At skue ridderen på rustningen

Det er efterhånden fire år siden, at der sidst udkom nyt fra kongerne af ridder-black, Véhémence. Jeg knuselskede Ordalies. Jeg udråbte den da også til at være min favorit-skive i 2022 og var så tæt på at give albummet absolut topkarakter. Derfor giver det sig selv, at jeg virkelig har set frem til at høre nyt fra den eklektiske duo igen – stor var min glæde samt begejstring, da den blev annonceret. Men lige så stor var min skuffelse, da jeg læste den alenlange promo-tekst. For albummet er ikke et reelt nyt album, men derimod en genfortolkning af debutpladen fra 2014, Assiégé. Det er altså en beslutning, der forekommer mig umådeligt doven og ikke synderligt kreativ, men nu skal man jo ikke skue ridderen på rustningen.

Ét skridt frem, to tilbage

Jeg skal dog hurtigt begynde med at understrege, at indtil jeg læste den massive mur af tekst vedrørende albummet, så anede jeg faktisk ikke, at bandets debut var netop Assiégé. Den fremgår ikke på andre streamingtjenester end Bandcamp og YouTube, og trods det at jeg har besøgt bandets metal-archives profil adskillige gange, så havde jeg aldrig set, at den stod opført derinde – helt klart min fejl. Derfor har jeg heller aldrig, altså indtil i forbindelse med anmeldelsen her, hørt albummet.

Men efter at have stiftet bekendtskab med debuten, kan jeg da godt forstå, at bandet ikke var helt tilfreds med resultatet. Siden da har de også skiftet sangeren B.R. ud med Léon ‘Hyvermor’ Guiselin, der udover at have sytten andre sideprojekter også styrer Antiq Label, der har udgivet al Vehéménces musik, siden han kom med ombord.

Det her er også det første album, bandet har udgivet, hvor trommerne ikke er lavet med en computer. Ydermere har de hyret Konstantin Korolev fra Passéisme ind som bassist. Alt dette gør da også, at Assiégé pour l'Eternité lyder tifold bedre end sin hengemte storebror – point for det. Men … trods rigtige musikere, bedre produktion, en bedre sanger og alt muligt andet lirumlarum, så ændrer det bare ikke på, at albummet her jo ikke er nyt, det er nærmere gammel vin på nye flasker. Jo, bevares, der er da tilføjet enkelte nye ting som en kort instrumental intro på titelnummeret, men trods store ord som 'genfortolkning', så er det altså ikke meget mere end det.

Men det havde nok ikke været et så stort problem, hvis ikke det var, fordi musikken slet ikke er på niveau med hverken Par le sang verse eller mesterværket Ordalies. Slet ikke! Man kan desværre godt høre, at bandet er trådt adskillige trin baglæns, og selvom jeg godt kan forstå, hvorfor de har gjort det, så ærgrer det mig virkelig. For pladen her er virkelig ét skridt frem, to tilbage, og jeg er ærlig talt hverken fan af artistisk stilstand eller tilbagegang. Det her album er trods finjusteringer simpelthen ikke repræsentativt for Véhémence anno 2026 – det er ikke engang repræsentativt for Véhémence anno 2022! Det her er knap nok ægte ridder-black, det er meget tættere på forholdsvis generisk melo-black tilsat sporadiske folkeinstrumenter og ligeså folk-instrumentering.

Jovist, det generelle niveau på albummet er stadig ganske højt. Med enkelte undtagelser som den ligegyldige guitarrundgang “Par Sombres Forêts et Vastes Plaines” eller “De Célestes Cavalcades”, der minder mere om Darkthrone med en bachelor i fransk end om Véhémence, så er det gode numre. Jeg ville dog bare virkelig ønske, at det var nye numre …

Og kan vi så komme videre, tak!

Albummet her er ikke en værdig aftager til Ordalies. Men det er det heller ikke skabt til at være. Det er skabt til at finpudse og hædre bandets oprindelsespunkt – og det forstår jeg godt. Jeg ville bare virkelig ønske, at de havde præsenteret os for et reelt nyt værk i stedet for denne her omgang genbrug. Det her kunne være noget, de udgav efter et nyt album – eller også skulle de slet og ret aldrig have kaldt det her for et nyt album, for det synes jeg ærlig talt er at lyve over sine fans.

For som fan er jeg langt mere interesseret i at høre, hvor bandet vil hen, end hvor de kommer fra. Det største lyspunkt ved udgivelsen her er, at nu er den skid da slået, og så kan vi alle komme videre … Eller?