Svpergrvppe
Tilbage i 2024 kom den aarhusianske all-starsgruppe Røkkr væltende ud af kælderen og op i stuerne med ikke bare ét album, men to! De to værker skulle forstås som de første kapitler i en trilogi, og nu sidder vi så med det sidste kapitel og kan derved konkludere, at historien er afsluttet. Så er spørgsmålet blot, om det hele slutter af med et sådan brag, at alle, der oplever det, rejser sig op for at bryde ud i en klapsalve, eller om det i stedet vil blive mødt med larmende tavshed.
Paradoksal meditation
Det medfølgende promo-materiale beskriver lyden af Sindets skygger hvisker som en kombination af Abigors første plader og Ulvers Bergtatt. Det er egentlig ret præcist beskrevet, samtidig med at det totalt underkender og ignorerer Røkkrs jazzede og avantgardistiske lydside.
Sindets skygger hvisker er både det mest tilgængelige, men også mest kompromisløse Røkkr-album til dato. Produktion og mix er markant skarpere end før, hvilket især gavner det ret prominente og delikate basspil, og man kan nu bedre høre samt nyde, at samtlige musikere i Røkkr er særdeles kapable. Men derfor er det stadig et album, der skal høres adskillige gange, før det for alvor rodfæster sig. Musikken er fortsat utrolig atmosfærisk, faktisk i en sådan grad at det nærmest er æterisk og drømmende. Ergo skaber den et paradoks for lytteren, for på den ene side fungerer albummet absolut bedst, hvis man bare giver sig hen og lader musikken absorbere én. Men gør man det, så risikerer man at misse de mange små detaljer og finesser i musikken, som nærmest kræver et hyperfokus, hvis man skal opfange dem alle.
Jeg kan lige så godt lægge hovedet på blokken og erklære, at det her så absolut er det bedste album, Røkkr endnu har produceret. Er man til atmosfærisk black metal med skæve og kaotiske elementer, jamen, så er det umuligt ikke at elske numre som ”Sindets Mørke Hvisker” eller ”Slette Lig Marken Gøder”. Netop ”Slette Lig Marken Gøder” er nok kronen på værket, for her tilsætter Røkkr enkelte delelementer fra både Mayhem og Emperor, som – når det kombineres med bandets egen særegne lyd – virkelig fungerer.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og der er da også et par huller at spotte i osten. Det her er den længste Røkkr-udgivelse til dato, og selvom størstedelen af materialet er skiftevis glimrende og fremragende, så er der desværre også ting, der trækker det ned. De to numre ”Dunkle Tårne af Is” og ”Mørkdrøm” er slet ikke på niveau med resten af pladen, og begge er den slags sange, hvor man helt ubevidst zoner ud og først vågner igen, når ”Den Kvælende Frost” bryder monotonien.
Nu røkkr det!
Nu er trilogien afsluttet, så hvad så nu? Starter bandet en ny saga, eller var det dét? Samtlige medlemmer har jo mere end travlt i alverdens andre bands som Arkæon, NVLVS, Gennem Tågen, Gespenst og mange andre, så det er jo ikke, fordi de mangler noget at lave. Jeg håber dog ikke, at det her bliver det sidste, vi hører fra Røkkr, for selvom værket her godt kunne stå skarpere, så har de nu virkelig fat i den lange ende – så endelig kan man godt tillade sig at sige, at Røkkr de røkkr.
