Pallbearer - Heartless

Heartless

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 2/10 baseret på 1 stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Vidunderlig doom metal-skive tager lytteren på en fantastisk rejse

Pallbearer er et amerikansk doom metal-band, der blev dannet i 2008. De har indtil nu udgivet to plader, der hver især viser en interessant udvikling for bandet. Deres debut, Sorrow and Extinction, fra 2012 var en glimrende doom metal-skive, der viste nogle skygger af progressivt rock, men primært bar præg af klassisk doom-metal. Det samme kan siges om deres anden plade, Foundations of Burden, fra 2014. Til forskel fra deres debut kunne man her fornemme, at de musikalske elementer på skiven var et skridt tættere på deres nuværende lyd. Der er gået et stykke tid imellem Foundations of Burden og deres nyeste skive, Heartless, men ventetiden har helt klart været det værd. Pallbearers absolut bedste kvaliteter demonstreres på Heartless, og de har brugt tiden fornuftigt på et mesterværk inden for moderne doom metal.

Smukke passager og knogleknusende riffs

Heartless er en skattekiste fyldt med alverdens juveler og skønheder. Lige fra dens tunge og aggressive riffs, der får loftet til at bryde sammen, til dens atmosfæriske guitarpassager, der kan sammenlignes med Pink Floyd. Pallbearer demonstrerer, at de er et stærkt og dynamisk band på denne skive.

Et godt eksempel på bandets mange sider er deres 11 minutter lange sang ”Dancing In Madness”. Den starter ud med noget silkeblødt trommespil, atmosfæriske guitarakkorder og en mega lækker melodiøs guitarsolo oven i, hvorefter den skifter over til et tungt riff med nogle kraftigere slag på trommeskindene. På samme tid synger deres forsanger, Brett Campbell, med en varm og silkeblød stemme. Senere hen bliver det dog meget tungere. Riffet bliver mere vredt, og Bretts stemme slår over i et brøl. Efter dette lille brud i kraniet sætter roen sig igen, imens de akustiske guitarer bliver strøget igennem med delikat berøring… Sangen konkluderer med nogle imponerende høje toner fra Bretts stemme, og instrumenterne viderebygger den stemning, som de har sat, med perfektion.

Det spektrum af doom metal-lækkerier, som Pallbearer er i besiddelse af, skinner igennem på hele Heartless-pladen. De formår at skrive nogle relativt lange og heftige sange, ofte mellem 6 og 12 minutter, og samtidigt vedligeholde lytterens opmærksomhed. Der er så mange farver i paletten, der maler Heartless’ spektakulære univers, at man hele tiden finder nogle nye detaljer, man ikke nødvendigvis opdager ved første lytning. Overgangene mellem de mange forskellige stykker i sangene er velovervejede og binder dermed sangene sammen til en musikalsk rejse, man næppe glemmer.

Er Pallbearer fremtiden inden for doom metal?

Det tror jeg NOK, de er! Deres unikke fremgangsmåde for at skabe tungt metal med melodi og atmosfære er uforglemmelig. Heartless er uden tvivl et mesterværk inden for moderne doom-metal. Hvis du er fan af doom og gerne vil høre en plade, der sætter nogle nye standarder og puster nyt liv ind i genren, så hør denne plade NU! Jeg kan virkelig ikke beskrive albummet som andet end formidabelt... Godt arbejde!

Tracklist

  1. I Saw the End (6:22)
  2. Thorns (5:25)
  3. Lie of Survival (8:26)
  4. Dancing in Madness (11:48)
  5. Cruel Road (7:14)
  6. Heartless (8:10)
  7. A Plea for Understanding (12:40)

Kommentarer (1)

Anders Frandsen

Anders Frandsen

Indlæg: 7

Det bliver sgu for kedeligt i

Det bliver sgu for kedeligt i længden...

Anders Frandsen gav Pallbearer - Heartless 2/10.