Et mausoleum over ambitionerne
Det er efterhånden tre år siden, Green Lung med This Heathen Land fik en temmelig hårdhændet behandling her på siden. Siden da har Londonkvintetten ikke ligefrem skruet ned for ambitionerne. Necropolitan er bygget op omkring den britiske hovedstads victorianske kirkegårde, menneskets forgængelighed og naturens evne til før eller siden at generobre selv vores mest selvhøjtidelige monumenter. Green Lung har tilmed søgt mod legendariske Rockfield Studios og producer Tom Dalgety i håbet om at indfange mere af den pondus og umiddelbarhed, der ofte karakteriserer bandets koncerter. På papiret står vi således med et særdeles velindrettet mausoleum. Spørgsmålet er blot, hvorvidt der også ligger noget interessant i kisten.
Monument med hule sokler
Hvor Necropolitan sjældent skorter på historier, referencer eller store armbevægelser, viser det sig hurtigt vanskeligere at lokalisere de tilsvarende musikalske bedrifter. Sabbath og Zeppelin står fortsat mejslet med store typer i det musikalske stamtræ, mens også Motörhead og Purple spøger i kulissen. Problemet er ikke referencerne i sig selv, men at Green Lung stadig har umådeligt svært ved at matche deres forbilleder på både karisma og gennemslagskraft. Det gælder ikke mindst Tom Templar, hvis vokal på “Black Magick Radio” savner den nødvendige autoritet til at løfte de ellers habile riffstrukturer. Samtidig klimprer Hammondorglet næsten demonstrativt i baggrunden, om end spændingskurven forbliver bekymrende flad. Når flere numre på albummets første halvdel samtidig bevæger sig omkring eller forbi femminuttersmærket, begynder spørgsmålet hurtigt at melde sig: Hvorfor?
“Necropolitan Line” gør ikke meget for at besvare det. Tossetoget på den nekropolitanske linje er snarere afsporet fra første færd, hvor Templars frenetiske vokal og John Wrights omnipræsente orgel kæmper om retten til at irritere mest. “Evil in This House” bliver næsten skoleeksemplet på albummets grundlæggende problem. Bandet lancerer selv idéen som lyden af et stonerband på paranormal efterforskning og topper fortællingen med en såkaldt ektoplasmisk synthsolo. Man fristes til at konstatere, at visse mysterier med fordel kan forblive uløste. Håndværket fejler sådan set ingenting, men pulsen kommer aldrig nævneværdigt op. “Together in Death” klarer sig en smule bedre med sit gotiske, psykedeliske og næsten barokke anslag, men heller ikke her får idéerne lov til for alvor at blomstre. Det er symptomatisk for en plade, hvor baggrundshistorierne konstant lyder mere spændende end selve musikken.
Enter: “Ozymandias”. Percy Bysshe Shelley, imperialistisk kollaps, afrobeats fra 70’erne, fabuleringer af Iron Maidensk observans og en jazzinspireret solosektion. Hvis opskriften lyder lettere overambitiøs, skyldes det primært … at den er det! “Alostrael (Be My Babalon)” fortsætter samme mønster. Riley Pinkerton fra Castle Rat leverer narration, Green Lung peger selv mod den ikoniske åbning på “The Number of the Beast”, og endnu en gang fejler hverken staffage, tematisk oplæg eller referenceramme noget. Det eneste, der mangler, er indhold til at matche den opulente indpakning. Derfor bliver det næsten komisk, da afsluttende “To the Gallows Born” introduceres som et møde mellem Maidens “Hallowed Be Thy Name” og Frank Sinatras “My Way”. Det er to meget store gravsten at stille sig imellem. Green Lung kommer ikke i nærheden af nogen af dem.
Mere nekropol end metropol
Necropolitan er frustrerende, fordi Green Lung tydeligvis kan deres håndværk. Konceptet er gennemarbejdet, produktionen har både pomp og panache, og kærligheden til britisk musik og kulturarv kan ingen betvivle. Men hvor This Heathen Land tidligere blev kritiseret her på siden for blandt andet manglende dynamik, ensformige vokalmelodier og utilstrækkelig instrumental udfoldelse, er det vanskeligt at høre den nødvendige udvikling tre år senere. Tværtimod fremstår Templars organ fortsat som en begrænsning, mens det insisterende orgel tiere end ofte pendulerer fra atmosfæreskabende ingrediens til decideret irritationsmoment. Green Lung har denne gang bygget et endnu flottere mausoleum omkring musikken, men selve sangene står fortsat overraskende afklædte inden for murerne. Presseteksten stillede os ellers naturkræfter, imperiers undergang, okkultisme, jazz, afrobeat, Sabbath, Maiden og sågar Sinatra i udsigt. Tilbage står et kompetent, men forbløffende livløst album. Må jeg bede om ”Kunsten at oversælge sit produkt” til 400, tak!
