Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net
Fra forventning til frustration
Tredje dagen på A Colossal Weekend havde meldt sig, og amerikanske Pallbearer skulle underholde os i Store VEGA med sin langsomme doom metal. Eller … underholdende, det blev koncerten langt fra! Mere om det lidt senere. Med udgivelsen fra sidste år i ryggen, Mind Burns Alive, skulle det vise sig at blive en voldsomt søvndyssende omgang, hvor husligt arbejde pludselig føltes langt mere spændende og eksotisk, end hvad der foregik oppe på scenen.
Et flot ydre med et tomt indre
Hvis vi starter med de positive briller på, så er der ingen tvivl om, at Pallbearer består af teknisk dygtige musikere. Hver tone sad, hvor den skulle, og især forsangerens vokal løftede det samlede lydbillede. Scenen var velkomponeret, både i lys og opstilling. Lilla, rødt, grønt og gult lys var dramatisk og stemningsskabende i løbet af sættet. Bandet var placeret, så alle kunne ses, selv trommeslageren, som mange andre bands ellers gemmer væk omme bagved. Også stilen var gennemført, idet musikerne var klædt i sort tøj, diskret og passende til genren. Det hele fremstod med en meget stram æstetik og dyb professionalisme, hvilket matchede deres melankolske doom-univers godt.
Vega var da også godt fyldt op, og forventningen i salen kunne mærkes. Der blev stemt instrumenter i ro og mag af bandet på scenen, inden de lagde ud med det 12 minutter lange åbningsnummer, ”Silver Wings”. Har man ikke hørt gruppen før, så var det alligevel tydeligt fra første akkord, at det her ikke var musik med fart på. Det blev dog også hurtigt klart, at det heller ikke var en koncert, der forsøgte at vinde nogen over.
Men hvor teknikken sad i skabet, manglede alt andet gnist. Musikken og numrene flød ud i ét, og det var nærmest umuligt at skelne sangene fra hinanden. Sangene blev bygget langsomt op, uden at der for alvor skete noget undervejs. Der var minimal kontakt med publikum, og bandet virkede ikke bare indadvendt, som genren til dels er, men mere ligeglade med publikum. Selv om forsanger Brett Campbell fortalte, at de var glade for at være i København, virkede ordene ikke oprigtige. Bandet fortalte, at de for nylig har spillet i Danmark og følte dette besøg som en slags hjemkomst, da de havde brugt tid med familie og venner. Herefter blev nummeret ”Thorns” sat i gang, og selv om folk i salen virkede glade og tilfredse med hujen og klapsalver, så drømte denne anmelder sig til en mindre kedelig aktivitet end koncerten. Måske vasketøjet eller opvasken derhjemme. Selv når musikken løftede sig en smule, og det smukke lys i grønne og røde nuancer akkompagnerede musikken, forblev det hele tungt og fladt. Den langtrukne og søvndyssende koncert sluttede med ”Worlds Apart” fra gruppens andet album, Foundations of Burden, hvilket var koncertens højdepunkt for mig. Nok mest af alt, fordi det var sidste nummer.
Det mærkelige er, at publikum lod til at være med hele vejen. Der blev hujet, klappet og endda jublet med armene i vejret efter hvert nummer, og især én mand midt på gulvet havde hænderne oppe det meste af koncerten. Mit håb var at fange ham efterfølgende og spørge ham, hvad han syntes, var så fantastisk ved den oplevelse, vi lige havde haft. For jeg var langt fra enig. Han forsvandt desværre i mængden, og det samme gjorde en fyr, der sagde til sin ven: ’De er bedre end alle andre! For det første på grund af hans stemme’. Jeg havde ellers gerne villet høre, hvilke andre grunde der var til netop denne påstand.
Zzzzz …
Pallbearer leverede en koncert, der på overfladen havde alt det rigtige. En stærk vokal, dygtige musikere, der beherskede deres instrumenter til perfektion, og et gennemført lysdesign. Men de facetter ændrer ikke på, at det var en tung og trættende oplevelse uden kontakt, variation eller forløsning. Rent ud sagt: Det var pissehamrende kedeligt! Publikum virkede, som om de generelt var begejstrede, men man kunne næsten tro, at det ikke var selve fremførelsen, de klappede ad, men nærmere for at få tempoet bare en smule op, inden de faldt i søvn.
Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net