Bedre sent end aldrig
Nej, du har ikke set forkert i din kalender, vi skriver ikke oktober 2020, men februar 2021. Men trods dette er det først nu, vi har modtaget Steel Infernos andet album, … And the Earth Stood Still. Men da vi skulle anmelde deres debut, gik der også halvandet år, efter det udkom, til vi fik det, så det er åbenbart sådan, Steel Inferno ruller. Det virker ikke superseriøst og emmer mest af alt af et hyggeprojekt for familiefædre, men pyt skidt, nu er vi her jo! Og albummets titel taget i betragtning, så kan det jo være lige meget, om vi skriver oktober eller februar.
Retrometal og kvindfolk
Stilistisk er … And the Earth Stood Still en perfekt opfølger til Aesthetics of Hate. Det er præcis samme formel, bandet følger, så hvis du mangler en saltvandsindsprøjtning af ren retrometal, så værsgo!
Tænk Judas Priest, Iron Maiden, Mercyful Fate og de første udgivelser fra alle thrashbands nogensinde, som fx Slayers Show No Mercy. Ergo er det ligegyldigt, om albummet er fra 2020 eller 2021, når det lige så godt kunne være fra 1983.
Der, hvor Steel Inferno dog skiller sig ud fra alle de førnævnte bands, er vokalen, som bliver leveret af Karen Collatz – eller rettere blev, da hun annoncerede sin exit halvvejs igennem releasekoncerten til … And the Earth Stood Still. Jeg kan umiddelbart ikke lige huske andre kvindelige vokalister i denne genre, så det er jo spændende nok. Det ville dog blive endnu bedre, hvis vokalen ikke var mixet så hysterisk, og det lyder vitterligt, som om Karen ligger under en dyne i et tilstødende lokale.
Især på de numre hvor hun også forsøger at synge lidt dybere, som ”Destination Unknown”, bliver det tydeligt, hvor skidt produceret og mixet vokalen er. Lidt bedre fungerer det dog, når hun synger de højere og lysere toner, men det bliver desværre aldrig rigtigt godt. Desværre er faktum blot, at Steel Inferno er absolut bedst, når der ingen vokal er – uanset om det er primær eller backing.
Heldigvis er det instrumentale pivgodt (med undtagelsen af den pinlige intro på ”Hunter”) og retro på en supercharmerende måde med tonsvis af guitarlir, der virkelig får en til at tænke på Denner/Shermann ogt King/Hanneman (fra før de mødte Rick Rubin). Bare tag introen på ”The Hype”, der stinker af ”Black Magic” fra Snow No Mercy.
Ud med det gamle, ind med det nye
Jeg var selv til den førnævnte releasekoncert, hvor Karen fortalte, at hun forlod bandet. Hendes erstatning er den purunge Chris Rostoff, og selvom koncerten ligger en del måneder tilbage, så husker jeg hans vokal og udstråling, som mindede ret meget om afdøde Paul Baloff fra Exodus – hvilket passer langt bedre til den musik, som Steel Inferno spiller. Det ændrer dog ikke på, at det ikke er hans vokal, der er på … And the Earth Stood Still – desværre. For en ordentlig vokalist (og en ordentlig vokalproduktion!) er præcis det, som Steel Inferno mangler for virkelig at ramme målskiven.
Ergo er jeg spændt på at høre, hvordan deres næste og tredje udspil vil lyde, og ligeledes er jeg spændt på at se, hvor lang tid der så går efter udgivelsesdatoen, til vi får det i ørene.
