Liebe ist für alle Dänen
Svimlende 50.000 billetter … revet væk! Alenlange ventelister! Og så endda for femte gang i streg! Danskernes hengivenhed kender tilsyneladende ingen grænser, når snakken falder på Rammstein. Den østtyske damphammer er gennem årene faldet med tiltagende tyngde og har således opnået tenderende kultstatus herhjemme. En tilstand, der så sent som sidste sommer blev tryktestet af mere end 90.000 tilskuere fordelt over to dage. Her stod vi så – foran den mest omfangsrige scenekonstruktion nogensinde set på dansk grund – tryllebundet af en forestilling, der på alle måder sprængte rammerne for det muliges kunst. Efter personligt at have set Rammstein hele otte gange, havde jeg reelt set kun et spørgsmål af betydning med under armen: Var der mere tilbage i propantanken, eller ville tyskerne nok en gang være i stand til at besnære sanseapparatet, som kun de formår det?
Når provokationen transcenderer totalkunst
Kl. 21:10 blev liften med det seks mand høje orkester vanen tro sænket ned mod scenen til tonerne af Händels ”Music for the Royal Fireworks”. På bagkant af en gedigen eksplosion efterfulgt af tyk sort røg blev sætlistens første ændring siden Odense effektueret. Selviscenesættelsen har alle dage været et af adelsmærkerne hos tyskerne, hvilket subtilt navngivne ”Ramm4” er et glimrende eksempel på … ’LINKS!!!’ … Selv synet af keyboardist Flake, som han stod på sit løbebånd iført gulddragt med tilhørende hovedbeklædning, kunne ikke distrahere den umiskendelige gungren i tribuneafsnit 7, hvor redaktionens udsendte skribent til aftenens lejlighed var blevet bænket. Med solidt favntag i ’Feuerzonen’ fik en flittigt vandrende Till i den grad opildnet masserne og sendt ’LINKS!!!’ betydeligt forbi de 42 gange, ordet optræder i studieversionen af ”Links 2-3-4”. At Mutter som album stadig nyder langt større popularitet end Rammsteins øvrige diskografi, fremgik tydeligt af den moderate respons som ”Keine Lust” dernæst høstede. Vist udgjorde singlen fra Reise, Reise et kærkomment genhør, men for en gammel ringrotte som undertegnede skulle vi dog frem til ”Asche zu Asche” for at få pulsen lidt mere i vejret.
”Puppe” med de tonstunge grooves og tilsvarende riffblokke animerede i den grad til at ryste garn og knække nakker. En tilskyndelse, der øjensynligt appellerede til majoriteten af de fremmødte. For resten af os gik et gys gennem kroppen ved tanken om de fortrædeligheder, som den lyriske ’lillesøster’ gennemlever i rummet ved siden af, og hvordan dukken i den brændende barnevogn fungerer som aflad for den vrede, frygt og afmagt, vi alle ville føle i hendes sted. Alt dette ved Rammstein, og de udnytter det til fulde! Absurditeterne blev således igen på sat spidsen med den sagte ouverture til ”Wiener Blut”, inden Till med et øredøvende brøl bød os ’Willkommen in der Dunkelheit!’ En velkomst, der blev præcederet af det retoriske spørgsmål: ’Seid ihr bereit?’ For hvilket menneske ved sine fulde fem ville nogensinde kunne berede sig på de usigelige rædsler, der udspillede sig i Josef Fritzls kælder?! Efter flugten fra de omklamrende familieskærmydsler tillod ”Zeit” os i mere end en forstand et mindre åndehul til igen at finde fodfæste. Ungersvenden bag mig kunne i den proces konstateres som et sindbillede på den taknemmelige tilskuer. Og ret skal være ret, Rammstein havde hidtil ikke skuffet denne aften. Men imponerede i stor stil gjorde de heller ikke. De leverede lige præcis på det niveau, de mest rutinerede af os forventer. Hverken mere eller mindre …
Selvom der angiveligt var flere gengangere fra stadionrundfartens tidligere stop, så virkede visitten i Valbyparken ind imellem lidt som et forsøg på at tækkes det yngre og mindre erfarne segment af fanskaren. ”Deutschland” blev ud fra den betragtning afviklet noget uforløst. Det forlængede intromix blev understøttet af oplyste heldragter, røde nødblus og et garderobeskifte, hvor Krüspes rød/sorte ’Blade’-frakke var udskiftet med en ditto i kridhvid nuance. Man sad dermed tilbage med en følelse af, at introen blev vægtet højere end nummeret i sig selv. Sidenhen drog vi på kanalrundfart, hvor ”Radio” ikke alene bød op til ’Tanzmetal’ for fulde gardiner. Den leverede samtidig en syngende lussing til de propagandistiske tilstande i det forhenværende DDR, som medlemmerne er vokset op under. Endnu engang favnede Rammstein dybt såvel som bredt, endnu engang klappede fælden på smukkeste vis. At det lige netop var her, for(h)ud for ”Mein Teil”, Landers og Krüspe kunne observeres i munter omgang med hinandens strenge (som man siger), var næsten for tilfældigt til at være præcis det. Dette nåede vi dog ikke at fundere længe over, idet Till havde besluttet sig for at eskalere tilberedningen af sagesløse Flake, der traditionen tro var røget en tur i den sorte gryde. Ja, size does indeed matter after all, og efter at have forkastet flammekastere i to forskellige størrelser, rullede han simpelthen en Howitzer ind på scenen! Indrømmet, den var alligevel ny …! ”Du Hast” gav en ægte 4D-oplevelse, idet vi var placeret lige under en af pladsens fire flammetårne. Nu, hvor forholdene endelig tillod det, så skulle vi saftsuseme også tilskikkes noget ild, der både kunne ses og mærkes. Som sagt, så gjorde ”Sonne” i et brændende inferno, der samtidig agerede lukkeren af hovedsættet.
’Wir haben Angst und sind allein / Gott weiß, ich will kein Engel sein.‘ Blandt 50.000 ligesindede blev foregående fraser mere end almindeligt tydelige. Således valgte indtil flere forud for overgangen til første ekstrasæt at fremvise deres mere eller mindre naturlige fortrin … naturligvis til stor begejstring for koncertens øvrige gæster. Kontrasten mellem den profane gestik og efterfølgende andægtige stemning skabt af menneskehavets mobillys satte blot begejstringen over dette format af ”Engel” yderligere i relief. Afviklet på B-scenen i samarbejde med pianisterne fra Abélard gav turen tilbage i gummibådene især Krüspe rig lejlighed til at stange autografer ud til de tusindvis af fremstrakte hænder. Guitaristen er uden tvivl gruppens næstmest populære skikkelse (gæt en førsteplads!), og under ”Ausländer” kunne han således igen lade sig hylde af de tilbedende masser takket være en eminent solo, som jeg personligt ikke umiddelbart mindes at være stødt på i denne kontekst. Ja-ja, skal der være fest, så lad der være fest. Vi skulle selvfølgelig heller ikke snydes for ”Du riechst so gut”, leadsinglen fra debutalbummet Herzeleid (1995) og, som første videohit nogensinde, kimen til Rammsteins visuelle identitet. Og det visuelle? Det stod Till og hans umiskendelige ’fontæne-bue’ for. Et herligt gensyn med en af fordums mere primitive effekter, der dog i sagens natur må regnes som en fodnote i Rammsteins præsente flammehelvede … ’Hænderne i vejret’ råbte Till (på dansk, vel at bemærke!) og København svarede prompte: Vi både så, forstod, følte og hørte. Først gennem et fænomenalt ping-pong mellem scene og publikum under ”Ich Will, siden bjergtaget af forsangerens legemliggørelse af Fugl Fønix, flammedysserne på hovedscenen, de brændende guitarer samt alle fire tårne i lys lue. Af asken fra ”Rammstein” steg et kollektivt ”Adieu” akkompagneret af synkront svajende arme på tribunerne såvel som på pladsen. Kulminationen i den hvide konfettieksplosion konkluderede al sin enkelhed mødet med Rammstein: ingen prædiken, ingen dybere underliggende agenda. Kun spejlingen af vores egen forestillingsevne. Pakket ind i absurditeter og provokative røgslør, til tider så grotesk forvrængede, at vi for en stund kunne lade frygten fare og i stedet lade os fornøje af tyskernes uovertrufne sans for teatralsk totalkunst.
Andre bands spiller – Rammstein brænder!
Jeg ankom som bekendt til Valbyparkens grønklædte arealer med følgende spørgsmål: Var der mere tilbage i propantanken, eller ville tyskerne nok en gang være i stand til at besnære sanseapparatet, som kun de formår det? Spørgsmålet lader sig imidlertid ikke besvare med et simpelt ’ja’ eller ’nej’. For mit eget vedkommende nærmer rejsen med Rammstein sig formentlig sin afslutning. Bevares, Ordnung muss sein, og det kunne da være svært tilfredsstillende at få lukket ’havelåge nummer to’ i form af en tiende og sidste koncert. Men deri ligger også et paradoks. For ud fra hvilket perspektiv skulle oplevelsen ret beset formidles for at give et retvisende og repræsentativt billede? Den uprøvede koncertgænger, uden øvrigt sammenligningsgrundlag? Festaberne, der bare skal have bas, bajere og brag? Eller akademikerne, der nyder at gå ned i den lyriske materie? Efter nøje overvejelse, faldt beslutningen på dem alle til hobe. For Rammstein spillede ikke bare koncert fredag aften. Rammstein brændte sig (atter) ind i bevidstheden på nye såvel som øvede, unge såvel som gamle. At den samlede logistik fra indgangs- over toiletforhold til placeringen af bar og madboder sejlede rundt, fremstår dagen derpå blot som et forsvindende lille irritationsmoment. Liebe ist für alle da. Selv for denne kyniske anmelder, der ellers flittigt forsøger at overbevise både sig selv og omverdenen om det modsatte.
Sætliste:
0. Taped intro (Music for the Royal Fireworks, suite i D-dur af Georg Friedrich Händel)
1. Ramm4
2. Links 2-3-4
3. Keine Lust
4. Sehnsucht
5. Asche zu Asche
6. Mein Herz brennt
7. Puppe
8. Wiener Blut
9. Zeit
Deutschland (taped remix af Richard Z. Kruspe)
10. Deutschland
11. Radio
12. Mein Teil
13. Du hast
14. Sonne
ENCORE:
15. Engel (pianoversion med Duo Abélard på B-scenen)
16. Ausländer
17. Du riechst so gut
18. Pussy
19. Ich Will
ENCORE 2:
20. Rammstein
21. Adieu
Taped outro:
Sonne (piano version)
Haifisch (Haiswing Remix by Olsen Involtini)
Lügen (instrumental)
