House of a 1000 remakes
Med høj cigarføring, cowboyhatten skubbet op i panden og knastørre, utøjsbefængte dreads: Rob Zombie er tilbage. Kongen af hellbillyrock kan åbenbart hverken holde sig tilbage fra at skabe nye film i House Of A 1000 Corpses-serien eller komponere nye sange, som kunne være soundtracks til hans degenererede horrorhistorier. Robert Bartleh Cummings, aka Rob Zombie, har været aktiv siden 90’erne og viser ingen tegn på at gå på pension. Spørgsmålet er så, om hans nyeste dyrkning af arven fra The Satanic Panic-tiden vil udforme sig som endnu en afdanket gyser-sequel eller revolutionere horrorrocken, ligesom hans Halloween-remake gjorde det med slashergenren.
Sulten zombie på hjernejagt
Uhyggeligt kimende kirkeklokker sætter scenen for en snasket slasher på åbningsnummeret, “F.T.W.84”. Zombien er tilbage, og den er sulten efter at mæske sig i hjernemasse. Rob Zombie har på dette nummer genvundet sin hårdhed, hvilket sender minderne mod albummer som Hellbilly Deluxe. Temposkiftene med de indlagte samples gør, at sangen fremstår med Rob Zombies rendyrkede præg. Samtidig er den ikke blot en gentagelse af en lang karriere inden for perverteret hillbillyhorror, men emmer af genvunden energi og spilleglæde. Det højere tempo og den mørkere tone virker forfriskende, og sange som denne ville gøre underværker, hvis man spillede dem over bilradioen i sin Dragula med fuld fart i overhalingsbanen. Desværre er der ikke nok benzin i tanken til at holde fremdriften kørende. Vi er hurtigt tilbage i horrorponyens velbevandrede travbane med eksempelvis “Tarantula” og “Black Rat Coffin”. Det er ingenlunde dårligt, selvom man har hørt det mange gange før – Zombie har fundet en velfungerende opskrift på hits og følger den til punkt og prikke. Rendyrkede fans af den afdankede horrorstodder vil derfor være særdeles veltilfredse med denne udgivelse. Numre som “Heathen Days” skal nok få de deforme, degenererede dansemus op af stolene til en monstrøs monster mash. Den udkom en del tid inden albummets udgivelse, og jeg har allerede indstuderet teksten, fordi den er så fængende. Sangen minder umiskendeligt om “American Witch”, som også er et glimrende nummer. Det ville dog have været kærkomment, hvis Zombie turde at bevæge sig ud i nye, musikalske svinkeærinder, der kunne have været befordrende for kreativiteten. Omvendt viser numre som “Sir Lord Acid Wolfman”, hvorfor han netop ikke burde gøre dette, for sangen skorter både på energi, fremdrift og tyngde. Den er således et af lavpunkterne på et ellers relativt veleksekveret album. Vi er dog hurtigt tilbage i det velkendte zombieterræn. Ligesom man efterhånden ikke kan blive overrasket over, at Rob Zombie caster sin kone til at spille nøgen i alle sine film, er der meget få overraskelser på albummet. Sange som “Revolution Motherfuckers” fremstår ligesom stumpebukser en anelse for korte, og Zombie bør generelt arbejde på sin stamina, så han kan holde lidt længere, da mange af sangene fremstår antiklimaktiske.
Provinspizza og horrorfilm
Nogle gange har man bare lyst til den mest snaskede provinspizza, som søber papbakken i olie. Er det et kulinarisk nybrud af astronomiske gourmetstandarder inden for gastronomien? Nej. Men den mætter både sjælen og hjertet, og ligeså med Rob Zombies musik. Manden har komponeret de samme sange i over 20 år, men han rammer stadig plet, når det gælder festmusik for samfundets utilpassede monstrøsiteter. Zombie laver fede riffs og hooks, men vi havde ikke behøvet at høre dem 50 gange efter hinanden. Inspirationen fra eksempelvis Magical Mystery Tour af The Beatles er igen tydelig, og selvom det i sig selv er interessant nok, så kunne Rob Zombie ligesom de fleste 68’er-hippier godt bruge en opdatering på verdenssituationen. Jeg er sikker på, at nogen kan kreere en forførende stripteaserutine til albummets sange, men hvis man savner musikalsk udfordrende kompositioner, skal man lede andetsteds.
