Jeg husker stadig den dag, hvor kom hjem med den første rigtige metalskive købt, i den lokale byttebørs. Jeg viste den stolt til min mor, og lod hende høre et par strofer, hvorefter hun udbryd, hvad det da er for noget mørkt og deprimerende musik jeg hørte, og om jeg ikke skulle overveje at bytte skiven til noget andet. Nummeret hun hørte var "The Wreckage of My Flesh" og bandet var My Dying Bride. Meget vand er løbet gennem åen siden da, og den unge teenager er blevet et modent metalhoved, men "The Wreckage of My Flesh" er stadig et nummer, som har en stor plads i mit hjerte, og My Dying Bride er et band, som jeg konstant vender tilbage til.
My Dying Bride startede tilbage i start 90’erne, og ses af mange som værende startmomentet til den engelske doom/ dødsmetal sammen med Anathema og Paradise Lost. Debutalbummet As the Flower Withers udkom i 1992, og A Map of All Our Failures er tiende skive fra bandet. Derudover har bandet også udgivet flere opsamlinger, og den sidste Evinta, som var det nyeste fra bandet udkom i 2011. En skive jeg aldrig rigtig forstod, så derfor har jeg set frem til A Map of All Our Failures.
Som titlen på albummet angiver, har vi at gøre med en mere mørk og dyster sag, som kredser og tragedierne samt de mere dystre aspekter af livet. Guitarist Craighan beskriver selv albummet, som "a controlled demolition of all your hopes", og der er heller ikke mange lyse stunder at finde. Første nummer "Kneel till Doomsday" indleder med kirkeklokker som ringer til begravelse, hvorefter langsommelige og gentagne riffs tager over, og den dystre stemning kan fortsætte. "Kneel till Doomsday" lyder, som et rigtigt My Dying Bride nummer skal. Langtrukne og gentagne guitarer, vokalen vekslende mellem opgivende tale og brutal dødsgrowl, og melankolske instrumentelle passager, som nærmest hiver tungsindet og melankolien frem.
Vokalmæssigt leverer sanger Aaron Stainthorpe noget, der minder om en toppræstation. Vekslen mellem sorgfuldt og gotisk messen og den mere brutale dødsgrowl passer perfekt ind i albummets tekstunivers, som kredser om ulykkelig kærlighed, smerte, sorg og svigt fra Gud. Vokalen er en vigtig del af My Dying Brides mørke atmosfære, men Stainthorpe formår at leverer den, så den passer ind i de sorgfulde, melodiske kompositioner, uden at stjæle opmærksomheden fra instrumenterne.
My Dying Bride forstår at skabe musik som passer perfekt til den mørke og grå tid, vi er gået ind i. Et nummer som "Abandoned As Christ" lyttede jeg første gang til, da jeg var kommet ud af Netto, og det var som om, at de forskellige dystre og doomsagtige riffs som indleder nummeret, passede perfekt ind denne regnfulde og grå eftermiddag. Da Aaron Stainthorpes bitre vokal bryder ind alt gik op i en højere enhed.
Den stemning og atmosfære bandet udtrykker med deres musik, matchede fuldstændig denne kolde dag hvilket efter min mening er My Dying Bride største force. De kan lave tunge og langsomme numre, som i den grad indkapsler det mørke og triste univers, bandets musik kredser om.
Udover "Abandoned As Christ" er det numre som "Kneel till Doomsday", og den mørkt episke "Hail Odysseus", som jeg har kastet min kærlighed på, selvom det er svært at pege nogen ud, da hvert eneste nummer er en del af noget større. Derfor synes jeg også, at A Map of All Our Failures er et af de bedste albums fra bandet, da hele skiven er så gennemført. My Dying Bride har formået at skabe et album, som lige er et niveau over A Line of Deathless Kings og The Lies I Sire hvilket blandt andet skyldes, at der denne her gang ikke er numre, som virker malplaceret som på fx A Line of Deathless Kings.
Med A Map of All Our Failures er det lykkedes My Dying Bride at skabe et album som indkapsler alt, hvad der gør bandet specielt. Der er skruet op for de mørke toner, melankolien kører på fulde tryk, og man bliver kastet ind i et sorgfuldt univers uden håb. Selvom jeg efterhånden har hørt albummet en del gange, er jeg stadig ikke træt af det. Tværtimod synes jeg, at albummet vokser lidt hver gang jeg lytter til det, så en karakter på næsten top herfra.
Her er Kneel till Doomsday:
