Thy Art Is Murder spiller koncert i Amager Bio, København S .
Thy Art Is Murder - Human Target

Human Target

· Udkom

Type:Album
Genre:Deathcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bliver på tronen

I 2017 overtog Thy Art Is Murder deathcoretronen med det fantastiske album, Dear Desolation, der her på Heavymetal.dk fik en flot karakter og pæne ord med på vejen. Læs den her. Dear Desolation var også sidste album med medstifter og trommeslager Lee Stanton bag tønderne. Her blot to år efter med Jesse Beahler på trommer, er de australske deathcore konger tilbage med deres femte studiealbum, Human Target. Spørgsmålet er, om Thy Art Is Murder med Human Target kan leve op til de høje forventninger, man unægtelig sidder med i kølvandet på forgængeren?

Samfundskritik leveres ikke ret meget bedre

Det korte svar er et stort og rungende ”JA!”. Thy Art Is Murder har formået at holde formen og er tilbage toptunede, både rent musikalsk, men også hvad angår teksterne. Ikke at teksterne er den store lyriske oplevelse, men måden, de bliver leveret på af forsanger Chris ”CJ” McMahon og deres aktualitet set i forhold til det omgivende samfund, sidder lige i skabet. McMahon brøler, skriger og growler sig overbevisende gennem alle numrene, enkelte steder med så stort et overskud, at man som lytter bare må tage hatten af. Thy Art Is Murder er klar til kamp, og der bliver fra første færd lagt hårdt og aggressivt ud.

Pladen åbnes med titelnummeret, ”Human Target”, der starter med et hvæsende og tungt guitarriff, der langsomt bliver suget ind i resten af produktionen. McMahon stemmer hurtigt i og lader på overbevisende vis alle vide, at Thy Art Is Murder ikke er tilfredse med tingenes tilstand. Langt fra. På nummeret ”New Gods” er det influencers, sociale medier og manipulerende algoritmer, der står for skud. På ”Make America Hate Again” er det de politiske ydrefløje, og på ”Chemical Christ” er det medicinalindustrien, der får på puklen.

Musikken er hård og kompromisløs, og der er skruet en smule op for det beskidte i produktionen i forhold til forgængeren. I denne sammenhæng er det positivt, og det understøtter bare McMahons vokal og de vrede tekster. Der er lynhurtige maskingeværs-riffs i overflod, masser af breakdowns og oceaner af tonsende trommer og blastbeats. Med andre ord, alt hvad man kan ønske sig, når det kommer til deathcore. Thy Art Is Murder formår at holde det hele samlet ved på stort set alle sange at have et samlende tema kørende nederst i produktionen. Midtvejs på pladen skifter numrene lidt karakter og bliver mere afsøgende. Det kommer eksempelvis til udtryk på ”Antonement” og ”Eye For Eye”, hvor der er indarbejdet elementer fra black metal.

Meget tæt på topkarakter

Thy Art Is Murder har med Human Target begået et album af høj kvalitet. Det er vedkommende i forhold til de temaer, der behandles i teksterne, og så er musikken bare godt skruet sammen. McMahons vokal sætter prikken over i´et og slutter ringen omkring et fantastisk album. Skal der findes et hår eller to i suppen, så må det være fraværet af guitarsoloer, som faktisk kun er at finde på den første skæring, ”Human Target”. Men det har ikke den store betydning for det samlede indtryk, som efterlader lytteren med en stor lyst til mere.

Tracklist

  1. Human Target
  2. New Gods
  3. Death Squad Anthem
  4. Make America Hate Again
  5. Eternal Suffering
  6. Welcome Oblivion
  7. Atonement
  8. Voyeurs Into Death
  9. Eye For An Eye
  10. Chemical Christ

Tilføj kommentar