Blodet bruser videre
Da Tygers of Pan Tang i 2023 udsendte Bloodlines, beskrev undertegnede resultatet som en solid revitalisering af den knurrende seniorklub. Nye kræfter var blevet tilført, Jack Meille foldede sit alsidige vokalregister ud, og Robb Weir fandt sammen med Francesco Marras en aldeles glimrende balance mellem den dekadente hardrock og NWoBHM-biddet fra de tidlige firsere. Tre år senere er Marras blevet afløst af John Foottit, mens bandet under indspilningerne af Electrifyed har arbejdet efter devisen: ’Jo tungere, desto bedre’. Samtidig lover veteranerne et hæderkronet favntag med den bevægelse, de selv var med til at søsætte. Et favntag dyppet i 70’ernes patina og krydret med 80’ernes stålsatte riv. Ambitionen er både forståelig og sympatisk. Spørgsmålet er blot, hvorvidt strømtilførslen fremkalder et reelt stød, eller om tigrene primært agerer ud fra gamle instinkter.
Strømbesparende tilstande
På den kontante åbner ”Rise Up!” er der umiddelbart god forbindelse til elnettet. De atmosfæriske stadionriffs rummer både tyngde og appel, mens den muskuløse fremdrift formentlig vil få inkarnerede tilhængere af bandets tidlige materiale til at hvæsse kløerne. Desværre begynder spændingskurven hurtigt at flade ud. Guitararbejdet har fortsat sine momenter, men de lyriske banaliteter, repetitive rundgange og konventionelle rytmestrukturer yder ikke Weir og Foottits håndværk tilpas retfærdighed. Særligt på albummets indledende halvdel læner Tygers of Pan Tang sig så tungt ind i halvfjerdsernes klassiske periodeudtryk, at nostalgien momentvis udvikler sig til en regulær stiløvelse. Først omkring titelnummeret mærkes for alvor det metalliske anstrøg, der gjorde Bloodlines til mere end blot en veludført genopførelse af svundne tider. Her strammes grebet, tempoet intensiveres, og tigerne blotter omsider de hjørnetænder, som pressematerialet så flittigt har stillet os i udsigt.
Til gengæld fortjener Marco Angioni en højt hævet klør fem for sit arbejde bag knapperne. Den mangeårige ven af bandet kender tydeligvis dyrets anatomi og har placeret samtlige instrumenter forbilledligt i den samlede lydkulisse. Craig Ellis’ trommer har naturlig slagkraft, Huw Holdings bas knurrer uden at tilsmudse bunden, og guitarerne bærer netop den flossede ’grit’, der tilfører veteranernes musik troværdighed frem for museumsstøv. Ikke mindst samspillet mellem Weir og Foottit er en fornøjelse, når fingrene danser hen over gribebrætterne i præcise harmonier og klassisk funderede løb. Men den velafbalancerede produktion blotlægger også albummets egentlige problem: Der er ganske enkelt en for høj koncentration af ’fillers’ frem for ’killers’. Ambitionen om at forene halvfjerdsernes hardrock med firsernes heavy metal i en nutidig indpakning fejler intet, men kernematerialet savner fængende hooks og refræner, der kan få konstruktionen til at hænge fast efter sidste tone.
På Bloodlines fremhævede vi med rette Meilles spændvidde fra Robert Plants falset til en rå og raunchy levering med betydeligt mere sandpapir i halsen. Denne gang bliver hans kraftfulde og bluesforankrede rockvokal paradoksalt nok en begrænsning. Forbillederne i Coverdale og Plant er fortsat tydelige, men de forholdsvis ensartede fraseringer giver sangene et vokalt fællespræg, som gradvist udvisker deres individuelle konturer. Lidt mere rasp, aggressiv melodi eller pivfræk sleaze-attitude havde klædt de bredtfavnende arrangementer og skabt den uforudsigelighed, albummet for ofte savner. På afsluttende ”Revenge Is Sweet” finder orkestret dog tilbage til den umiddelbare arenarockappel fra åbneren, og dermed lukkes ringen på ganske nydelig vis. Problemet er bare, at alt for meget af strækningen derimellem allerede er fordampet. Electrifyed er velspillet fra klo til halespids, men det elektriske håndværk udvikler sig alt for sjældent til sange med stærk spænding.
Tigrene efterlader for få mærker
Electrifyed er ingen katastrofe, men efter den vellykkede transfusion på Bloodlines føles resultatet som et mindre tilbageskridt. Marco Angionis organiske produktion, det veloplagte guitararbejde og bandets tårnhøje rutine sikrer en bundsolid præstation, der næppe vil fornærme loyalisterne af klassisk britisk hardrock og NWoBHM. Alligevel mangler størstedelen af materialet den melodiske slagkraft, variation og ungdommelige kådhed, som løftede forgængeren op over den velpolerede metervare. Jack Meille synger fortsat teknisk upåklageligt, men hans ensartede tilgang bidrager til en helhed, hvor numrene gradvist flyder sammen. Tigrene er fortsat levende og velplejede. Denne gang forsvinder poteaftrykkene bare overraskende hurtigt.
