Medicinstudiet mangler også musik

I årtier har forskellige områder af anatomien været omdrejningspunktet for de mere makabre og ulækre grene af både dødsmetallen og grindcoren. Carcass vil nok for tid og evighed stå som grundstenen for tvivlsomme medicinske behandlinger, men bands som The Berzerker, Pulmonary Fibrosis og japanske Pharmacist er i den grad også i risikozonen for at miste deres autorisation. Sidstnævnte har måske endda kigget ud over medicinstudiet og over mod kiropraktikken på deres seneste plade Vertebrae After Vertebrae.

Grimt, vammelt og tilgængeligt 

Musikalsk befinder Pharmacist sig dog stadig i studiet af Carcass og dengang, goregrind stadig var øverst på skemaet, skarpt efterfulgt af dødsmetallen og dennes mere melodiske sider.

Vertebrae After Vertebrae er ikke bleg for at lyde som Symphonies of Sickness indspillet som Necroticism med greb fra Heartwork. Dog er Pharmacist mere end bare endnu et Carcass-kopiband. Rytmesektionen, specielt trommerne, er ofte klassisk gore, hvor støderen på rekordtid har malet, hvad end du har smidt i morteren til støv. At Pharmacist så tillige har skruet op for slagkraften og tyngden, så selve morteren også pulveriseres, er en yderst lækker detalje. Sat sammen med de mere thrashede melodøds-riffs på “Mimicring the Organics” får det en fed punket kant af Dr. Gregory House, der opererer på samme måde, som han diagnosticerer. Til tider voldsomt kaotisk, men samtidig totalt i kontrol. I deres strukturering har Pharmacist nemlig holdt godt øje med, hvordan Carcass skruede Necroticism sammen. Giv folk, hvad de forventer, men lav konstante ændringer i, hvordan du præsenterer det. Thrashriffet og blastbeatene, der åbner “Bubonic Malacia Bloom”, er umiddelbart som forventet. Nummeret tager dog flere uventede, men utroligt kærkomne krumspring end det, sølvpapirslaboratoriet forestillede sig om Covid. Specielt Heartwork-afbrækkene er voldsomt fede. Som en virus eller bakterie sker nummerets kursskifte nemlig ganske naturligt og holder derved lytternes interesse, selv når et nummer runder for goregrind astronomiske seks minutter. Egentlig behøver Pharmacist ikke de voldsomme tricks for at holde det interessant. Pladens længste nummer, “Endogenica”, er på mange måder Heartwork, hvor fokus holdes på Steer, Walker og Owens rytmer og ikke Michael Amotts lead. Det melodiske fejler intet, men at nummeret næsten flyder over med groovy gore-materie, giver en ørehænger mere smitsom end virussen fra Stephen Kings The Stand.

I Pharmacists midtæra-Carcass med thrash i ascendanten får man dog af og til indtrykket af, at japanerne bare gerne vil drikke bajere og tage en tur på skateboardet. Specielt på “Lazure Sphacelation” går der for meget afklippet denimvest, Bundesliga-garn og Vans i den og for lidt motorsavskirurgi og væg til væg-tæppe af indvolde. Det er ikke dårlig thrash, men spændet fra gore til død til thrash bliver strakt mere, end pinebænken er bygget til.

Alt andet end placebo

Lidt for entusiastisk brug af thrashen er dog ikke noget, som ændrer ved, at Vertebrae After Vertebrae er en plade, der tydeligt forstår og står ved, hvad Carcass har gjort for genren, samtidig med at Pharmacist flot kommer ud af den skygge, som englænderne i årtier har spredt ud over genren. Pharmacist rammer en lyd, der både indbyder nye forsøgsdyr til en verden af vamle vederstyggeligheder, og som tilfredsstiller dem, der længe har badet i materiens slimede sø.