Selvrefleksiv
Sjældent har en pladetitel været så passende som den, britiske Paradise Lost har valgt til deres sekstende fuldlængde, Obsidian. Obsidian er nemlig en kulsort vulkansk stenart med en glat og reflekterende overflade. Og sådan lyder Paradise Lost årgang 2020. Hård, sort, glat, reflekterende og urørlig.
Ikke bare er Paradise Lost med efterhånden 32 bandår på bagen rykket ind i bedstefaralderen, men de er stadig lige så mørke, som de altid har været. Til forskel fra tidligere perioder i bandets historie, hvor de i højere grad har fokuseret på bestemte stilretninger – tænk blot på Depeche Mode-flirterierne på One Second og Host eller på, hvor bistert-doomy bandet har lydt det seneste år – da står Obsidian skinnende reflekterende over hele bandets karriere.
Og som man lytter sig igennem pladen, bliver det mere og mere klart, i hvor høj grad Obsidian er selvrefleksiv. Paradise Lost synes at gøre en slags status over karrieren. Alle perioder bliver genbesøgt, men uden at det på noget tidspunkt føles forceret. Og så starter pladen endda med en lille overraskelse.
Tankevækkende oneliners
Ved første gennemlytning af Obsidian måtte denne anmelder stoppe op efter det første minut af åbneren “Darker Thoughts”, for hvad var nu det? Var fedtfingrene kommet til at starte den forkerte plade? Akustisk guitar, dæmpet vokal med en Mikael Åkerfeldt-agtig intonation lader en nøgtern stemning sænke sig, før en klassisk Nick Holmes-vokalharmoni dog cementerer, at det selvfølgelig drejer sig om Paradise Lost, men at bandet endnu en gang har formået at slibe deres velkendte formel til et nyt resultat. En ualmindelig stærk start.
“Fall From Grace” byder derefter et sammenkog af alle Paradise Lost-dyder. Guitarist Greg Mackintosh indtager hovedrollen med en melodilinje, der er så meget Paradise Lost, at det næsten grænser til det klicheagtige. Imens leverer Nick Holmes med både klar og growlet vokal de for ham så velkendte og tankevækkende lyriske oneliners, der efterlader et aftryk i enhver lytters sind. Og det samme kan siges om “Forsaken”, der også straks sætter sig i hjernevindingerne og får lytteren til at undre sig over, hvad det lige præcis er, manden kan med ord. Hvordan kan han få en til at gå og fundere over disse korte sætninger i dagevis?
Selv de mest ordinære sange på Obsidian skinner af sangskriverkunst og overskud. “Ghosts” er en svært iørefaldende uptempo-hilsen til Sisters of Mercy, mens “Serenity” imponerer med et stærkt groove. Og “Hope Dies Young” lyder som en tragisk bekræftelse af sin egen titel og som et nummer, der hører hjemme på klassikeren Draconian Times.
Så stærk som nogensinde
Paradise Lost synes på Obsidian at være så stærke som nogensinde. Med en imponerende bred stilistisk spændvidde, sangskrivning, der indenfor metalgenren ligger i den absolutte topklasse, og så markante musikalske karakteristika bliver Obsidian uden tvivl et af de album, der kommer til at definere 2020. Her er noget for fans af alle bandets perioder. Obsidian flyder naturligt, Nick Holmes’ vekslen mellem den melodiske og den growlede vokal er organisk og ukunstlet, ligesom man bare må bøje sig i støvet for Greg Mackintoshs evne til at skrive guitarmelodier, der fungerer lige så godt for fuld skrue på bilstereoen, som når man fløjter dem under bruseren.