Svedig amerikansk nu-metalcore
Afterlife er et metalcoreband fra den forfærdeligt fugtige folkepensioniststat Florida. Det ville dog være synd at sige, at gruppen spiller musik til den aldrende lokalbefolkning. I stedet – med kærlighedsbarnet mellem metalcore og nu-metal kaldet ‘nu-metalcore’ – kombineres der aggressivitet fra nu-metal med elektroniske elementer fra den moderne metalcore. Ydermere er bandet ikke bleg for at smide et par hiphopbars ind i mixet og krydre hele blandingen med catchy omkvæd, der sidder irriterende godt fast i hjernebarken. Bandet har tidligere udgivet to album, senest Part of Me i 2021, som blev modtaget positivt, men aldrig fik bandet sat på det internationale metalcoreverdenskort. Fem år senere, med et nyt pladeselskab, Mascot Records, i ryggen, er The Pain That Shapes Us muligvis det album, der for alvor kan sparke døren ind til de større scener.
Malfoy-core
Albummet starter som lyn og torden med "A Thousand Warnings". Et tungt, melodisk riff skyder festen i gang og bliver perfekt komplementeret af en aggressiv, skreget vokal fra frontmand Tyler Levenson. Metalcorestilen bliver cementeret, da tempoet falder en smule i broen, og en clean vokal bygger sangen op. Levensons vokal sidder lige i skabet på det meste af skiven. Som en lille fun fact foreslår jeg en lighed mellem Levenson og Draco Malfoy fra Harry Potter. Det er en helt ideel måde at starte et metalcorealbum på: fyldt med masser af energi, aggressivitet og stærke melodier.
Den lækre guitarlyd fortsætter ufortrødent og står som et af pladens absolut største højdepunkter. Lyden er både tung og melodiøs, og den lægger sig dejligt langt fremme i lydbilledet. Den moderne metalcoretilgang bliver ført videre på numre som "Bad Habits", hvor et elektronisk beat og computergenererede bagstykker sætter stemningen. Også på "Bleed You Dry" leverer bandet et rent fuldsmaddernummer, hvor de elektroniske elementer smelter super fornemt sammen med den rå instrumentale kraft.
Med 12 skæringer, der sjældent varer mere end godt tre minutter, holder pladen et stramt fokus og går straight to the point uden overflødigt fyld. Albummet indeholder dog visse udsving. "Vertigo" byder på et vers, der føles anonymt og desværre signalerer, at kadencen måske falder en smule midtvejs. I samme boldgade finder vi "Empty", hvor vokalen er rå, men blødere, og guitaren træder et skridt tilbage for at lade vokalen dominere. Den rene vokal lyder utvivlsomt godt, men her risikerer bandet desværre at drukne lidt i mængden og lyde som så mange andre moderne metalcorebands.
Heldigvis finder bandet hurtigt det sure og hårde udtryk frem igen. "Sick of It" indeholder et temmelig rasende breakdown, hvor frontmandens vokal lyder, som om han gemmer på endnu mere ondskab, end vi ellers bliver præsenteret for. Man må også tage hatten af for albummets helt store uventede ørehænger, "More to Life". Den sætter sig så ulideligt fast i hjernen, at man går rundt og nynner ‘there has got to be more to life’ – hvilket jeg skal hilse og sige, kan skabe et tvivlsomt blik fra chefen på arbejdet.
Malfoy er bedst, når han er ond
Afterlife disker op med et rigtig fint metalcorealbum. Vi får ikke nødvendigvis genren opfundet på ny, men næsten alle numre på skiven leverer en stærk indsats med masser af energi, melodi og uforbeholdent raseri. De tunge breakdowns kilder alle de rigtige steder, mens den moderne, melankolske side af bandet desværre læner sig op ad det generiske. Er man til bands som Cane Hill, Until I Wake og I Prevail, så vil man helt sikkert kunne lide The Pain That Shapes Us.