Area53 Festival 2025

Billeder af Thea Oborski Billeder af Thea Oborski

Heavymetal.dk’s udsendte begav sig for anden gang til den lille østrigske by Leoben i Steiermark for at overvære Area 53 Festival. Igen i år blev de fremmødte budt på et bredt udvalg af både kendte og mindre kendte bands fra ind- og udland, der blev præsenteret torsdag-lørdag i tidsrummet 12.30-23.00. På trods af det omfangsrige lineup blev tidsplanen gennemgående fint overholdt. Ligesom sidste gang var personalet venligt og imødekommende. Og med politi, brandvæsen, sikkerhedsvagter og førstehjælp til stede på pladsen følte man sig tryg og sikker under hele festivalen.   
Men hvis man havde til hensigt at besøge toiletterne efter kl. 20, gjorde man klogt i at vente til, man enten var tilbage på teltpladsen eller hotellet igen. Den, der alligevel vovede sig ind på faciliteterne, blev mødt af en ulidelig stank og lokummer, der var fyldt til randen. Festivalen burde således nok investere i nogle flere toiletter næste gang eller løbende gøre dem rent.  
For både kød- og planteædere var der forskellige madtilbud – Heavymetal.dk’s udsendte anmelder nød da i hvert fald mere end én vegansk hotdog. Hvis priserne og udbuddet ikke faldt i ens smag, kunne man dog med fordel enten få en bid mad ude foran festivalpladsen – her var der ud over enkelte madboder merch- og CD-boder – eller tage et smut forbi Hendlkönig foran det lokale byggemarked, der ved vores sidste besøg på festivalen blev frekventeret af dem, der skulle købe lokumsredskaber til Gutalax-koncerten. Man skal dog her være opmærksom på, at der mange steder kun kunne betales med kontanter, så hvis du skal af sted til næste år, så sørg for at have hævet penge på forhånd.
Inden man tager hjemmefra, kan man booke en plads på festivalens teltområde, og hvis man er rigtig hurtig, kan man få fingrene i en af de luksuriøse campingvogne, som findes i begrænset antal. Hvis man er mere til hotel, tilbydes der en billig shuttle-service til et af de nærliggende hoteller.
Således opvejer det positive det negative. Så tommel op herfra!

Flere billeder fra festivalen findes her.

TORSDAG :

  1. Warkings
  2. dArtagnan
  3. W.A.S.P.

Salve Leobenus

For ganske få dage siden udgav de fem krigere fra Warkings deres femte studiealbum, Armageddon, der faldt i særdeles god jord hos undertegnede. Dermed var forventningens glæde til denne koncert stor – tilsyneladende var det også tilfældet for de øvrige fremmødte, for denne torsdag klokken 18.30 blev pladsen foran scenen hurtigt fyldt med unge og gamle, der var parate til at give deres powermetalhelte en kongelig velkomst.

What’s your profession?!

En efter en indtog de musikalske krigere scenen, akkompagneret af højtidelig fanfare, der indikerede, at det i sandhed ville blive en kongelig aften. Således skød Warkings deres knap en time lange sæt i gang med klassikeren “The Last Battle”, hvor The Tribunes stemme gik klokkeklart igennem fra første øjeblik og bandt det samlede lydbillede sammen, hvor trommen dog var en kende for gennemtrængende en gang imellem. På andet nummer, “Armageddon”, det helt exceptionelle titelnummer fra bandets spritnye plade, var dette dog ikke et problem, for alle enkelte elementer kom til deres ret. Vi har nemlig at gøre med et titelnummer, der har alt det, en moderne powermetalsang har brug for: et massivt lydbillede båret af den tonsende og alligevel melodiøse guitar spillet af The Crusader og et syng-med-venligt omkvæd. På anden strofe kom sangen helt op at ringe, da Morgana le Fay indtog scenen og leverede en helt fantastisk skærebrændervokal, der fungerede som et velafstemt modstykke til frontmandens stemme. En af de gamle kendinge, der absolut ikke måtte mangle, var “Hefaistos”, og med deres helt egen Hefaistos som hypeman var der garanti for et energisk publikum, der efter nummeret kvitterede med et rungende “Ahug!” på det tilbagevendende spørgsmål “What's your profession!?”. Der var altså ingen tvivl om, hvad der skulle gøres under niende nummer, “Sparta”. Selv om konger ifølge frontmanden egentlig ikke nogensinde siger tak, sang publikum så godt med, at han godt kunne gøre en undtagelse. I det hele taget var publikumskontakten helt enestående, selv om det godt kunne undre lidt, at Georg Neuhauser – der som hovedbeskæftigelse er forsker ved universitetet i Innsbruck – talte engelsk og ikke tysk til de fremmødte fans. Han blev dog nødt til at skifte til tysk, da han fik besøg på scenen af de to cirka 10-årige drenge Tobias og Moritz, der var frivillige på festivalen og ifølge Neuhauser var “the future of heavy metal”. Efter dette lille break fortsatte Warkings i fin stil, og “Gladiator” bandt en smuk sløjfe på koncerten, hvor folkemængden fik en sidste chance for at skråle med. 

Ahug!

Vi fik denne eftermiddag lov til at høre intet mindre end tre sange fra det nye album, hvilket var herligt forfriskende. Og ud over at trommen enkelte steder var en kende for dominerende, og sættet naturligvis var alt, alt for kort, var dette en mindeværdig koncert, hvor Warkings cementerede deres kongestatus. De af vores læsere, der skal til Wacken i år, vil jeg klart anbefale at kigge forbi “Harder”-scenen den 2. august.

Sætliste:

  1. The Last Battle
  2. Armageddon 
  3. Spartacus
  4. Hefaistos
  5. Genghis Khan
  6. Fight
  7. Hangman's Night
  8. We Are the Fire
  9. Sparta
  10. Gladiator

9/10

De seks musketerer 

Der blev for alvor fyldt foran scenen, da førstedagens næstsidste act, det tyske folkrock-band dArtagnan, skulle på scenen. Dette er nok ikke et band, som gennemsnitsdanskeren hidtil har skænket én eneste tanke, men som Heavymetal.dk’s helt egen kvote-tysker ser denne anmelder det som sin opgave at give dig, kære læser, et indblik i rock-schlagerens fagre univers præget af heltemod, venskab og brændende kærlighed. Bandet blev dannet i 2015 af Tim Bernard, Felix Fischer og multiinstrumentalist Benjamin Metzner, der nok er bedre kendt som Prinz R. Hodenherz fra Feuerschwanz. Rent visuelt og lyrisk har bandet hentet sin inspiration i Alexandre Dumas’ d'Artagnan-romaner – således er der tale om et Gesamtkunstwerk, der af bandet selv betegnes som ’Musketier-Rock’.

Dudelsack of Fire

Sættet blev indledt af “Ruf der Freiheit” fra bandets seneste plade, Herzblut udgivet i 2024. Sangens melodi blev båret af Gustavo Strauss’ formidable violinspil, som indgik perfekt i det samlede lydbillede, der var præget af spilleglæde og overskud. Bandets infektiøse energi blev overført direkte til det energiske publikum, der skrålede med af lungernes fulde kraft. Denne evne til at virke publikumsnære samtidig med at formå at byde de fremmødte på et velafstemt og klart auditivt udtryk var til alles store fornøjelse gennemgående tilfældet. Det blev endnu engang understreget under ottende nummer, “Was wollen wir trinken”, hvor Metzner tog sig en dukkert i havet af mennesker og dukkede op midt i det hele, hvor han dirigerede cirkelpitten omkring sig.
Sømandsevnerne blev endnu engang bevisført under efterfølgende sang, “Westwind” fra Felsenfest udgivet i 2022. Dertil blev publikum instrueret i, hvordan man ror korrekt, både i siddende og stående position, og helst akkompagneret af “en mandlig gryntelyd”. Metzner måtte dog indrømme, at de – fordi de jo er musketerer – er de værste pirater, man nogensinde har hørt om, men tilføjede, at man da i det mindste havde hørt om dem. Men det gik nu meget godt. De seks musketerer kunne dog ikke kun ro, de kunne også spansk, hvilket de viste på “Mosqueteros”, der omhandler de tre musketerer, der vel at mærke kommer fra Frankrig, optræder i en fransk bog, skrevet af en fransk forfatter og dermed ikke har noget med Spanien at gøre. Men lad os ikke dvæle ved petitesser, for nummeret blev fremført til UG, og Bernard viste, at ikke han kun er en dygtig guitarist, men også en hulens god sanger. Metzner skiftede løbende mellem sang, sækkepibe og fløjte, og i kombination med mandolinklange blev publikum budt et særdeles varieret lydbillede. Således gik denne lille time meget hurtigt, og publikum var blevet varmet godt og grundigt op til aftenens hovednavn.

Rock-schlager for viderekommende

Det var denne anmelders første koncert med bandet, og jeg skal da gerne indrømme, at jeg ikke ville have opsøgt dem aktivt i koncertsammenhæng. Men når det er sagt, kan man ikke negligere, at det er nogle virkelig gode musikere, der forstår at levere et medrivende show. Så hvis du ærgrer dig over, at du ikke var med til denne skønne koncert, kan du fange de heltemodige pseudo-franskmænd i Grosse Freiheit i Hamborg den 11. september. Hvis du kan lide hyggelige melodier, fællessang og folkeinstrumenter, kan det i hvert fald anbefales.  

Sætliste:

  1. Ruf der Freiheit 
  2. Feuer und Flamme
  3. An der Tafelrunde
  4. Herzblut
  5. Trink mein Freund
  6. Farewell
  7. Klingen Kreuzen
  8. Was wollen wir trinken (cover)
  9. Coeur de la mer
  10. Westwind
  11. Mosqueteros
  12. C’est la vie
  13. Hey Brother (Avicii-cover) 

9/10

Bedre sent end aldrig

Efter en lang dag med masser af musik fra samtlige afskygninger af metalverdenen, var vi omsider nået frem til førstedagens hovednavn, W.A.S.P., der i 2023 måtte aflyse deres koncert i Danmark for tredje gang i streg. Således var det for denne anmelder også på tide at opleve de aldrende herrer live på deres igangværende The Album One Alive Tour, som også gæster Danmark senere i år.

History in the making 

Frygten bredte sig allerede hos undertegnede, da bandet stadig ikke var nogen steder at spore, 20 minutter efter at deres koncert officielt skulle være startet. Men så lød endelig de første toner af den ikoniske “I Wanna Be Somebody" fra deres debut fra 1984, der denne aften blev spillet i sin helhed, og de fire musikere anført af Blackie Lawless indtog selvsikkert scenen og beviste, at alder blot er et tal. Frontmandens stemme gik nemlig helt fortræffeligt igennem, og i det hele taget var samspillet mellem medlemmerne vellykket, hvor det specielt var guitaren spillet af Doug Blair, der stak ud. Det var især tilfældet under tredje nummer, “The Flame”, der med sit iørefaldende heavyrock-riff uden tvivl hører til en af mine personlige favoritter fra debutpladen. Endnu en favorit er balladen “Sleeping (in the Fire)”, der definitivt var et højdepunkt i dette halvanden time lange sæt. Under hele koncerten var den 68-årige Lawless i sit es, og han dansede rundt på scenen og løbende fluffede sit hår, så frisuren sad på velkendt Blackie-manér.
Med “The Torture Never Stops” blev det regulære sæt afsluttet, og de fire musikere forlod scenen. Selv om de fremmødte havde en lang dag bag sig, kunne de slet ikke få nok og råbte på ekstranumre. Til stor glæde for alle var W.A.S.P. slet ikke færdige med os endnu og fremførte et potpourri af sange, hvor det især var “I Don't Need No Doctor” fra Inside the Electric Circus udgivet i 1986 og “The Real Me” fra The Headless Children, der var særligt memorable. Sættet blev afsluttet af “Blind in Texas” fra The Last Command udgivet i 1985, og så var der ikke mere for den 25-øre, da spærretiden for længst var overskredet.

Røvballe-buksernes tid er forbi, men … 

Godt nok er den gode gamle Blackie ikke helt ung mere, og 1980’ernes chokerende scene-props, påklædning og “Animal (Fuck Like A Beast)” var blevet derhjemme. Men lyden fra dengang var der skam stadig, og hvis alt går, som det skal, kan de danske fans glæde sig til, at W.A.S.P. kommer forbi Amager Bio den 6. oktober. Det kan anbefales!

Sætliste:

  1. I Wanna Be Somebody
  2. L.O.V.E. Machine
  3. The Flame
  4. B.A.D.
  5. School Daze
  6. Hellion
  7. Sleeping (in the Fire)
  8. On Your Knees
  9. Tormentor
  10. The Torture Never Stops

Encore:

  1. Inside the Electric Circus / I Don't Need No Doctor / Scream Until You Like It
  2. The Real Me / Forever Free / The Headless Children
  3. Wild Child
  4. Blind in Texas

9/10

FREDAG:

  1. Senntus
  2. Tailgunner
  3. Gloryhammer

Dagens helt store overraskelse

Klokken halv et var festivalgæsterne overraskende nok allerede mødt talstærkt op foran scenen og kom med begejstrede tilråb, hver gang et af bandmedlemmerne fra fredagens første band viste sig på scenen for at gøre de sidste ting klar, inden de skulle optræde. Efter et lille kig på bandoversigten vidste jeg da også, hvad klokken havde slået. Det var tid til det lokale darkmetal-band Senntus. Men det skulle da vise sig, at det ikke var hvilket som helst lokalt band. For på kun en lille halv time fik de fem musikere med frontmand og bandgrundlægger Jürgen Mayr i spidsen i hvert fald overbevist undertegnede om deres kunnen.    

  

Gys og gru fra Alperne

Smilende og taknemmelige for det store fremmøde indtog bandet scenen og lagde ud med nummeret “Deine Asche” fra Der Teufel am Totenbett udgivet i 2021. Allerede her var det tydeligt, at Senntus i den grad har noget at byde på, for ud over deres vindende udstråling sad lyden lige i skabet, og leobnerne viste gennemgående formidable samspilsevner. Bandets musikalske udtryk er nemlig kendetegnet ved en velafstemt og velovervejet kombination af melodiøsitet og melankoli på den ene side og brutalitet og mørke på den anden. Det kom særligt til udtryk på tredje track, “Herzelfresser”, fra EP’en af samme navn udgivet i 2024. Nummeret omhandler den berygtede Paul Reininger fra Kindberg – kun 33 kilometer fra Leoben – der i slutningen af det 18. århundrede dræbte seks kvinder og efterfølgende konsumerede deres hjerter. Denne gåsehudsfremkaldende historie blev fredag middag bragt til live igen, dog i mindre drabelig sammenhæng. Men med Mayrs onde growls og de knivskarpe guitarriffs leveret af Markus Golob og Johannes Rappold blev man da alligevel lidt bange. Godt, at det stadig var lyst udenfor! Senntus er tilsyneladende ikke et band, der hviler på laurbærrene, for de havde også medbragt deres spritnye nummer, “Hittrach”. Her stak særligt rytmesektionen med Lukas Marak på bas og Thomas Troppacher på trommer ud for undertegnede, da den dannede et solidt grundlag, hvorpå de øvrige elementer kunne udfolde sig. Et andet af sættets mange højdepunkter var andensidste nummer, “Kettenkarussell”, som også fik gang i de fremmødte, der hoppede og hujede til den helt store guldmedalje. Koncerten kulminerede i dette års Area 53 Festivals første wall of death under sidste nummer “Kriegsknecht”, der satte et kæmpestort og flot punktum for denne optræden.  

Der frühe Vogel fängt den Wurm

Dette var en helt og aldeles perfekt måde at starte fredagen på, så gårsdagens strabadser var hurtigt glemt, og søvnen var pustet ud af øjnene, så man kunne nyde endnu en dag på Area 53 i fulde drag. Senntus viste sig gennemgående joviale og fik med deres høje musikalske kvalitet i hvert fald mindst én fan mere – kæmpe anbefaling herfra. 

 

Sætliste:

  1. Deine Asche
  2. Im Frühling
  3. Herzlfresser
  4. Hittrach
  5. Kettenkarussell
  6. Kriegsknecht

8/10

Den nye nye bølge

Britiske Tailgunner er på deres Summer Blitz Tour rundt i Europa for tiden, og fredag eftermiddag var de fem musikere klar til at berige de fremmødte på Area 53 med rendyrket, kompromisløst og autentisk heavy metal. Bandet har blot eksisteret siden 2022, og i 2023 udgav de deres debutlangspiller, Guns for Hire. På trods af deres kun tre år på bagen har kvintetten fået megen ros for deres musikalske udspil, og de har haft flere udsolgte koncerter på deres headlinerturné i både England og Tyskland. Undertegnede var derfor tilsvarende spændt på at opleve pionererne af den nye nye bølge af britisk heavy metal.   

Som var det i går

Fra det øjeblik, hvor bandet indtog scenen, var deres energiniveau helt oppe at ringe, da de hoppede fra den ene side af scenen til den anden, viftede med deres lange lokker og kom løbende helt hen til scenekanten for at motivere publikum. De fremmødte lod sig gerne rive med og kvitterede derfor med begejstrede tilråb og knyttede næver, der energisk røg op i luften. Med den endnu uudgivne “Blood Sacrifice”, der bød på en helt fabelagtig guitarsolo leveret af Zach Salvini, var undertegnede endegyldigt overbevist om femmandsorkestrets talent og musikalitet. Også “Barren Lands & Seaos of Red” faldt med sit massive bragende udtryk i god jord. Dog var trommen af og til lidt overvældende, så Craig Cairns vokal druknede en smule i lydvæggen, og med den til tider lidt skingre highpitchvokal var det ikke altid nemt at forstå teksterne – det var en skam, da gruppen præsenterede en del uudgivet materiale. Senest på “Guns for Hire” – titelnummeret fra Tailgunners debut – var lydbilledet velafstemt, og særligt bassen spillet af bandgrundlægger Thomas Hewson stak igennem. Dette nummer dannede dermed en god afrunding på bandets 45 minutter lange sæt, hvor tiden fløj afsted.  

Eftermiddags-blitz

Der er altså absolut ingen tvivl om, hvorfor Tailgunner har nydt en sådan succes de sidste par år. De er særdeles velspillende, har en autentisk fremtoning og er bare pokkers seje. Vi kan da håbe, at de på et tidspunkt også svinger forbi hos os i Danmark.

7/10

Fra Dundee til Area 53 kom de fem.
Fans havde fundet deres hammer frem.

Når man taler powermetal i det 21. århundrede, kan man vel næsten ikke komme uden om Gloryhammer. Også denne anmelder har efterhånden set bandet optræde nogle gange og har ikke altid været lige begejstret – både når det kommer til det musikalske, og når det kommer til bandets fremtoning i det hele taget. Her på sitet er gruppen heller ikke ligefrem et band, der udløser glædestårer hos de udsendte anmeldere. Men denne aften – hvor de var fredagens hovednavn på Area 53 – viste de fem galaktiske krigere sig fra deres bedste side.   

En galaktisk kriger uden jammer
gav en goblin slag med en “Gloryhammer”.

Som var det Gabriels horn, tonede Tom Jones’ “Delilah” ud gennem højtalerne på festivalpladsen og signalerede de galaktiske heltes ankomst – Fifes tid var nær. Med åbningsnummeret “The Land of Unicorns” var publikums skæbne beseglet, og halvanden time i Dundee-boernes magt kunne begynde. Fredagen havde været præget af skiftende vejr, hvilket frontmand Sozos Michael alias Angus McFife havde måttet lide under. Tidligere på dagen havde han nemlig været ude at gå en tur i den friske natur, da han blev overrasket af eftermiddagens ret massive regnskyl – her ville han helst bare “Fly Away”. Denne sang blev femført uden slinger i valsen og gav på ingen måde anledning til brok.
Efter sin førnævnte gåtur måtte den stakkels frontmand også konstatere, at Leobens skønne bjerglandskab i den grad manglede en galaktisk fæstning. Heldigvis havde de taget “Questlords of Inverness, Ride to the Galactic Fortress!” fra Space 1992: Rise of the Chaos Wizards udgivet i 2015 med, så man da i det mindste kunne besynge den galaktiske fæstning. Det blev også gjort på overbevisende manér, for Michaels stemme gik godt igennem, og instrumentsporet lå perfekt i mixet. Helt så perfekt som frontmanden havde bassist James Cartwright, alias The Hootsman, Astral Demigod of Unst, ikke sat sig ind i, hvor bandet egentlig befandt sig, og han måtte indrømme, at han ikke havde nogen “fucking idea” om, hvor de var. Men det var jo også lige meget, for han kunne sagtens bunde et glas øl – og det er jo det, der tæller.   
Et ubestridt højdepunkt under denne koncert var “Keeper of the Celestial Flame of Abernethy” fra Return to the Kingdom of Fife udgivet i 2021, da samspillet var flot, og Michael endnu en gang beviste sin sangkunst. Det var noget, de talrige fans – som til dels var udklædt som tapre riddere, mens andre var trukket i enhjørningekostume – kunne lide. Sættet afsluttedes med bandets tre hits “Universe on Fire”, “Hootsforce” og “The Unicorn Invasion of Dundee”, som sikrede, at folk var så friske, at de kunne gå over i Tenne – Area 53’s indendørs festlokale – og feste videre til den lyse morgen.

Man gik derfra fuld af energi,
hvilket giver bandet meget sympati.

Således afsluttede Gloryhammer andendagen på Area 53 på behørig vis og overraskede denne anmelder med den velafstemte lyd, der strakte sig gennem hele koncerten. Yderligere skal Sozos Michael, bandets ikke helt så nye Angus McFife, have ros for gennemgående at holde fin kontakt til publikum og samtidig præstere et godt arbejde på vokal. Denne optræden kan de galaktiske helte sgu godt være bekendt!  

Sætliste:

  1. The Land of Unicorns
  2. He Has Returned
  3. Fly Away
  4. Angus McFife
  5. Questlords of Inverness, Ride to the Galactic Fortress!
  6. Wasteland Warrior Hoots Patrol
  7. Gloryhammer
  8. Fife Eternal
  9. Masters of the Galaxy
  10. On a Quest for Aberdeen
  11. The Siege of Dunkeld (In Hoots We Trust)
  12. Keeper of the Celestial Flame of Abernethy
  13. Universe on Fire
  14. Hootsforce
  15. The Unicorn Invasion of Dundee

9/10

LØRDAG :

  1. Mastic Scum
  2. Korpiklaani

Østrigs helte

Når man taler østrigsk metal, er dødsmetalkvartetten Mastic Scum et band, man ikke må misse. De har siden deres dannelse i 1992 udgivet seks langspillere. Det var helt tydeligt, at orkestret havde en dedikeret fanskare, for udover at der var godt fyldt foran scenen, var flere af festivalgæsterne iført Mastic Scum-merch. Så undertegnede var spændt på at se, hvad der ventede.  

Orden i kaos

Klokken 15.10 blev publikum mødt af en ond og gennemtrængende lyd, der svøbte festivalpladsen ind i et tungt tæppe – det var Mastics Scums første nummer, “Slavebreed”, fra bandets nyeste udgivelse, Icon fra 2022. Det var imponerende, at musikkens enkelte elementer stod så skarpt og solidt på trods af det samlede udtryks tyngde. Begejstringen hos de øvrige festivalgæster var tilsyneladende også stor, for de skønne toner af “Doomsayer” udløste en kæmpemæssig circlepit lige foran scenen. Wienernes evne til at skabe en medrivende lydmur kom særligt til udtryk på femte nummer, “Cause & Effect” fra CTRL udgivet i 2013. Nummeret var også et bevis på bandets evne til at skabe et facetrigt lydbillede med mange delelementer. Særligt fremtrædende var Markus Wenzels alsidige vokal med både barske growls og grumme grisegrynt, der var sammensat som et nøje afstemt puslespil og gik knivskarpt igennem. Inden det gik videre med det næstsidste nummer, “Create and Destroy”, spurgte frontmanden, om de fremmødte var klar på et endnu hurtigere nummer – meget hurtigere gik det da ikke, tænkte jeg for mig selv. Da blev jeg dog hurtigt modbevist, for med lynende guitarlir leveret af Harry Gandler og en buldrende rytmesektion med Stephan Huber på trommer og Dominique Heine på bas blev der i sandhed skruet op for farten endnu en gang. På de 40 minutter, som sættet varede, blev det i hvert fald klart, hvorfor Mastic Scum betegnes som en af Østrigs førende dødsmetalgrupper. 

Spil noget hurtigt

Mastic Scum kom, så og leverede et show, der levede op til det niveau, som koncertarrangørerne havde lovet. Østrigerne var teknisk rutinerede, musikken var velgennemtænkt, og musikernes rå energi var smittende. Så Heavymetal.dk’s udsendte vil hermed anbefale, at alle fans af brutal dødsmetal og grindcore giver bandet et lyt.  

 

Sætliste:

  1. Slavebreed
  2. Construcdead
  3. Digital Dementia
  4. Doomsayer
  5. Cause & Effect
  6. Create and Destroy
  7. My Minds Mine

8/10

Finnish invasion

Lørdag den 12. juli var Korpiklaani blot ét af hele fire finske bands, der gæstede Area 53 Festival i år. Med deres seneste udgivelse, Rankarumpu, var Korpiklaani uden tvivl det band, undertegnede havde set mest frem til at opleve live. Bandet har eksisteret siden 2003 og udgivet 12 langspillere, så med dette stærke bagkatalog skulle der gerne være garanti for en aften fyldt med medrivende polka-esque stampere og hyggeligt violinlir.   

Puhutko englantia?

Sættet indledtes af “Rankarumpu”, hvis eksplosive vokal leveret af Jonne Järvelä i kombination med harmonikaen og violinen spillet af henholdsvis Sami Perttula og Olli Vänskä udgør en fængende blanding, der i den grad giver lyst til at svinge træbenet.
I det hele taget var det særligt violinen, der hev koncertoplevelsen op på et højere plan. Det blev især tydeligt på syvende nummer, "Kallisto", der definitivt også hører til blandt højdepunkterne på deres seneste udgivelse. På dette nummer var samspillet mellem guitaren spillet af Kalle Savijärvi og violinen helt perfekt og efterlod et blivende indtryk på undertegnede. Det var tydeligt, at finnerne var glade for at være i Østrig, og frontmanden udnyttede pauserne mellem sangene til at tage kontakt til publikum ved at mumle en smule på engelsk (?), men hvad det egentlig var, han sagde, er ikke helt sikkert. Mon ikke han havde ret – der var i hvert fald ingen, der sagde ham imod. Engelskevnerne blev endnu en gang sat på prøve under Boney M.-coveret “Gotta Go Home”. Men hvad skal man også med engelsk, hvis man kan danse en flot dans, samtidig med at man synger på noget, der minder om engelsk. Heldigvis var det ikke helt tid til at gå hjem endnu, for Korpiklaani havde endnu to sange med og afsluttede med den obligatoriske “Vodka”. 

Lopussa kiitos seisoo

På trods af at lyden ikke gennemgående var helt i top, skortede det ikke på underholdningsværdi under denne koncert, hvor publikum fik den fest, de var kommet efter. Lige foran scenen blev der crowdsurfet efter alle kunstens regler, mens dem, der stod ude i kanten, fik sig en svingom med naboen eller med sig selv. Så det er helt bestemt ikke sidste gang, at undertegnede gæster en Korpiklaani-koncert. 

Sætliste:

  1. Rankarumpu
  2. Viinamäen mies
  3. Saunaan
  4. Ievan polkka(cover)
  5. Rauta
  6. Aita
  7. Kalmisto
  8. Tuli kokko
  9. Päät pois tai hirteen
  10. Leväluhta
  11. Gotta Go Home (Boney M.-cover)
  12. Metsämies
  13. Vodka

8/10

Af .