Historien kort

Sacriversum stammer fra Lodz i Polen og har en længere karriere bag sig. Deres debut, The Shadow of the Golden Fire, udkom i 1994, og siden da har bandet udgivet fire fuldspillere, den sidste i 2005. Inden dette album er der med andre ord en temmelig lang inaktiv periode.

Der er heller ikke en lige linje i udgivelserne, og på nuværende tidspunkt er det faktisk kun debutskiven, som også blev genudgivet i 2024, og den nye Before the Birth of Light, der er tilgængelige på de mest anvendte streaming-tjenester. Årsagen kan findes i besætningen såvel som i genren.

Det nuværende udtryk lægger sig mest op ad dødsmetal/progressiv dødsmetal med thrashede elementer, mens de mellemliggende udgivelser dels var mere atmosfærisk goth-metal med proggede elementer, dels med en kvindelig forsanger. Skiverne kan sagtens findes, men det kræver eksempelvis søgning på YouTube, og bandet har selv udtalt, at de vender tilbage til det udgangspunkt, der var i debuten.

Og det gør de så i et selvvalgt vikingetema som metafor for egne liv og ståsteder i verden.

I hvilken havn lægger vi fra?

Desværre starter lytteoplevelsen af Before the Birth of Light med en absolut ligegyldig intro. Der er intet i den, der ikke kunne udelades. Den bliver heldigvis hurtigt fulgt op af et tempofyldt riff på første nummer, ”We're Storming Through The Night”. Og derefter: hammondorgel.

Et andet element, der peger tilbage mod debuten, er keyboardspiller Krzysztof 'Baran' Baranowicz, som kun var med på den første skive og nu er tilbage. Med sin lyd. Jeg når dog ikke rigtig at tage stilling til overraskelsen, før bassist og forsanger Remigiusz 'Remo' Mielczarek byder ind med growl – og så har vi egentlig lagt fra land. Med en spøjs kombination af dødsmetal a la Pestilence iblandet Deep Purple-agtigt orgel, som det eksempelvis lyder på ”Highway Star”, og så et generisk vikingetogtsrefræn i det tekstuelle univers.

Det får point for at være unikt hos mig – men det har også slået en tone an, jeg ikke rigtig kan finde ud af, hvad er.

Jeg skal dog ikke langt i lytningen, før de interesserede ører skiftes ud med irritation over, at lydbillederne oftere lader til at kuldsejle end at ride på toppen af bølgen. Det afgøres af, hvor fremtrædende keyboardet er. Og om der er hammondeffekt på. På ”Golden Lights Of Valhalla” er lyden som et flygel, hvilket nærmere virker som endnu en mast på skibet end et anker på havbunden. Fremdrift, tak. Desuden byder 'Remo' Mielczarek også ind med skrig i stedet for decideret growl, hvilket også passer det samlede udtryk bedre.

Årsagen til irritationen bliver endegyldigt tydeliggjort på ”We Die, We Fly”, hvor guitar og orgel lægger ud simultant. Det kan måske lyde som en god kombination, men orglets flydende lyd og guitarens stringente riff klæder hinanden som chili og jordbæris, og det er først, da rytmesektion kommer på, at strukturen træder frem. Selve nummeret fremtræder i øvrigt som det eneste, der ikke tager vikinge-temaet til sig. Til gengæld er der en hel del fine breaks, og selvom Jan 'Trocin' Traciński bag tønderne forsøger at hamre rytme- og tungmetal ind som taktslag til togtet, gør kontrasten til melodilinjen og specielt den mere flydende og meget fremtrædende orgellyd, at nummeret bliver en rodet affære.

Når det er sagt, er der også fine elementer på Before the Birth of Light. ”Chaotic Realm Of The Sea” fremstår med sit proggede udtryk, rytmeskift og fantasifuldhed som skivens kompositoriske højdepunkt, mens ”March Of The Giants” giver dybde og tyngde med sit hårde udtryk, om end nummeret også kunne være skåret en smule kortere. Det samme kan så sandelig siges om afslutningen med ”Chief Of The Fearless”, der ud over sit langsommere tempo er skivens længste skæring.Her når vikingerne tydeligvis dødvande, og med (endnu) en hammondorgel-solo grundsejler nummeret og dermed skiven for mig, på trods af at det lyder som et forsøg på en episk afslutning.

Hvor og hvordan ankommer togtet?

Before the Birth of Light er på ingen måde et sejrstogt, men det er heller ikke en fuldstændig dødssejler.

Der er bare hele tiden et eller andet, der ikke passer ind – noget, der tager opmærksomhed og giver et lille vrængen på næsen. I langt de fleste tilfælde er det orgelet, men det kunne i lige så høj grad være growlingen. Eller instrumentdynamikken – jeg har eksempelvis ikke nævnt bassen af en årsag – et sted træder den en smule i forgrunden rent lydmæssigt, men der går kort tid, før den er på den vante plads bagerst i galejen som næsten ligegyldig understøttende funktion.

Nogen vil måske synes, at lyden og instrumentvalgene er modige og nyskabende. Det er helt sikkert noget, som Sacriversum har ret meget for sig selv. I længden bliver orgelet/keyboardet for mig bare en hæmsko frem for en hestesko til at løfte musikken. Og dermed kan fans af blandingen af vikinger med hammondorgel og growl også få Sacriversum for sig selv. Velbekomme.