Tiende gang er lykkens gang?
Det amerikanske heavy metal-band Five Finger Death Punch (FFDP) er tilbage – og her tror jeg, at lytterskaren er splittet i, om det nu er en god idé. Den ene halvdel kigger tilbage på de to sidste album og tænker: Stop nu bare. Den anden halvdel sværger til, at de aldrig har lyttet til bandet. Men stoppet er de ikke, da Las Vegas-bandet netop har udgivet sit tiende studiealbum, Legacy, som forhåbentlig løfter niveauet fra de to seneste album – selvom der ikke skal ret meget til. Heavymetal.dk har tidligere anmeldt skiver fra bandet, og sjældent er det lykkedes dem at slippe af sted med en hæderlig bedømmelse. Det seneste album, Afterlife, fik meget uimponerende to skaller, mens forgængeren, F8, fik sneget sig op på tre skaller.
Bandets navn, som ofte bliver lettere karikeret i metal-miljøet, er inspireret fra filmenes verden, hvor der refereres til det fiktive ‘Five-Point-Palm-Exploding-Heart-Technique’, som blev gjort verdenskendt i forbindelse med Tarantinos Kill Bill: Vol. 2. Men hvor Kill Bill: Vol. 2 formåede at vinde kritikernes hjerter i næsten samme grad som nummer et, så er spørgsmålet, om Moodys tredje forsøg som ædru musiker – efter hans korte flirt med døden i 2019 – kan finde noget af den specialsauce, der gjorde bandet populært i sin tid.
Formel-rock på autopilot
Da FFDP løftede sløret for de første singler, "De Oppresso Liber" og "Eye of the Storm", var der ellers et spædt håb om, at bandet var vendt tilbage til den rå energi og tunge pondus fra deres tidligere udgivelser. Desværre viser Legacy sig hurtigt at være en illusion. Selvom skiven overrasker ved at være bandets hidtil korteste, koger helheden hurtigt over i en overvældende monotoni. Man fanger hurtigt sig selv i at tjekke, om afspilleren ved en fejl er sprunget over på et af deres ældre udgivelser, for formlen følges så slavisk og forudsigeligt, at den musikalske spænding fordufter, længe inden pladen er nået til vejs ende.
Lytteren føres endnu en gang igennem den velkendte FFDP-skabelon af tough guy-lyrik, repetitive guitarer og fællessang-venlige omkvæd skræddersyet til arenaer. Hvor et nummer som "Shelter" bringer en klædelig reminiscens af ældre hits som "Jekyll & Hyde", og "Jokes On Me" byder på en smule mere rytmisk variation, trækkes helhedsindtrykket ned af ekstremt ordinære og safe bet-skæringer. Vi skal både igennem pligt-balladen "In Time", det monotone "Nails in the Coffin" helt uden reel forløsning og den småkitschede "Everybody Lies", hvor et børnekor i omkvædet får lytteren til at krumme tæer i ren og skær tackyness. Det føles undervejs mere end én gang, som om nøjagtig det samme omkvæd blot er blevet genbrugt fra sang til sang.
Det er nemt at ‘hate’ på FFDP, men de gør det alligevel ikke helt nemt for os anmeldere bare at afskrive dem. Bandmedlemmerne er ubestrideligt dygtige instrumentalister, og Ivan Moodys vokal komplementerer fortsat det voluminøse lydbillede, bandet har perfektioneret gennem to årtier. Men netop derfor undrer det så meget mere, at de vælger at spille det hele så sikkert. Følelsen af at man blot har fodret en tilfældig AI-tjeneste med hele bandets bagkatalog og bedt den spytte noget ud, der minder om nye tekster, er svær at ryste af sig.
Fire års ventetid på intet nyt
Hvorfor det har taget bandet hele fire år at komme frem til et så uoriginalt resultat, står tilbage som et mysterium. Dovenskaben understreges yderligere af det visuelle udtryk; at et band med så mange penge i ryggen vælger at præsentere fans og lyttere for et grimt, AI-genereret cover i stedet for at hyre en rigtig kunstner, er næsten opgivende.
Hvis man i forvejen er dedikeret fan af FFDP, er Legacy præcis det velkendte og trygge stof, man gerne vil have mere af. Men for alle os andre efterlader albummet et indtryk af et band, der tomgangskører på genbrugte ideer, og som næppe kommer til at vinde en eneste ny tilhænger i denne omgang.
