105 måneder i kryostase
Scar Symmetry har været en fast bestanddel af Sveriges melodiske dødsscene siden undfangelsen tilbage i 2004. Grundet løbende udskiftninger i gruppens line-up er trommeslager Henrik Ohlsson og bandledende guitarist Per Nilsson dog eneste tilbageværende medlemmer fra den originale besætning. Med et efterhånden omfangsrigt bagkatalog in mente kunne man kunne let foranlediges til at tro, at Scar Symmetry, ikke ulig store dele af den øvrige underholdningsindustri, også har været plaget af pandemiens efterdønninger. De 3.171 dage, 453 uger, 105 måneder … eller slet og ret 9 års kryostase mellem udgivelsen The Singularity (Phase II: Xenotaph) og forgængeren The Singularity (Phase I - Neohumanity) står i hvert fald i skærende kontrast til perioden 2005-2014, hvor svenskerne formåede at producere ikke mindre end seks studiealbum i fuld længde. COVID-19 udgør i mellemtiden kun en lille flig af forklaringen. Efter 13 år i Scar Symmetry følte Nilsson tilbage i 2017 ganske enkelt behov for luftforandring. Som naturlig konsekvens heraf valgte han i perioden 2017-2021 at stille sig til rådighed på fuld tid som liveguitarist for landsmændene i Meshuggah. Det var også i 2017, han trådte ind som guitarist for power metal-gruppen Nocturnal Rites, hvor han sideløbende med sit virke i Scar Symmetry stadig er at finde. Scar Symmetry selv er tilbage i folden hos Nuclear Blast, og Phase II: Xenotaph markerer det længe ventede andet kapitel i den planlagte trilogi om kvintettens dystopiske fremtidsvision.
Deus Ex Machina
‘Behind the curtains that divide / Leading the masses to apparent light / Thoughts of concern never return / the altergeist instated’…
‘Guided to the catacombs / By a coming race / From scanning satellites / We're guided out of sight / As furious shapes emerge / Discovered targets die’. Med lyriske strofer som henholdsvis omkvædet på “Chrononautilus" samt de knap så subtile verselinjer fra “Scorched Quadrant” tegner Phase II: Xenotaph i tråd med sin forgænger et mildt sagt ildevarslende portræt af en knap så fjern fremtid, hvor menneskets manipulation af kunstig intelligens har kultiveret en selvbevidst, neo-human race. Hvor homo sapiens ikke længere er den dominerende art på planeten, men i stedet må kæmpe en ulige kamp for overlevelse.
Kontrasten mellem albummets to leadsingler giver samtidig et meget nøjagtigt billede af, hvad der fungerer - men udstiller også de mere dysfunktionelle elementer - på svenskernes syvende skive. Abrupte, forcerede overgange mellem Lars Palmqvists clean vocal og Roberth Karlssons growl på “Chrononautilus” vidner om et mix, der fra start af ikke står helt i vater. Indtrykket understøttes af den flade produktion af Palmqvists fraseringer, der mest af alt minder om en affekteret udgave af Nils Molin (Amaranthe, Dynazty). Derimod fremstår “Scorched Quadrant” som førstnævntes diametrale modsætning. Her er Palmqvists vokal væsentlig bedre afstemt, og de klassiske ’melodic swedeath-grooves’ sætter stemningen for den dragende skræmmepropaganda, vi kender fra blandt andet Terminator-universet, Stanley Kubricks ’Rumrejsen 2001’ og ikke mindst sci-fi thrilleren ’Ex Machina’. Her vil jeg gerne slå et slag for den vedlagte video, der illustrerer dette til fulde.
Phase II: Xenotaph er et reflekterende værk med utrolig meget på sinde – fuldt forståeligt, når man tager de komplekse og ikke mindst dybt kontroversielle tematikker i betragtning. Det bliver desværre ofte en noget diffus oplevelse, hvor elementernes rasen medfører utilsigtet slagside. Af samme årsag fremstår de mere vokaldrevne indslag ”Hyperborean Plains” og ”Gridworm” også som kærkomne brud i de tætvævede lydmønstre. Her træder guitarharmonierne og den energiske dobbeltpedal lidt længere frem, mens keyboardet tilsvarende nedtones. Vokalt befinder vi os i et leje mellem Björn Strid og Mikkel Sandager, og generelt henvender melodierne sig netop til fans af Mercenary og Soilwork, som vi husker dem fra midten af 00’erne.
Asymmetrisk evolution
Andet kapitel i svenskernes fortælling om teknologiens singularitet (red.: det øjeblik, hvor kunstig intelligens overgår den menneskelige intelligens) er et værk af høj kompleksitet, hvor helhedsindtrykket indimellem bliver ofret på narrativernes alter. Produktionen er langt hen ad vejen ganske glimrende, hvorimod mixet ikke for alvor formår at håndtere de mange kompositoriske delelementer. Phase II: Xenotaph fungerer således bedst, når eksempelvis de stort anlagte keyboardflader for en gangs skyld træder lidt i baggrunden og i steder skaber rum for de harmoniske riffs, de energiske ‘blasts’ og ikke mindst den vellydende vokalduet. Hvorvidt det asymmetriske udtryk bringes med ind på de skrå brædder, får danske fans af Nilssons udvalgte selv fornøjelsen af at vurdere, når Scar Symmetry sammen med Hatesphere og Angstskrig byder op til dans på årets udgave af Køge Metal Festival - svenskernes første koncert på dansk grund i 14 år!
