August, august, august og … juni?

I 2026 bryder Osees vanen med den årlige udgivelse i august, for Off Course var allerede ude i juni. Det er deres 30. album og falder i kølvandet på sidste års eminente Abomination Revealed at Last. Forårets oversete marts-EP Cara Maluco ser vi bort fra; dog kan vi konkludere, at kvintetten har haft vanvittigt travlt – også selvom EP’en primært består af restmateriale. Imponerende er Cara Maluco ikke, og man fik den tanke, at Osees måske ikke ville levere varen til august.

Det gør de så ikke til august, for ’varen’ kom i juni. Men leverer de på andre parametre, og kan de leve op til mesterværket?

Jam, jam, jam

Osees har altid været modsætningen til det forudsigelige. Ekstremt produktive, med skiftende konstellationer rent instrumentalt. De sidste mange år har de haft to trommeslagere. De er svære at hegne ind, enhver genrefacists store hovedpine, men Off Course er dog ikke så langt fra kursen, som titlen kunne tyde på. Allerede titelnummerets indledende toner tager tidsmaskinen små tyve år tilbage til album som Mutilator Defeated at Last, Orc og Smote Reverser, Osees psykedeliske periode. Det var til at forudse, at der ville komme et skift, at Cara Maluco var den sidste oprydning i punkernes garage, men jammeriet på Off Course kommer alligevel som noget nyt. Titelnummeret er det eneste, der har en stringent sangstruktur, lettere progrocket, noget, det efterfølgende jam, ”Hecate’s Reflection Is a Trick”, effektivt afliver som retningsvisende for albummet. Her ligger en skaldet lille basgang fundamentet, så resten af bandet kan slå sig løs og eksperimentere med dynamik, intensitet og riffs, og resultatet er ren syre. Det er ikke improvisation, som det sker i jazz, men derimod leg med følelsen i nuet. ”The Trick” jammer videre i samme spor, men lykkes slet ikke med sit trick. Dwyer har udtalt, at de jammede og jammede og jammede – ja tak, det kan man sågu godt mærke. Indimellem slår det gnister, andre gange skærer man tænder.

Jam kan være dræbende på en indspilning, men Osees redder den nogenlunde hjem som eksperter i at underholde på egne præmisser. Selv gentagelser udføres med en fornyende skævhed, og derfor kan de frembringe den kvæstede semidiskco i ”Syringe”. Her har Dwyer og Dolas klonet deres keyboard, så det lyder som en amputeret xylonfonbastard. Desværre er nummeret så kort, at det bliver en parentes i den store sammenhæng. Til at slutte af er for ”The Brute on His Knees” bygget omkring orgelriffet fra Procol Harums ”Whiter Shade of Pale”. Igen med et skævt vrid, en slags popsang, der netop ikke er det. Særheden understreges af Dwyer, der med en drukkenbolts ’lalalala’ runder sangen af. Det er et nummer, man enten elsker eller hader, der er stilistisk atypisk og slutter albummet af med et (passende) voldsomt kursskifte.

Lyt, lyt, lyt

Off Course er et album, der kommer vidt omkring, og for kendere vil det føles som en ny udgave af et par fantastiske og udtrådte gamle sko. Noget savnet med et tvist. Så svaret er, at Osees sandelig også leverer i 2026, dog uden at nå tidligere tiders psykedeliske højder. Punken er som sandblæst væk, desværre, der er ikke engang tilløb til punk eller til forgængerens eminente vildskab.

Om udgivelsesrytmen nu er sat ned til ti måneder, kommer sikkert an på, om næste skive også bliver en omgang jam. Personligt håber jeg på en lidt længere sangskrivningsperiode, bare et par måneder mere, og et mindre jammet album med solidt rodfæste i syrerocken. Det er dog en gang sludder, for uanset hvad Osees finder på, er jeg klar.

Hvordan retfærdiggør Roskilde Festival et program uden Osees?