Ensiferum - Unsung Heroes

Unsung Heroes

· Udkom

Type:Album
Genrer:Folk metal, Viking metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Ensiferum, der nogenlunde direkte kan oversættes til "sværdbærer", er ikke til at komme udenom når det gælder folk metal. Ligesom deres landsbrødre Korpiklaani kommer de fra Finlands isdækkede fjelde, og med sig bringer de sange om fædreland og mægtige kampe. Ensiferum har, med deres femte album, Unsung Heroes, valgt at vende tilbage mod lyden på deres første albums.

Efter det obligatoriske, akustiske intronummer "Symbols", sættes tempoet i vejret med "In My Sword I Trust" som du sikkert allerede kender, hvis du har været opmærksom på hvad Ensiferum har afsløret af tracks fra Unsung Heroes her på det sidste. "In My Sword I Trust" er meget lig det allerførste man hørte fra Ensiferum tilbage i 2001, atmosfærisk, melodisk og simpelt opbygget. "Retribution Shall Be Mine" derimod er meget mere ovre i deres nyere stil fra de forrige albums, og "Celestial Bond" er et stille, virkelig smukt nummer udelukkende med Emmi Silvennoinen, der ellers spiller keyboard, på vokal.

Generelt er der, især vokalmæssigt, en kæmpe variation albummet igennem. Guitarist Markus Toivonen og bassist Sami Hinkka er med på clean backing vocals, hvilket især kommer til sin ret i "Burning Leaves" og "Pohjola", og det er en fed kontrast til forsangerens growl, samtidig med at det er med til at gøre albummet som helhed så storslået, som det nu engang er. Specielt koret i "Pohjola" er simpelthen noget af det vildeste, jeg længe har hørt. Unsung Heroes er ikke lige så pudset og poleret som From Afar var, og det klæder helt bestemt Ensiferum, fordi det netop tilføjer lidt hårdhed til den ellers så melodiske musik.

Unsung Heroes, mine damer og herrer, er et pragteksemplar af et folk metal-album, hvor Ensiferum går tilbage til genrens rødder og skaber simpel musik med dybde og mening. Dette er folk metal uden alt for mange unødvendige effekter og andet gøgl, som så mange andre bands inden for genren føler sig nødsaget til at benytte efterhånden. Dette er et album, der giver dig lyst til at iklæde dig ringbrynje og ulveskindskappe, og gå ud på de nordjyske heder og lege viking – og det er, efter min mening, noget af det bedste Ensiferum endnu har lavet.

Trackliste 1. Symbols 2. In My Sword I Trust 3. Unsung Heroes 4. Burning Leaves 5. Celestial Bond 6. Retribution Shall Be Mine 7. Star Queen (Celestial Bond Pt. II) 8. Pohjola 9. Last Breath 10. Passion Proof Power