‘ … how we come through pain … ‘
Gennem historien har smerte været en vedvarende kilde til kunstnerens inspiration, både som personligt traume og som et tema i selve kunsten. En kendsgerning, der bestemt også kan applikeres i tilfældet Nightfall. Efter at have ført en tilværelse gennem mere end tre årtier under den ortodokse kirkes tyranni kan man i hvert fald levende forestille sig den indre vrede og frustration, der har lagt kimen til grækernes ellevte værk, Children of Eve. Fire vintre er kommet og gået, siden vi senest havde fornøjelsen af disse pionerer inden for hellenistisk blackened death i form af At Night We Prey. Et album, min daværende kollega vurderede til at være ’en lettere middelmådig oplevelse’. Dermed må det springende punkt i denne ombæring være, hvorvidt stiftende orkesterleder Efthimis Karadimas formår at kanalisere sin kroniske weltschmerz på mere vellykket vis.
‘ … how we live with pain … ‘
Hvor forgængeren groft sagt kunne tolkes som mishagsytringer mod omverdenens såkaldt hellige krigsførelse, har Karadimas denne gang valgt at ændre præmis for narrativen. Fra sit tidligere perspektiv som observatør indtages i stedet en langt mere indadskuende rolle. Idéen om italesættelse af korsets personlige byrde fejler for så vidt ingenting. Budskabet viser sig dog ikke sådan at formidle, idet Evas børn (læs: de anvendte genreelementer) alt for ofte råber i munden på hinanden. Selv et flygtigt kig i promoveringsarket under ’For fans of’ afslører, hvor grelt det står til: Septicflesh, Rotting Christ, Behemoth, Paradise Lost, Amorphis, Moonspell … nå ja, fik jeg for resten nævnt Karadimas’ umotiverede hang til lejlighedsvis at emulere Johan Hegg (!?!).
Bekendelserne påbegyndes ellers glimrende med ”I Hate”, der på vers indekserer albummets samfulde ti titler, inden vokalen flænser den frenetiske messen. Symptomatisk for albummet skal vi dog på efterfølgende ”The Cannibal” helt frem til C-stykket for at få fuld valuta for vores drakmer. Historien gentager sig således, som vi bevæger os gennem ”Inside My Head”. Om end mere doomet og drævende i sin eksekvering qua slægtskabet med Rotting Christ og Paradise Lost af tidligere dato folder nummeret sig kun delvist ud gennem sit velkomponerede mellemstykke. ”Seeking Revenge” sætter ikke desto mindre solidt punktum for en A-side af broget herkomst. Jeg finder det dog en smule komisk, koret af kritiske røster in mente, at nummerets succesformel består af en bomstærk introfase domineret af rytmesektionen samt en NWoBHM-insinuerende (!) vokalharmonisering.
”For The Expelled Ones” byder sidenhen på (mere) gotisk doom i krydsfeltet mellem Moonspell og Paradise Lost. Vel er jeg fan af især det iberiske temperament, her manifesteret gennem de dybe og tunge basgange. Men det lindrer ikke den indre konflikt, jeg har følt gennem hele seancen – og misforstå mig nu ikke: den røde tråd er bestemt ikke til at tage fejl af, skønt der ved flere gennemlytninger givetvis vil være noget at hente i hver af de respektive kompositioner. Problemet består i vanskeligheden ved at slide sig igennem samtlige spor på albummet, der især på den konkluderende tredjedel ikke rigtig formår at sætte et unikt aftryk. Dermed ligger incitamentet for yderligere genbesøg gemt i en klinisk interesse for kronisk depression eller en udtalt aversion mod den ortodokse kirke og dens snævre doktriner.
‘ … and how we die in pain.’
Children of Eve formår egentlig fint at variere sit udtryk mellem de respektive skæringer. Og med fare for at indtage et allerede optaget standpunkt så kan der egentlig heller ikke udsættes noget på autenticiteten. Men ikke ulig øvrige repræsentanter fra den ældre generation så må også Nightfall sande, at alder og evner alene ikke forslår anno 2025. Der er man nødt til at skrue op for både melodi og mindeværdige riffs for (stadig) at være relevant. Det duer ganske enkelt ikke, vi allerede efter fire skæringer konsulterer klokken, endsige kun kan fremhæve delelementer af de respektive numre. Ej heller, at man skal have en doktorgrad i psykologi eller lysten til at trække en sort hætte over hovedet og stikke ild til en ortodoks kirke for at finde mening med galskaben. Jeg kan med andre ord ikke finde ét eneste gyldigt argument for, hvorfor du ikke i stedet skulle smide en vinyl på med Pro Xristou, 1755 eller for den sags skyld gode gamle Gothic. At være blandt de første bør i sig selv ikke udløse en plads om bordet blandt de største.
