Off to Næver-næver-land!

Som titlen indikerer, så er albummet her ikke nyt. Faktisk udkom det allerede i 2023, der hed det bare The Seven Seals of the Apocalypse-(Revelation 5:7) i stedet. Jeg hørte albummet dengang og syntes egentlig, at det var ganske fjong, men af forskellige årsager fik jeg aldrig skrevet mere end et par ord om det. Så nu, hvor albummet er genudgivet i en pænere udgave, OG manden bag χ ξ ς', selveste Sakis Tolis, kommer forbi vore breddegrader lige om lidt med sit soloprojekt, som blandt andet inkluderer numre fra pladen her, jamen, så gav det jo pludselig mening at forfatte en strofe eller fem.

Man har både set og hørt det før

χ ξ ς' er Sakis Tolis’ andet soloprojekt, som han startede i 2023. Jeg kan så ikke helt forstå hvorfor, da det minder om både Rotting Christ og hans andet eponyme projekt, hvis debut jeg anmeldte i 2022. Jovist, der er da forskelle, men de er så små, at jeg ikke helt kan se eksistensberettigelsen i andet end Rotting Christ. Nå, pyt …

χ ξ ς' er den græske måde at skrive 666 på, og hvis man kan sine Rotting Christ-evergreens, så ved man, at det ikke er første gang, Sakis har benyttet sig af netop den talrække. Selv hvis man ikke vidste, at det var Tolis, der gemte sig bag bandnavnet, så ville man hurtigt tænke, at det da måtte være ham, for manden har en utroligt genkendelig stemme samt musikskrivestil.

Lang henad vejen lyder musikken på skiven her som noget, der nemt kunne have været på Rotting Christs nyere værker som Rituals, Heretics og sågar Pro Xristou. Med andre ord er det storladent og atmosfærisk black metal fyldt med diverse episke tilføjelser som kirkeklokker, korsang og højtlæsning af Johannes' Åbenbaring – det er naturligvis denne profeti, der danner rammen om albummet. Jeg tror efterhånden, at selv den mest antiteistiske metal-fan kan denne åbenbaring forfra og bagfra, for helledusseda, hvor er den blevet fortolket og brugt et utal af gange af metalbands. Den er selvfølgelig også rimelig heavy.

Det er Tolis selv, der har stået for at indspille alt på albummet med undtagelse af trommerne, som er programmeret og derfor digitale – og det kan man altså godt høre. De er ofte ret trælse, i og med at de enten er for høje, for hurtige eller generelt spiller på en måde, så det ikke helt passer til resten af musikken. Det er dog her, man skal være glad for, at det her er den genudgivne og derved remasterede version og ikke originalen, for der var trommerne direkte rædderlige at lytte til. Især på ”Seal 2-(Revelation 63-4)-the War on Earth”, hvor lilletrommen lød som en vred and, der marcherede rundt på en stak pandekager.

Uforløst epik

Overordnet set fejler albummet her ikke noget sådan konkret. Musikken er flot og særdeles imposant, og Tolis spiller og skriger fremragende. Dele af albummet tør da også være mere fremadstormende og hidsigt, end Rotting Christ selv har turde være det i lidt mere end 20 år efterhånden. Men det til trods, så er det ikke det mest spændende album nogensinde. Numrene er alt for lange, når man tænker på, hvad de helt reelt tilbyder lytteren, for meget af spilletiden bruges på at opbygge en grandios stemning, men forløsningen udebliver – derved kommer der aldrig et reelt klimaks på pladen. Så selvom Tolis er en fantastisk musiker og en levende legende, så viser han atter, at han ikke helt kan klare sig selv – han mangler brormand. Men ingen mand er jo en ø, som man siger.