Transfusion til tigerne

Efter adskillige omrokeringer synes stiftende guitarist Robb Weir langt om længe at have fundet den rette konstellation til aldrende Tygers of Pan Tang. Således har både forsanger Jack Meille og trommeslager Craig Ellis henholdsvis 19 og 23 sæsoner på bagen, hvorfor de tidlige år med legendariske John Sykes (Thin Lizzy, Whitesnake) ombord efterhånden forekommer adskillige menneskealdre væk. Seneste transfusioner finder vi ved tilgangene af guitarist Francesco Marras, der første gang kunne opleves på EP’en A New Heartbeat fra 2022 samt Huw Holding, bassisten med fortid i NWOBHM-bands som Blitzkrieg, Avenger and Holosade. Med danske Tue Madsen i ringhjørnet til varetagelse af mix og mastering, er Bloodlines første udspil i fuld længde fra den aktuelle tigerbesætning.

Dekadencens guldalder

I en tid plaget af forurettede minoriteters konstante attentater på den konforme levevis, udgør Bloodlines et særdeles kærkomment gensyn med en væsentlig mere liberal periode - de dekadente firsere, hvor yuppier, techno-freaks, hair-metalfans og mange andre outrerede subkulturer konkurrerede om, hvem der kunne chokere borgerskabet mest. Tag blot vokaldrevne ”Light of Hope”, der med sine skæve rytmesektioner udstråler en ungdommelig naivitet, man kun kan blive i godt humør af. Eller ”Back for Good”, der hørmer af 80’er-sleaze i sådan en grad, at både Axl Rose og Nikki Sixx må føle sig intimideret på deres feminine fremtoning. Huw Holdings bas knurrer ligeledes lystigt som en Harley med gashåndtaget i bund, og vi mangler på det nærmeste kun en letpåklædt poledancer for at fuldende billedet.

Underholdende som de frigjorte firsere var, får fraværet af kunstneriske ambitioner ofte (med rette) kritik. Derfor er det også velgørende, at forhåndenværende album vælger at hæve sig betragteligt over periodens kulørte middelmådighed. Vist kan vi ikke undslå os den forudsigelige rockballade ”Taste of Love”, der trods alt eksekveres glimrende med stemningsfyldt, afdæmpet pianospil akkompagneret af forvrængede riffs samt Meilles vokale inderlighed. Tilbage står stadig en gruppe med et højt bundniveau, der glimrende illustreres gennem medrivende ”Making All The Rules”; velspillet, jævnt tempo med simple akkorder, der afrundes i et fint lille fade-out. 

Pensionisterne fra Pan Tang knurrer på ny

Med undtagelse af de lettere bizarre konstruktioner på ”Edge of the World”, er det ikke mange fingre at sætte på Bloodlines. Jack Meille behersker, i tråd med Def Leppard-ikonet Joe Elliot, en bred vifte af vokale teknikker. En alsidighed, der spænder lige fra Axl Roses nasal til Robert Plants falset. Ja, selv den mere rå og raunchy stil, Søren ”Nico” Adamsen tilførte Artillery i perioden 2007-2012, titter frem under ”In My Blood”. En titel i øvrigt ejendommelig tæt beslægtet med selvsamme thrash-koryfæers fremragende album, My Blood fra 2011. Veteranen Weir og nytilkomne Marras komplementerer ligeledes hinanden glimrende. Resultatet er melodier med fornuftig afveksling mellem up, middle og low pace – og så er der ellers bare vidunderlige NWOBH-riffs, som hvor ’fatter’ skrev dem for resten af pengene. Krydret med tilsvarende veloplagte præstationer af både Holding og Ellis, udgør Madsens produktion alt i alt lige knap AOTY-potentiale, men en solid revitalisering af den knurrende seniorklub.