Når hjemmeholdene mødes
Paradise Lost og My Dying Bride (MDB) er som plat og krone for engelsk doom-metal. Erfarne herrer, der har turneret i Heavyland, siden far lå i vuggen, og begge spiller primært langsom, stemningsfuld doom. Forskellen findes i nuancerne, hvor MDB vægter stemninger højere end det almægtige riff – nok en passende strategi for et band, der i en menneskealder har fortalt om langsom død. En død, som bandet selv nær havde lidt lige inden indspilningen af forrige album, The Ghost of Orion, hvor de mistede to faste besætningsmedlemmer. Derfor er A Mortal Binding det første album, hvor MDB version 2 har haft tid til at arbejde sig ind på hinanden.
Uden nærvær i en melankolsk sump
Få sekunder inde i åbneren, ”Her Dominion”, står det klart, at MDB’s problemer som omtalt på EP’en Macabre Cabaret hjemsøger bandets nye materiale, hvor monotoni i stedet for stemningsmæssige flyveture og dynamiske dyk i perfektioneret melankoli præger billedet. A Mortal Binding binder vitterligt lytteren fast i ét stemningsunivers, mens den gentager sine dystre, forvrængede, triste akkorder. Det er en kunst at mestre gentagelsen, at variere lige tilpas uden at bryde med tematikken og samtidig bygge videre op. Noget, MDB tidligere har mestret, men nu kikser så eftertrykkeligt med, at spørgsmålene melder sig: Hvad er det, bandet vil? Hvor kan man mærke, at der er noget på spil i musikken? At bandet brænder for kunsten og har lagt hjertet i det? Det er jo et særdeles erfarent bandmed styr på alle værktøjer: skift mellem langsomme, stemningsfulde akkorder til tungt huggende riffs, der på trods af et næsten sterilt guitararbejde viser variation i stemninger.
Havde de udgivet albummet for 40 år siden, var der potentiale til en mulig klassiker. I dag er der løbet oceaner af heavy under broen, hvorfor albummet ender som et vue over genrens klichéer. Gamle tiders styrker blandes til et udvandet afkog, som brygget af en kunstner ude af kontakt med sin kreative kerne. Tjek ”Crushed Embers”, et stjerneeksempel på den totale tomgang, endda med den afslørende vokal ’I’ve waited such a long time’. Læs så anmeldelserne af tidligere album her på siden, og lyt til de numre, der linkes til på YouTube, som viser, at bandet før var mere levende. Ikke som her, hvor de faktisk lever op til bandnavnet og i de mange lange repetitive passager fremstår døende; det i perioder decideret kedelige trommespil er uden sjove detaljer, der ellers nemt kan udføres, når tempoet er lavt. Guitaren er mere Meshuggah end YOB. De manglende finesser kvæler alt liv, også på vokalen, der veksler mellem sang og growl, en growl, der ofte er mere teatralsk semi-piratbrøleri, end godt er. Det passer ikke ind og ligger for langt fremme i lydbilledet.
Af lyspunkter springer ekstra-instrumenteringen i øjnene. Her inddrages med held violin og synth, noget, der for andre ofte virker som kiksede tilføjelser, men som for MDB er en helt naturlig del af deres DNA. Så ikke alt er skidt, der er et par gode numre iblandt, og albummet er bedst, når bandet gør brug af huggende chugga-chugga-riffs. Elleve minutter i selskab med ”The Apocalyptist” er således godt givet ud.
Man kan kun gætte på, hvad materialets mangler skyldes. Er det mon på grund af de udskiftninger i besætningen, der skete lige inden indspilningen af forrige album, således at A Mortal Binding er den første, der er skrevet af MDB version 2? Eller skyldes det blot, at bandet bare ikke har ramt den rette kreative åre? Noget af forklaringen på det manglende liv skal måske findes i lyden. Produktionen er problematisk: en tung produktion, som typisk bruges ved brutal dødsmetal, og som klinger forfærdeligt i MDB-regi. Kan ske, at lyden er den helt store brøler.
Paradise Lost/MDB: 1-0
Vi skal tilbage til start, til venskabskampen mellem MDB og Paradise Lost. En dyst, som sidstnævnte fører overlegent. De fandt den rette rille efter deres eksperimenter som metallens svar på Depeche Mode, og de har siden fulgt op med en håndfuld ret stærke album. Det fortabte paradis kan både skrive riff, bygge onde og dystre universer og gå bersærk, når det er påkrævet. For MDB er bersærkergangen såvel som livskraften ebbet ud. Man kan ikke længere mærke bandet bag musikken.
