It’s been 22 years
Tilbage i 2003 anede den gode Jake Superchi næppe, at han mange år efter primært ville være kendt for sin succes med Uada. Men før der var Uada, var der andre projekter. Det ene var Ceremonial Castings, som han styrede sammen med brormand Nick, inden det projekt løb ud i sandet … sådan da. Men der var også Serpent Lord – et band som aldrig udgav noget udover en split og to demoer for mere end 20 år siden.
Men nu, intet mindre end 22 år efter udgivelsen af demoen The Order of the Snake, er Serpent Lord simpelthen klar med en debutplade. Det spørgsmål, der derfor melder sig, er, om man virkelig kan mærke, at det her er en plade, der har stået og simret i lidt over to årtier, så det hele er kogt ind i en sådan grad, at det udelukkende er et bombastisk koncentrat, eller om det er brændt helt og aldeles på.
Kunsten at holde kedsomheden for døren
Nu kender jeg ikke Superchi personligt trods en enkelt samtale med manden. Men han slår mig som typen, der har svært ved at forholde sig – rent kreativt – i ro. Der skal helst ske noget hele tiden, om det så drejer sig om at lave ny musik, akustiske cover-plader eller finpudse og genudgive gamle sager. I forbindelse med at UADA for nylig aflyste hele sin 2026-tour, annoncerede de da også, at de ville begynde på at skrive deres næste skive – så ja, gryden skal åbenbart hele tiden holdes i kog.
Ligesom med Ceremonial Castings kan man i Serpent Lord godt høre de grundsten, der ville blive til Uada mange år efter. Selvom The Once Forgotten Ways of Old er en ny skive, så er samtlige seks numre nogen, som Superchi har gået og nørklet med siden de tidlige 00’ere. Musikken er derfor skrevet mere eller mindre samtidig med, at han og bror Nick gik og nørklede med netop Ceremonial Castings, og det kan man også godt høre, da de to bands bestemt har meget tilfælles. Det er grandios og melodisk black metal med elementer af den hedenske centraleuropæiske black metal, og det hele er krydret med de helt unikke riffs, som vi den dag i dag forbinder med Uada. Lyt bare til numrene ”Constrictor” samt selve titelnummeret, og så er I helt med på, hvad jeg mener.
Alternativt bør man helt klart lytte til albummets højdepunkt, ”A Pagan’s Spell”, som slet og ret er et megafedt nummer trods de underlige 'dyk' i musikken nu og da. Om det er bevidst eller en fejl i studiet, som ikke er blevet rettet, kan jeg simpelthen ikke lure.
Mit største problem med skiven her er dog ikke, hvor gammel musikken er. Næ, det er mere, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge det til. Serpent Lord får mig til at tænke på Noise fra Kanonenfiebers sideprojekter, Non Est Deus og Leiþa – ikke fordi de som sådan lyder ens, men fordi de alle er sideprojekter, der lader til primært at eksistere for at holde kedsomheden stangen. Jovist, The Once Forgotten Ways of Old er en udmærket plade, men trods sine mange kvaliteter er det bare noget, man langt henad vejen har hørt før. Hvilket måske ikke havde været et så stort problem, hvis ikke det var, fordi Superchi har brugt de sidste ti år på at vise os, at han faktisk – sammen med de andre fra Uada – kan lave musik, der er betydeligt mere speciel og unik end det her.
Serpent Lord ... Now, that's a name I haven't heard in a long time. A long time
Hvis ikke man kendte Serpent Lord i forvejen, så har man nok lidt svært ved at få armene helt op over debuten her. Selv de mest dedikerede fans har nok heller ikke haft de største forventninger til et projekt, der har ligget i koma i mere end 20 år. Jeg formoder næsten, at de har lydt som Obi-Wan Kenobi i A New Hope, da Luke Skywalker spørger ham, hvorvidt han kender … ja, sig selv vel. Derimod tænker jeg, at der sidder betydeligt flere UADA-fans derude, lettere utålmodige, og kigger på pladen her samt den ellers udmærkede Interwoven fra april og venter på en opfølger til Crepuscule Natura. Og ærligt talt, jeg tror egentlig også, at jeg sætter mig over til dem.
