Jeg…

Siden Rammstein trampede ind i mit liv for 20 år siden, har min relation til dem været præget af lige dele ”arj, hvor er det bøvet” og ”Rammstein über alles”. Samtlige af deres udgivelser har været enten provokerende for fans eller for udenforstående, men den germanske stoicisme har været uforandret i 25 år. Siden deres spæde begyndelse, har den tidligere østtyske sekstet ubønhørligt rullet ud over en verden, der kun har gjort symbolsk modstand.

Jeg har…

De seneste 10 år har Rammstein ernæret sig som liveband, da der reelt set ikke er kommet nyt materiale siden den, i min optik, kedelige Liebe Ist Für Alle Da. I modsætning til så mange andre, mente jeg, den var et skridt tilbage fra Rosenrot, hvor de udforskede en mere poetisk åre, end vi førhen havde været vant til fra deres side. Og denne gang kommer jeg sikkert til at rage uklar med en masse meningshavere, for jeg synes egentlig ikke RAMMSTEIN er så slem, som den bliver gjort til af andre. Men den er ikke nem at komme ind på livet af, hvis man ikke er indstillet på at gøre en indsats for at forstå den – ganske som med det sprog, der bliver sunget på.

Det første, jeg bed mærke i, da jeg satte mig ned og hørte RAMMSTEIN for første gang er, at de har ladet sig inspirere af en lang række vidt forskellige kunstnere. Det kan egentlig bedst beskrives, som at hvert nummer er en mere eller mindre diskret hyldest til andre musikere – ikke mindst dem selv. Allerede på førstesinglen og første nummer ”Deutschland” går de deres tidligere udgivelser i bedene, og på andensinglen ”Radio” er keyboardet et nik til den evigt tilfredsstillende ”Du Hast”. 

Andetsteds opleves der elementer af Kraftwerk – hvilket nok ikke kommer som et chok – men faktisk er der skelet mere til 90’erne, hvad technoen angår, hvilket er ret tydeligt på den dansevenlige ”Ausländer”. Deres 00’er Marilyn Manson-inspirerede ”SEX” lider en smule under den mangel på finesse, der ødelagde ”Pussy”, for det kan gøres – og det har de gjort før – meget mere elegant. På den væmmelige ”Puppe” med de mange kontraster, er det nærmest psykotisk a la Korn, og de slår fast, at Rammstein først og fremmest er historiefortællere. ”Was Ich Liebe” afslører deres industrielle ophav med en intro, der allervenligst er udlånt af Nine Inch Nails’ ”Closer”, og den klæder Tills dybe og betagende stemme. På den afsluttende og vanvittigt ubehagelige ”Hallomann” bliver det understreget, at man aldrig må tale med fremmede – og at Rammstein stadig mestrer det underspillede til trods for deres bombastiske musik.

Jeg har godkendt den

RAMMSTEIN er ikke et album, der består af sange, der gør sig specielt godt som enkeltstående numre. Der mangler en ”Du Hast”, en ”Engel”, en ”Sonne”. Et nummer som ”Diamant”, der nærmer sig spoken word, kan godt risikere at skuffe fans, der bare vil have noget at trampe til, hvor ”Tattoo” kommer tidligere tiders maniske metal i møde. Men tænker man ud af boksen og indstiller sig på et band, der laver musik, der lyder, som de synes, den skal lyde, og ikke som de tror, folk vil have den skal lyde, bliver du belønnet med et voksent Rammstein, der fokuserer mere på fortællingen, end på at lyde som en brand i en fyrværkerifabrik. Og under alle omstændigheder, kan ord nærmest ikke beskrive, hvor meget jeg ser frem til sommerens koncert.