Elysion - Identity

Identity

· Udkom

Type:Album
Genrer:Alternativ metal, Symfonisk metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Jeg plejede at være ubeslutsom, men nu er jeg ikke helt sikker!?

Halloween er netop overstået, og hold da op, hvor jeg elsker den højtid. Den perfekte kombination af uhygge og smil. Vi forsøgte at forvandle vores hus til en gotisk katedral, men projektet endte miserabelt. Dels fordi min kone hørte det som erotisk katedral og kategorisk nægtede at deltage, dels fordi vores hus er omtrent på størrelse med pandekagehuset fra Hans og Grete. Det fik mig dog til at mindes Elysions album Bring Out Your Dead fra 2023, hvis morbide cover står i skærende kontrast til den alternative metal, de spiller. På trods af at have eksisteret siden 2006 er det græske band først nu klar med sit fjerde fuldlængdealbum, Identity. Sidst vi anmeldte bandet, var tilbage i 2014, og her var det især forsanger Christiana Hatzimihalis vokal, der løb med opmærksomheden. Vi kvitterede med otte kranier. Spørgsmålet er så bare, om Elysion også kan høste mange kranier kort tid efter Halloween, eller om de allerede ligger gemt væk i en pose oppe på loftet.

En smuk stemme i et musikalsk venteværelse

Det er svært at beskrive Elysions lyd uden at komme til at lyde kritisk. Jeg vil ikke påstå, at bandet mangler en identitet, men de mangler i hvert fald noget unikt. Forestil dig en lidt mere symfonisk version af Evanescence, så er vi ikke langt fra. Christiana Hatzimihalis vokal er naturligvis forsat det helt store trækplaster, og allerede på det fængende åbningsnummer ”Do or Die” får hun demonstreret sine evner. Hun står stærkt i mellemlejet, men imponerer især når hun bevæger sig op i de højere tonearter. Musikken bag Hatzimihalis er dog oftest så afdæmpet, at den ikke formår at matche hendes vokale overskud. Der mangler ganske enkelt noget følelsesmæssig tynge og dramatik. Forestil jer Jan Gintberg optræde uden en eneste mine eller antydning af mimik. På ingen måde lige så underholdende. Sådan har jeg det også med Elysion. De er dygtige, Christiana Hatzimihalis vokal er god, men de udfordrer hverken dem selv, genren eller lytteren.

Identity er derfor ikke helt så stærk en skive som Bring Out Your Dead fra 2023, som jeg ellers har hørt en del. Det virkede mere sammenhængende og havde flere gode syng-med-omkvæd. Generelt savner albummet de helt store øjeblikke, hvor musikken for alvor løfter sig og sætter sig fast. Et af pladens bedste numre er ”Dead Lovers”, som åbner med en asymmetrisk kombination af keyboards, inden en tung baslinje tager styringen i verset. Se, det kan vi lide! Men netop som sangen virker klar til at bygge videre på sin identitet, træder den på bremsen. Det er en tilbagevende svaghed på Identity.

På ”Harvest” forsøger Elysion, i samarbejde med Sakis Tolis (Rotting Christ), at skrue op for aggressiviteten, men resultatet er desværre ganske tamt. Grækeren får aldrig mulighed for at udnytte sit enorme potentiale, og hans bidrag føles mest af alt som et påklistret forsøg på at få ekstra råstyrke. Samarbejdet virker derfor unødvendigt. Lidt som at invitere en slagter med til en grillfest for derefter kun at servere agurkesalat og gulerodsstænger.

Kranierne bliver i skuffen denne Halloween

Identity er en udmærket skive, der først og fremmest fungerer som udstillingsvindue for Christiana Hatzimihalis imponerende vokal. Desværre får instrumenterne omkring hende sjældent samme opmærksomhed, hvis vi ser bort fra et riff eller to. Elysion leverer et klassisk eksempel på moderne alternativt metal, som bestemt vil falde i god jord hos genrens fans, der blot vil have mere af det samme. Men som en, der genre vil udfordres, savner jeg netop udfordring.

Tracklist

  1. Do Or Die
  2. Guardian Angel
  3. Dead Lovers
  4. The Last Ride
  5. Declaration Of Darkness
  6. Phoenix
  7. Gravity
  8. Harvest
  9. Moment In Time
  10. Broken
  11. Nighttime Whispers