godt, men så skal vi nok finde en skjorte med lidt for lange ærmer til dig, for så er den altså helt gal! Det er rendyrket fest musik, den slags der skal høres med en gedigen kæp i øret og på max volumen, eventuelt. i selskab med en enorm badeand. ”Men Jonathan, er denne udgivelse så ikke præcis den samme, som Alestorm har lavet fem gange før?” spørger du så, og her er svaret et klart og præcist ”tja, tjo”. For albummet er stadigvæk proppet med piratanekdoter, sange om druk, kønssygdomme, pirater og kæmpe blæksprutter, men mens man lytter til de 11 sange, går det op for en, at Alestorm faktisk er blevet ret dygtige musikere! Ja, det lyder vanvittigt, decideret sindssygt, men det er stadig sandt! Jeg ved ikke, om bandet udelukkende har øvet sig nonstop, siden de udgav No Grave But The Sea, som fik en lunken anmeldelse tilbage i 2017, men hvorom alting er, så har de seriøst oppet sig i en sådan grad, at musikken nu både er morsom OG god! ”Chomp Chomp” er stort set oldschool thrash, komplet med en solo, der stinker af Gary Holst og ”Tortuga” formår at genoplive nu-metal. ”Wooden Leg Part 2 (The Woodening)” er nok det mest ambitiøse nummer, bandet nogensinde har lavet, hvor de elegant og problemfrit blander episk powermetal med lidt dødsmetal og gøgl i en sådan grad, at man sidder og tænker på Gloryhammer (som sjovt nok også er et af Bowes’ projekter). Generelt så minder Curse of the Crystal Coconut mere om Gloryhammer end Alestorm – hvilket er superklædeligt!
Nå, så må jeg jo gå planken ud!
Jeg havde hørt de første to-tre singler, som Alestorm udgav op til albummet, og bevares, det var da Alestorm, men på daværende tidspunkt følte jeg ikke rigtig, at det var ”andet” end bare Alestorm. Men efter at have hørt albummet om og om igen fra start til slut må jeg indrømme, at de virkelig har taget røven på mig! Det her, det er fandeme progression! Alestorm har formået at beholde deres kerne, som er pis og pirateri, men samtidig at vokse – helt enormt – som musikere, og resultatet er derfor et album, som både er morsomt, fængende OG virkeligt godt set fra et objektivt, musikalsk perspektiv! Den havde jeg sateme ikke set komme, men jeg må kippe med min tricorne og gå planken ud!
