Den uhellige treenighed

Ordet Trinitas kommer fra latin og betyder ‘trehed’. For nogle kan det trække konnotationer til noget kirkeligt eller religiøst, men for Nova Spei, der i øvrigt betyder ‘nyt håb’, betyder Trinitas album nummer tre. Gruppen startede i 2012 i Quebec og har efter sidste udgivelse i 2021 føjet Emmanuelle Desbiens-Dubois til staben som forsanger. Gennem deres promovering sammenlignes de med Jinjer, Architects, Meshuggah og Make Them Suffer, bare på fransk. Mine forventninger skydes straks til vejrs, men efter et par gennemlytninger kan jeg spolere det på forhånd: Nova Spei når ingen af de førnævnte bands til sokkeholderne.

Tunge grooves og visne vokaler

Albummet starter egentlig med en fængende intro, der sætter gode rammer for albummet og dets tematik. Det glansbillede bliver dog ødelagt cirka fem sekunder inde i “Renaissance” af en mestendels uinspirerende guitarintro blandet med rå, grå og kedelige vokaler leveret af bassist Nicolas Dumais-Brouillette og Desbiens-Dubois. Således fortsætter pladen minut efter minut og nummer efter nummer.

Musikalsk fungerer det meste af albummet. Bandet spiller tæt og godt, og især rytmesektionen er dygtig. Selvom der er stykker, der er let forglemmelige, er der andre, hvor det spiller, som for eksempel på intronummeret, “Trinitas”, der fremstår som et sikkert højdepunkt for albummet. Breakdowns har de sure canadiere også godt styr på, og på “Hypnose Collective” og “Enterre Vivant” viser de, at de godt ved, hvordan man får båden til at gynge, så at sige.

Den største torn i øjet på dette album er ubestridt vokalerne. Gang på gang får vi dem leveret skiftevis af de to forsangere i en form for råbe-skrige-kamp, der måske havde passet bedre til noget ungt, råt og punket end til poleret groove. Derudover er der næsten ingen intonation eller følelse i vokalerne, og man fristes til at tro, at det hele er sunget til en metronom, før noget af musikken var optaget. De lægger sig som olie på vand over hele albummet og fordærver en ellers fin skive. Det er ærgerligt, for når skønsangen kommer i front som i omkvædet på “Vautours”, overrasker Emmanuelle med pæne og kompetente vokaler. Hvis bare det havde været sådan hele vejen igennem.

Fra ‘nyt håb’ til ‘prøv igen’

Trinitas er musikalsk en hård, groovy plade, men den har gevaldige mangler i vokalafdelingen. Der mangler både intonation og følelser i de tomme råb, som trækker pladen helt ned på fire kranier. Når Emmanuelle endelig får lov at synge, står det samtidig klart, hvor meget større pladen havde været med mere af den slags vokal. Nuvel –  det er sikkert udmærket musik at drikke sig fuld og løbe i circle pit til, men for nydelsens skyld er det en ommer.