Larm, larm og mere larm
Måske har din nabo hyret både håndværkere og havemænd, måske har du vovet dig ud i Københavns Lufthavn i industriferien, eller også skal du med toget den 23. december. Ligegyldigt hvad, så risikerer du at befinde og bevæge dig igennem centrum af et ulideligt støjhelvede, af den slags man skal være fast inventar på den lukkede for at nyde. Netop sådanne situationer er sandsynligvis, hvad svenske Cryptorium tænkte på, da de navngav deres seneste plade, Through the Bowels of Ceaseless Dissonance.
Jedidiah Sawyer på kanalrundfart
Lydmæssigt har Cryptorium dog sendt samtlige støjkilder på nær én på porten. Den tilbageværende havemand har til gengæld fundet den svenske metals nationalværktøj frem. Motorsaven.
Kvartetten er alt andet end nærige med den stolte HM-2-pedal og bekymrer sig ikke et sekund om årtiernes slitage på pedalen. Titelnummeret er bestemt ikke blegt for at gå landsmændene i Lik på klingen med samme mere morderiske og blodberusede type motorsavshærg, end hvad halvfemsernes Stockholmsdød bød på. Er det nyskabende? Nej, men det klæder altid lyden, når der kommer en ny vinkel på det kære haveredskab. Cryptorium nøjes dog ikke bare med det vanlige kædesavsblodbad, men dykker en anelse længere ned i mørket og dets afkroge. “Malador” åbner døren en anelse på klem ned til krypten og dens gespenster, men på “Corpus Effigy” og især lukkeren, “Consumed By The Eternal Rot”, får vi et fast skub ned i mørket. Det er Grave, der trækker “Into the Grave” over i sit mest Runemagickske Hammer-horror banket op i tempo, men samtidig også tyngde. Leatherface jagter os selvfølgelig stadigvæk rundt i mørket, det hører ligesom genren til. Men at Cryptorium skifter Texas’ brændende ørken ud med, at vi i stedet frygtsomt jages gennem både Draculas dystre borg og Frankensteins laboratorium, gør bestemt Through the Bowels of Ceaseless Dissonance til en mere mindeværdig oplevelse. På sin vis kan man kalde det Entombed med mørklægningsgardiner. Når “Revolting Obsession” dog også trækker på Death Breath og deres mere punkede og medrivende tilgang til svenskerdøden, så vil det være en grov forsimpling, hvis man udelukkende mente, at Cryptorium trak LG og hans kumpaner med ind i mørkekammeret. Trækker vi dem også igennem trykkammeret, så kan vi dog begynde at snakke om det.
Hvad vi dog også skal snakke om, er, hvor stort et potentiale Cryptorium har i at have hele tre vokalister, men samtidig smider det hele på gulvet, da forskellen er forsvindende lille. Nyligt afdøde bassist Karl Arvidsson har en snert af Lik, hvor guitarist Fabian Larsen og trommeslager Albin Holgersson kører den mere ind med Jörgen Sandström fra de tidlige Grave-dage. På “Concrete Internment” er der en dejlig snasket backupvokal. Frem i lyset med den og resten af repertoiret fra vindtør mumie til maddikebefængt kloakvasker. I kan jo godt, Cryptorium. I kan så også godt lide lide at køre demolition derby med Lik i en sådan grad, at både “In Bitter Remorse” og “Concrete Internment” er grebet i så vild en blodrus af destruktion, at bandet ikke engang har lagt mærke til, at de nærmest har kopieret sig selv. Det lyder da meget fedt, men at gentage sig selv inden for et kvarters tid, det er lige at springe over, hvor gærdet er lavest.
Der skal flere gear på den kædesav
Al svenskerdød siden 1995 er selvfølgelig en form for kopi af sig selv, så Cryptorium slipper med en advarsel. Især nu, hvor resten af Through the Bowels of Ceaseless Dissonance så fint dypper en lettilgængelig og medrivende udgave af genren i en god spand tjære og plører hele molevitten ned i dit åbne, taknemmelige ansigt. Ganske simpelt og ganske fedt.