Hjulene på tourbussen kører rundt, rundt rundt!
Danske Slægt har huseret den danske musikscene siden 2011, men først i 2015 fik vi for alvor at føle, hvad de kunne, da de udgav debuten Ildsvanger. To år senere gik det dog for alvor amok, da Domus Mysterium tvang os til at anerkende, den hårdtslående københavnske kvartet. Nu er dagen så endeligt kommet, hvor vi får lov til at opleve, hvad der sker for Slægt, når hjulene får lov til at dreje videre.
Hyggeblack
Hvis man slet ikke er bekendt med Slægt eller deres lyd, vil jeg beskrive det som ”hyggeblack”. I den forstand, at de mange rock’n'roll-elementer, de blander deres black metal med, ofte får en til at tænke ligeså meget på Thin Lizzy og Led Zeppelin som på Burzum og Darkthrone. Forestil jer, at black metallen blev opfundet i England i slut 70’erne i stedet for Norge i 90’erne. Der er fx masser af dobbelt guitarsoli, der kan få selv den mest stoiske black metaller til at springe ud i en voldsom omgang luftguitar. Tag fx et nummer som ”Masician”, et nummer som er et reelt overflødighedshorn af guitar-gaver! Men det er ikke kun rendyrket guitaronani, Slægt har nemlig også en skyggeside. En side, der skal få os til at tænke på Crowley og LaVey, på uhyrlige ritualer i dystre krypter og esoteriske broderskaber. Det er primært den hæse og snerrende vokal som frontmand-Oskar leverer, der er med til at danne denne mørke atmosfære, der står i en rimelig kontrast til de ellers så bombastiske guitarelementer. Igen her kommer man til at tænke på England, primært på et band som Venom.
Generelt er det utroligt forfriskende at få noget nyt, der samtidig er så old school. I mange år har det virkert til, at guitarsoloen og generelt guitarekvilibrisme har været noget, man er gået en stor bue udenom i mange af de forskellige genrer af metal. Hvilket i mit hoved er en skam, nærmest en dødssynd, da det der oprindeligt var med til at lokke folk til metallens verden, var de vanvittigt imponerende og velskrevne soloer og riffs. Slægt formår at kombinere en ret så introvert og indforstået genre som black metal med ærketypisk og mangfoldig rockmusik. Resultatet er en lyd, hvor der er plads til at man både står og er trve kvlt-ekspert i sin rullekrave, mens man bæller fadøl og skråler med på tekster, der kunne være plukket ud af sumeriske dødebøger.
Rent musikalsk er der intet at sætte en finger på omkring Slægt eller The Wheel. De er nogle uhyrligt kompetente musikere, de formår virkeligt at blande det onde og det mørke, med det folkelige og det klassiske. Det eneste, man måske kan vælge at pege fingre af, er lyden på The Wheel. Slægt har valgt at have samme lyd som på Domus Mysterium, nemlig en rå og lettere uraffineret lyd, der lidt får en til at tænke på diverse båndudgivelser fra 80’erne. Men det er åbenlyst et bevidst valg, og det er med til at The Wheel netop lyder som en slidt plade fra ’82, man har fundet på den bagerste hylde i en støvet vinylbutik på Istedgade. Nogle ville måske også beklage sig over, at sangene er ret lange, men det er altid en kritik, jeg finder lidt spøjs – det svarer til at brokke sig over at få for meget lørdagsslik eller for meget persillesovs til sine kartofler.
Slægt skal opleves på en scene
The Wheel er en fremragende kandidat til at være både den bedste danske udgivelse i år, og det er fuldt ud forståeligt, hvorfor selv Ekstrabladets Thomas Treo, manden der er berygtet for at hade alt og alle, har kastet sin kærlighed over Slægt. Og hvis du stadig ikke er overbevist, så gør dig selv den tjeneste, kære læser, at tage ud og opleve Slægt live, for lidt ligesom film skal opleves i biografen, så skal Slægt opleves live. Den intensitet og seriøsitet, de har, når de går i studiet, tager de også med på scenen, så Slægt er en fornøjelse både at høre og se!
