Forstadens sjælsforfald
Nogle elsker den. Andre hader den. Og så er der dem, der nærmest dyrker hadet som en disciplin i sig selv. Den københavnske vestegn har i årevis fungeret som følelsesmæssigt spejl for både fascination og foragt, og netop den dobbelthed danner grobund for Suburban Rot. For mens Red Warszawa i sin tid reducerede ”Brøndby Strand” til en halvabsurd punchline, og Orgi-E gjorde ”City2musik” til lydsporet for rå betonromantik, er Thorium gået en ganske anden vej. Forsanger Michael Hvolgaard Andersen har således peget på forstadens sjælsforfald omkring Brøndby Strand Station som inspirationskilde; hvor misbrug og menneskelig ruin ikke blot udgør fortællinger, men de udsattes daglige vilkår. Spørgsmålet er så, om Thorium har formået at omsætte socialrealistisk råstof til noget relevant – eller om forstadens barske miljø blot bliver endnu et lag maling på en allerede velkendt facade.
Rendestenens rædselskabinet
Det er ikke subtilitet, Suburban Rot slår sig op på, men derimod gadens armod og slitage. “Abra Macabre” sætter omgående tonen med sit insisterende riffloop, hvor feedbacken nærmest står som en sitrende murstenskonstruktion, der nægter at smuldre. Den tunge, slæbende rytmesektion i “Endless Disgust” og “Open Wounds” cementerer sidenhen følelsen af et liv i gentagelse, hvor dagene nærmest flyder sammen i en grå masse af slid og resignation. Andersens vokal fungerer her ikke blot som aggression, men som en rå og revsende rendestensfortælling. Det er lang fra pænt, men det er netop pointen. For når Thorium rammer plet, så føles det som at stå på en perron, hvor tiden er gået i stå, og alt langsomt rådner væk.
Det er dog i spændingsfeltet mellem den monotone følelse af endeløst kommunalbyggemøde, og det eksplosive nedrivningsarbejde, at Suburban Rot for alvor finder sin identitet. Inspireret af det tyske maskingevær fra 2. verdenskrig, der grundet sin ekstreme skudkadence fik kælenavnet ’Hitlers rundsav’ fremstår “MG42” som det mest åbenlyse eksempel. Her giver den instrumentale emulsion af mekanisk bygeild pladen et tiltrængt spark bagi, men det forbliver en stakket frist. Bedst som bandet finder en åbning, falder de lige så brat tilbage i det samme stabile mellemtempo, hvor groove erstatter variation, og intensitet forveksles med volumen. “Shelter” og “The Collector” forsøger at brede paletten ud med tabuer om psykisk isolation og seriemorderens forskruede samlermani, men det føles mere som samme betonblok – nu bare med graffiti på.
Mod slutningen begynder fundamentet så småt at slå revner. “Bring The Children To Me” og “The Undead” fastholder stadig motivkredsen, men musikalsk begynder formularen at repetere sig selv. Det bliver med andre ord mere march end mareridt. Når “Crucified” lukker ballet, gør den det med bulder og brag, men også med en vis anticipation. Det er symptomatisk for Suburban Rot som helhed: et album gennemsyret af autenticitet og en næsten dokumentarisk tilgang til forfald, der samtidig kæmper med at variere sit udtryk nok til at holde grebet hele vejen. Resultatet bliver en plade, der føles ægte og ufiltreret, men til tider sidder lidt for fastlåst i sin egen elendighed.
Skævvreden selvrealisering
Thorium prioriterer atmosfærisk tematik over teknisk ekvilibrisme, og formidlingen viser et band, der har fuldstændigt styr på virkemidler, og som formår at indfange forstadens mismod i JP Storms sjælfulde, men møgbeskidte guitarspil. Selvom håndværket er solidt, og Andersens vokale autoritet aldrig fejler, lider albummet alligevel under en vis ensformighed i udtrykket, der gør, at de sidste skæringer snarere føles som en imødeset afvikling end en egentlig kulmination. Suburban Rot er lyden af en uundgåelig deroute; det er autentisk, det er uhumsk, og det er leveret med en tilpas afstumpet forråelse, der vil tilfredsstille genrens traditionalister. Men som neutral lytter sidder man lidt tilbage med følelsen af, at Thorium har opført en solid betonblok, der nok er imponerende at se på, men som mangler noget x-faktor, der for alvor kunne have gjort forfaldet vedkommende.
