Scar Symmetry - The Singularity (Phase I - Neohumanity)

The Singularity (Phase I - Neohumanity)

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nyt melodisk udspil fra svenske Scar Symmetry

Introduktion

Scar Symmetry har været utrolig aktive i de 10 år, de efterhånden har eksisteret, og er da også endt med at blive et ganske stort navn på den svenske dødsmetalscene – dog i den mere melodiske ende. Her i løbet af 2014 har de udgivet to singler: "Limits to Infinity" samt "Cryonic Harvest", og er nu endelig aktuelle med hele det nye album, hvorpå de to singler naturligvis også er at finde – nemlig The Singularity (Phase I – Neohumanity).

Gennemgang

Det overordnede tema på The Singularity (Phase I – Neohumanity) omhandler, hvilket titlen også indikerer, en fremtidsverden hvor en ny, teknologisk version af menneskeheden er blevet en trussel. Som det beskrives i det ildevarslende intronummer “The Shape of Things to Come": Birth of the Neohuman race, coming our way. At their birth, will we become as tears in the rain, lost in the void?. Personligt er jeg ganske begejstret for temaet, da det både er forholdsvis unikt og ligeledes utrolig gennemført fra Scar Symmetrys side.

"Neohuman", der efterfølger intronummeret, er enormt melodisk og catchy, hvilket egentlig er adjektiver der meget vel beskriver samtlige otte numre på albummet. Ligesom den ene af siglerne, "Limits to Infinity", er musikken ligeledes så munter, at det grænser op til at være provokerende – i hvert fald er temaet og tekstuniverset meget ondere end den musikalske fremførelse. Helheden ødelægges dog heldigvis ikke.

Til gengæld er The Singularity (Phase I – Neohumanity) utrolig nemt at lytte til – om det er positivt eller negativt, må det være op til den enkelte at bedømme. Musikken kunne godt trænge til lidt kant – eller en hel masse af det. Man bliver på ingen måde udfordret som lytter, hvilket jeg savner. Hvis det var tilfældet, ville dette album være fuldkommen genialt. Tager man death metal-brillerne på, roder Scar Symmetry også rundt lige på grænsen mellem melodisk death og melodisk, episk og udefinerbar metal. Dermed ikke sagt at det er dårligt, for det er bestemt ikke tilfældet. Dog synes jeg at Scar Symmetry efterhånden er blevet lydmæssigt lidt for mainstream - de er blevet sådan noget af det man kan forvente bliver booket til Copenhell.

Konklusion

The Singularity (Phase I – Neohumanity) er meget lyttervenligt, grænsende til at være en smule kedeligt – men meget vellavet, gennemført og tematisk interessant. Hvis man som lytter finder temaet spændende, kan jeg ligeledes anbefale I Spit Ashes album Inhaling Blackness… Reflecting Light" fra 2012.

Herunder kan du høre – og læse med på – “Limits to Infinity", et af de numre der udkom som en single tidligere på året.

Tracklist

  1. The Shape of Things to Come
  2. Neohuman
  3. Limits to Infinity
  4. Cryonic Harvest
  5. The Spiral Timeshift
  6. Children of the Integrated Circuit
  7. Neuromancers
  8. Technocalyptic Cybergeddon