My Dying Bride - The Ghost of Orion

The Ghost of Orion

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Spilletid:56:05
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dødsfilosofi

Hvor længe kan man tillade at kalde sig døende, før der egentlig bare er tale om, at man ældes normalt? Ifølge My Dying Bride går grænsen i hvert fald ikke ved 30 år, da det er tidsrummet, deres brud har stået med det ene ben i graven. De fleste vil nok begynde at være en anelse skeptiske, hvis man i tre årtier har ligget på sit dødsleje og ventet på manden med leen. Hvis man hiver sin 9. klasses tekstanalyse om metaforer og andet lækkert frem, kunne man måske tolke det som, at hvert nyt album er en ny døende brud, hvorved hver brud ”kun” er døende i lidt over to år. Måske er dette overtænkning, men i 2020 står My Dying Bride for 13. gang ved alteret, og denne gang er det The Ghost of Orion, der skal vies til de engelske doomere.

Sorgen giver, og sorgen tager

Rejsen fra My Dying Brides foregående plade, Feel the Misery, og til The Ghost of Orion har ikke ligefrem været fyldt med smil, varme og masser af solskin. Guitarist Calvin Robertshaw skred uden grund, og trommeslager Shaun Taylor-Steels forlod bandet, kort tid inden de skulle i studiet. Få år inden var vokalist Aaron Stainthorpes femårige datter blevet ramt af kræft, hvorfor han tog en pause fra alle bandaktiviteter. Andre bands havde muligvis givet op, men My Dying Bride er et band, der har bygget deres karriere på sorg og tragedie, så at smide håndklædet i ringen har slet ikke været oppe til diskussion.

The Ghost of Orion er en plade, der balancerer mellem det mageløse og det meningsløse. Pladens første halvdel er My Dying Bride i absolut verdensklasse. Havde Shakespeare hørt ”To Outlive the Gods”, var der ingen tvivl om, han ville have kylet fjerpen, blæk og papir ad helvede til og givet op. Havde man også spillet ”Your Broken Shore” og ”Tired of Tears”, ville han muligvis have hængt sig selv. Det er tydeligt, bandet har fundet inspiration i den modgang og dårligdom, der har ramt dem. Aaron Stainthorpes vokal, der formår at rumme al verdens tragedie og tristesse, hvad enten det er i skrøbelig sang eller et hadsk growl, er i absolut topform. Kobler man dette med tunge og sørgmodige riffs og de dybe melankolske violinstrøg, er man slet ikke i tvivl om, hvorfor My Dying Bride har siddet tungt på tronen af doom i tre årtier og stadig gør det.

”The Long Black Land” er dog der, hvor nålen hælder mere over mod det meningsløse. Et nummer, der trods et udmærket riff plages af ubeslutsomhed og venten på, at en eller anden gør noget. Det er så Jo Quail og hendes cello, der efter fem minutter tager teten og i de sidste fem minutter sørger for, nummeret kommer sikkert i havn. Titelnummeret lyder som et mislykket ASMR-forsøg og burde egentlig være arkiveret lodret. Dog redder My Dying Bride sig selv med ”The Old Earth”. Det er det bedste fra For Lies I Sire og Turn Loose the Swans, opdateret og finpudset med 30 års erfaring.

Rutinerede kræfter kan også køre på rutinen

My Dying Bride er – og bliver – et fyrtårn indenfor doom metallen. Den fornemmelse for, hvordan man bedst kombinerer tunge riffs med mørke violinstrøg, der går lige i hjertet, er ikke noget, man lærer på en eftermiddag. Det kræver mange års erfaring, og den erfaring er tydelig at høre på store dele af The Ghost of Orion. Desværre lyder det også til, at den tumult, bandet oplevede umiddelbart inden indspilningen, har haft en negativ påvirkning. Det kniber en anelse for bandet at holde fokusset hele vejen igennem, hvilket fører til nogle kedelige og lidt ligegyldige passager. Alligevel er The Ghost of Orion et lyt eller to værd, om ikke andet bare for første halvdel og ”The Old Earth”.

Tracklist

  1. Your Broken Shore
  2. To Outlive the Gods
  3. Tired of Tears
  4. The Solace
  5. The Long Black Land
  6. The Ghost of Orion
  7. The Old Earth
  8. Your Woven Shore
Imusic

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 65

Jeg er egentlig ret enig i

Jeg er egentlig ret enig i det meste af anmeldelsen. De tre første sange er klart de bedste på skiven, og specielt "Tired of Tears" er næsten selvskrevet til at blive en My Dying Bride klassiker, den ekstremt personlige tekst taget i betragtning. Det er et utrolig sørgeligt men også smukt nummer. Ud af de sidste fem numre på pladen, så synes jeg kun, at det er "The Old Earth", der er interessant (så der er vi også rørende enige :-)). Resten virker lidt ligegyldigt, uden dog at være decideret dårligt...

Tilføj kommentar