Danske death-drenge genbesøger fortiden
Tilbage til rødderne
De gode gamle death metal-veteraner i danske Thorium har siden dannelsen i 1997 udgivet fem solide plader, og nu lander gruppens sjette af slagsen. “Nå, men det er vel bare mere klassisk død fra samme skuffe som altid”, tænker du sikkert, men så kan du godt tro om igen. Eller, lidt kan man i hvert fald, for her er stadig tale om god gammeldags skandinavisk death metal, men bandets tilgang til det nye materiale har ikke været helt, som den plejer.
Frontmand og mastermind, Michael H. Andersen, fik i foråret lyst til at rejse tilbage i tiden og lege, at han skulle skrive en opfølger til gruppens debut, Ocean of Blasphemy. Eller måske endda gå så langt tilbage i mindsettet som til at skrive den egentlige debutskive. Han tog kontakt til det tidligere Thorium-medlem Martin Schulmann (Centinex, Demonical), og sammen med ham gik det stærkt. Bandets sjette album er, her seks måneder senere, allerede en realitet.
Fyldstof og fuldtræffere
Albummet, der har fået titlen The Bastard, lægger fint ud med den tunge “Eclipsed” og dernæst “Over The Mountains”. Disse er ganske gode uden at være prangende, og det er mere end almindeligt tydeligt, at hverken Entombed, Dismember eller andre svenske death-legender har levet forgæves. Arven fra den traditionsrige svenske death metal lever i allerbedste velgående, og Thorium er heller ikke blege for at smide lidt death’n’roll ned i gryden, hvilket giver en dejlig variation i en genre, der efterhånden er hørt ret ofte. “Nightside Serenade” og “Not Equals” er skønne numre, hvor Michael H. Andersens vokal lyder bedre end nogensinde før, og særligt bassen ligger helt perfekt i den flotte produktion, der til tider fremstår som en massiv mur af infernalsk lyd. Komplet med masser af solid spade.
Hvis man ikke kan headbange sin nakke af led til “It All Comes Back to Me Now” (nej, det er ikke et cover af Celine Dion), må man betragtes død indvendig. Her er klart tale om pladens stærkeste nummer, men pas på med at høre det i bilen. Du kan ikke moshe bag rattet og samtidig holde øje med trafikken. “Infamy” samler på stærk vis alt, hvad der var fedt ved svensk death metal for 30 år siden, mens “Legacy of the Forgotten” gør det samme, men faktisk endnu stærkere. Foretrækker man sin svenskerdød med fede melodiske hooks, varieret dynamik og tonstunge riffs, er det dette nummer, man skal gå efter. Stærke sager, og her burde pladen så nok også have sluttet. Rosinen i pølseenden, “Mesmerize”, falder nemlig markant ud af den store sammenhæng, da den mest af alt lyder som teknisk showoff og stiløvelse og knap så meget som et decideret nummer, der kunne binde sløjfen på en ellers ganske fin plade. Smadderærgerligt, da plader som denne bør slutte med en solid mavepuster og ikke et lille fesent rap over nallerne.
Mission accomplished
The Bastard rammer umiddelbart målskiven præcis der, hvor Thorium havde tænkt. Det lyder vitterligt som et album, man kunne have købt i metal-afdelingen i Fona i 1997. Det er klassisk skandinavisk death metal uden den helt store variation eller opfindsomhed, dog med enkelte numre, der er rigtig solide og tåler mange genhør.
Er man fan af Thorium og genren i al almindelighed, går man ikke galt i byen med The Bastard. Men når vi om yderligere 30 år ser tilbage på genrens allerbedste og mest toneangivende udgivelser, bliver der næppe snakket ret meget om den.
