De fleste folk metal bands starter i metallens verden og tilfører folkemusik senere. Det var ikke tilfældet for finske Korpiklaani. Det startede med forsangerens første band, Shamaani Duo, som spillede folkemusik. Senere flyttede forsangeren, og startede et nyt band kaldet Shaman. Det var en blanding af Shamaani Duos folkemusik og metal. De udgav to albums under det navn, og skiftede derefter navn til Korpiklaani. Siden da har de udgivet syv studiealbums. Deres ottende hedder Manala, og det er endnu et vellykket album til samlingen.

Albummet starter meget brat med nummeret "Kunnia" Trommeslageren præsenterer straks sin kunnen, og det er imponerende. Han finder den perfekte balance mellem energisk og struktureret trommespil, og sådan er det gennem hele albummet. Så hører man forsangerens specielle stemme. Den er mest speciel for folk, der ikke har hørt om Korpiklaani før. For fans af bandet er det den samme som altid. Der er også mest fokus på sangen i versene. Guitaristen spiller mest rytmespil, og ikke nogle guitarsoloer. På trods af dette gør han en ganske fin indsats, ikke for meget og ikke for lidt. Manala er også et af de få albums hvor bassisten han høres, dog til tider mere end ellers. Bassisten gør også et rigtig godt arbejde, og støtter musikken super godt. Så er der selvfølgelig også de andre instrumenter, der hører til et hvert folk metal band. De er meget fremtrædende, og tager egentlig lead-guitarens plads, uden at det er en skidt ting. Faktisk giver musikken endnu mere folk-stemning, som man kun bliver glad af at høre på. Lyden er meget ren. Jeg tror, at hvis albummet havde en mere rå lyd, ville vokalen gøre ondt i ørene og bassen samt folkemusikinstrumenterne ville ikke kunne høres. Sangene på albummet er meget catchy, dog mest dem med gang i. De stille er meget smukke, og det er et plus på albummet. Der er ingen kedelige sange! De laver dog et smart træk, og placere "Uni" midt i de stille sange. Det virker so et friskt pust, så man ikke sidder og falder hen. Det samme gælder slutningen som heller ikke er helt stille. Det giver et sidste friskt pust, og giver en lyst til at høre mere. En anden usædvanlig ting er, at der ikke er en sang om alkohol på albummet. Jeg prøvede at oversætte sangtitlerne med det bedste finske jeg kunne (det vil sige Google Translate), og der er slet ingen spor af alkohol på albummet. Desuden er der på Manala ikke bare et, men to instrumentalnumre, som er usædvanligt for et Korpiklaanialbum. Det er "Husky Sledge" og " Dolorous", som er to gode beviser på at Korpiklaani ved hvad de laver. I den version jeg har anmelde fulgte bonusnummeret "Soil Of The Corpse" med. Det er egentlig bare en engelsk version af "Ruumiinmultaa", så der er ikke så meget at komme efter der.

Kopriklaani har lavet mange gode albums, og Manala er bestemt ingen undtagelse. Det indeholder langt det meste af det klassiske man kan forvente af bandet, og et par atypiske elementer. Der er som sagt to instrumentalnumre og ingen sange om alkohol, hvilket nok gør det til det mest voksne album de har lavet indtil videre. Det eneste minus er nok at hele albummet bliver sunget på finsk. Det er selvfølgelig en god ting i Finland, men personligt kan jeg godt lide at høre hvad bands synger om. Er man fan af bandet vil man elske Manala, og kender man bare den mindste smule til Korpiklaani eller folk metal er albummet stadig en super god tilføjelse til samlingen.

Kunnia er albummets første og mest energiske nummer.
For en god ordens skyld er der også en engelsk version. Den finske synes jeg dog er bedre. Du kan høre begge, og give din mening til kende i kommentarene.