Op og ned

Danske Sunken har efterhånden været et navn på den danske metalscene i små syv år, og i den tid har de oplevet op- og nedture, som at miste et par medlemmer til MØL, men også at lave et fremragende værk i form af deres debut Departure, som vi anmeldte tilbage i 2017. Kort tid efter skete der dog det lidt morsomme, at vores tidligere anmelder Kasper forlod Heavymetal.dk for i stedet at fungere som guitarist i Sunken – tænk engang! Jeg ved ikke, om det bliver et tilbud, jeg får efter denne anmeldelse, men jeg kan da finde en kazoo eller triangel frem, og så har jeg tid til et smut i øveren hver mandag eftermiddag – I ringer bare!

Lyden af det kendte og det ukendte

Den største forskel på Departure og Livslede er, at bandet har valgt at skrive på dansk denne gang.  Årsagen til dette kan man læse i det interview, vi lavede med bandet tidligere, men det er en beslutning, der passer som hånd i handske ned i den tidsånd, der pt. hersker i dansk black metal, hvor bands som Afsky, ORM, Solbrud og MØL har eksperimenteret med at synge på vores nationalsprog. Ergo er det danske sprog ”hot”, hvilket vi da også ser, hvis vi kigger på andre genrer af metal end bare black.

Livslede lever desuden op til sit navn, for både tekster og musik er melankolske, depressive og dybt misantropiske – præcis som god black metal ofte er det. Men der er mere end bare black metal at finde på Livslede. Der er både elementer af det progressive, men også det mere indadvendte shoegaze. Når jeg lytter til albummet, hører jeg elementer, der får mig til at tænke på Deafheaven, Numenorean, Mgla og Uada – og sikkert også en masse andet, jeg ikke lige kan sætte en finger på. Det vil sige at det er den slags black metal, der, trods sit iskolde og melankolske udtryk, alligevel efterlader en med en følelse af opløftethed. Med andre ord er Livslede en katarsisk oplevelse, ikke helt ulig GAEREAs Limbo. Albummet er dog ikke helt uden sine skønhedsfejl, som fx den ligegyldige intro ”Forlist”, som med sin spilletid på sølle halvandet minut burde have været en del af det opfølgende nummer ”Ensomhed”, og så er der trommesoloen i ”Foragt”. Der er som sådan ikke noget i vejen med en trommesolo, men dens længde gør, at det føles, som om nummeret sidder fast i en form for loop – faktisk troede jeg, at den lydfil, jeg havde fået, var blevet korrumperet. Så har vi et nummer som ”Delirium”, som er et nummer, der – ærligt talt – forvirrer mig. Det er ikke et dårligt nummer, slet ikke, men det er bestemt heller ikke et nummer, man regner med at høre fra et black metal-band, da det mest af alt minder mere om jazz eller easy listening, akkompagneret af en spag, spoken word-vokal – faktisk minder det utroligt meget om sangen ”Near” fra Deafheavens seneste album Ordinary Corrupt Human Love. Det er egentligt et smukt nummer og et modigt bidrag, men derfor er det stadig noget, der kommer bag på en. Og slutteligt har vi ”Dødslængsel”, som fortsætter samme stil ,som ”Ensomhed” startede – og således ender albummet cyklisk.

Hvor intet vover…

Livslede tog mig lidt med bukserne nede. Jeg forventede et mere klassisk black metal-album, og noget der – stilistisk – lå tættere på Departure. Det, jeg fik, var i stedet et mere modigt og eksperimenterende album, og det er tydeligt, at Sunken ikke gider at lave den samme plade igen og igen. Det er altid prisværdigt, når et band konstant prøver at rykke sig og finde nye, uudforskede territorier at boltre sig i. Det er dog ikke altid det lykkes, men det ved man jo ikke, før man har prøvet. Så nok er Livslede ikke et perfekt værk, men det er dog både stærkt og modigt – og hey, det er 2020, så vi har brug for mod og styrke!