Hvorfor hader man dem egentlig?
Åh ja, Nickelback. På rockens og metallens fælles hadeliste ligger der tre bands. Lostprophets tager en klar førsteplads af meget åbenlyse årsager. Puddle of Mudd får andenpladsen, fordi frontmand Wes Scantlin helt enkelt bare er et uudholdeligt menneske, og så er der Nickelback. Men hvorfor er det egentlig lige, at de er havnet på den liste?
Det dårlige ry i branchen skyldes ikke en særlig opførsel eller Axl Rose-agtige tendenser på en scene. I stedet blev Nickelback offer for en af internettets første shitstorms – og den såkaldte bandwagon-effekt, bedst beskrevet som ‘det-synes-jeg-også-effekten’, skabte simpelthen en steppebrand, der løb afsted i ellers usete proportioner. Årsagerne til hadet er i virkeligheden ganske uskyldige: Et miks af klichefyldt sangskrivning og overeksponering i radioerne var simpelthen for meget for masserne.
Selvfølgelig er Nickelback klar over, at de er havnet på den uheldige liste, men det lader til at rage dem en papand. Nickelback nægter i hvert fald stædigt at lægge sig ned, og med deres første album i fire år er spørgsmålet, om canadierne med Everything Under The Sun er begyndt at mangle penge, eller om de rent faktisk har disket op med et hæderligt bud på en god rockplade.
Farrockens sidsteboss
Formlen er ikke just ny på denne plade: Vi får numre, der trækker tråde tilbage til det klassiske 00'er-Nickelback, side om side med skæringer, der tangerer det moderne mainstreammarked. Et eksempel på sidstnævnte er "If I Don't Go", som desværre også ligger blandt de numre på pladen, man godt kunne have undværet.
Frontmand Chad Kroeger har i min optik altid haft en stærk vokallevering, og denne udgivelse er ingen undtagelse. Derudover er produktionen tårnhøj hele vejen igennem, og rækkefølgen af numrene sikrer, at metaltrætheden ikke indtræder med det ene ensformige nummer efter det andet. Tag nu blot "Chasin' Famous", hvor bandet virkelig giver den gas på et catchy og nærmest dansabelt nummer. Eller "Make Me Love You", der fremstår som en direkte lillebror til kæmpehittet "Photograph" – 00'erne har ringet, og de vil gerne have deres hit tilbage!
Hold nu magle, vi får nogle fede features på skiven. Åbningsnummeret "Rattle the Cage" har ingen ringere end John 5 med på guitar, og "Lift Somebody Up" har en liste af artister, der helt enkelt fik mig til at tabe kæben. Skulle man være det mindste i tvivl om Nickelbacks reelle status og opbakning i musikmiljøet, bliver det gjort totalt til skamme med Sammy Hagar, Tommy Lee, Joe Bonamassa med flere på listen. Ydermere er det bare et fedt nummer.
Det er dog ikke alt, der sidder lige i skabet. På "Simple Song" kører toget altså helt af sporet. Nummeret er en direkte kollision med det sukkersøde, i en sådan grad at man må tilkalde Karius og Baktus for at klare ærterne. Den går simpelthen ikke. Til gengæld fanger "Technicolor Steamboat" opmærksomheden. Hvad i alverden en technicolor-dampbåd overhovedet er, kan jeg kun gisne om. Har Kroeger spist de forkerte svampe, eller er der tale om et genialt træk fra forsangeren? Det er fuldstændig ligegyldigt, for det lyder godt. "Bottled Dreams" og "Last Night Was Fun" runder et skønt album af med mere feelgood-musik. Jeg har det nok som de 28 millioner månedlige lyttere på Spotify – det er slet ikke så slemt, som ‘de’ siger.
Er du nu sikker på, at du hader Nickelback?
Generelt er der tale om uforfalsket musik. Det er kitsch, og det er til tider en smule tåkrummende. Men mine tæer retter sig ud igen, når jeg husker på, at det er Nickelback, der ligger i afspilleren. Hvis nogen har optjent retten til at lave denne type musik, så er det utvivlsomt dem. Det er altså ikke et metalalbum på nogen tænkelig måde og helt sikkert noget, der giver metalpuristerne hvide knoer og fråde om munden. Når det så er sagt, er det heller ikke et album, der er perfekt. Ud af de tolv numre har vi tre gode numre, tre dårlige og resten derimellem.
Everything Under The Sun er dog et autentisk rockalbum, og i min optik skal man pakke alle sine fordomme væk og give den her plade et ærligt lyt. Og nå, ja, Chad: Hvis du mod forventning læser med her, skylder du en øl i Royal Arena næste år! Og for lige at rive op i nogle midtlivskriser rundtomkring: Det er i år 25 år siden, at Silver Side Up udkom med "How You Remind Me". Den sved i hvert fald lidt hos undertegnede.
